Planklagenævnets afvisning af klage over Favrskov Kommunes afgørelse vedrørende beplantningsforhold i Hadbjerg

Favrskov Kommune traf den 21. juni 2017 afgørelse om, at beplantningsforholdene på en ejendom i Hadbjerg var i overensstemmelse med lokalplanen. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af en person, der bor uden for lokalplanområdet. Klageren gjorde gældende, at lokalplanen kræver et beplantningsbælte, og at kommunen burde have krævet forholdet lovliggjort, da beplantningsbæltet var blevet fjernet af den nye ejer. Klageren henviste til lokalplanens § 9, stk. 2 og § 11, stk. 1, samt kommunens tidligere praksis med hensyn til afskærmende beplantning i området.

Planklagenævnet kunne ikke realitetsbehandle klagen over Favrskov Kommunes afgørelse. Nævnet vurderede sagen ud fra Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, som omhandler nævnets kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Klageberettigelse

Planklagenævnet lagde vægt på bestemmelserne om klageberettigelse i Planlovens § 59. I enkeltsager med en konkret adressat, som denne byggesag, er kredsen af klageberettigede mere begrænset end i sager om planvedtagelse. Udover afgørelsens adressat lægges der i praksis afgørende vægt på afstanden til klagers ejendom i forhold til projektets karakter og omfang. Hvis klagers ejendom ikke ligger inden for det pågældende lokalplanområde, skærpes afstandskravet typisk.

Vurdering af klagers interesse

Nævnet konstaterede, at klagers ejendom er beliggende cirka 1 km i luftlinje fra den konkrete ejendom og cirka 850 m i luftlinje fra lokalplanområdets grænse. Desuden bor klageren i et område, der ikke har nogen bebyggelsesmæssig eller planlægningsmæssig sammenhæng med det omhandlede lokalplanområde. På baggrund heraf fandt Planklagenævnet, at klageren ikke havde en tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i sagens udfald til at være klageberettiget efter planlovens § 59. Derfor kunne klagen ikke realitetsbehandles.