Klage over afgørelse om udstykning og byggetilladelse - lokalplanpligt

Planklagenævnet afviste at behandle klagen over kommunens afgørelse om aktindsigt af 9. juni 2016, da nævnet ikke har kompetence til at behandle aktindsigtssager vedrørende byggelovgivningen. Den rette klagemyndighed er Statsforvaltningen, som i øvrigt allerede havde truffet afgørelse i sagen.

Planklagenævnets Kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lokalplanpligt og overholdelse af sagsbehandlingsregler, herunder forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at behandle klagepunkter vedrørende det skrå højdegrænseplan eller ansøgers adkomst til ejendommen, da disse ikke vedrører planloven.

Partshøring

Nævnet vurderede, at kommunen burde have imødekommet klagerens anmodning om fristforlængelse for partshøring, selvom den oprindelige frist på 14 dage var tilstrækkelig. Dette skyldtes, at der ikke var afgørende hensyn, der talte imod en mindre forlængelse. Dog fandt nævnet, at manglen var konkret uvæsentlig, da klageren alligevel indsendte sine bemærkninger inden fristens udløb, og disse indgik i kommunens afgørelse. Reglerne for partshøring er fastsat i Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

Lokalplanpligt

Planklagenævnet fandt ikke, at hverken udstykningen eller byggeprojektet var omfattet af lokalplanpligt efter Planloven § 13, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at området hovedsageligt består af mindre parcelhusgrunde, at det er udlagt til boligområde i kommuneplanen, og at ejendommen ligger i et større byområde. Desuden blev der lagt vægt på, at der var tale om et enfamiliehus i to etager med en højde på 7,5 meter, et bruttoetageareal på 198 m² og en bebyggelsesprocent på 35. Nævnet fandt ikke, at ejendommens placering ved siden af en kirkegård eller etableringen af en privat fællesvej ændrede på denne vurdering, da bebyggelsen i området i forvejen er placeret omkring kirkegården, og vejanlægget var mindre.

Begrundelse

Kommunens afgørelser af 14. juni 2016 og 21. oktober 2016 var implicitte afgørelser om, at projektet ikke var lokalplanpligtigt. Da klageren havde rejst spørgsmålet om lokalplanpligt, burde kommunen have begrundet sin afgørelse og henvist til Planloven § 13, stk. 2, som krævet af Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Selvom begrundelseskravet ikke var opfyldt i de oprindelige afgørelser, fandt nævnet, at manglen var konkret uvæsentlig, da kommunen efterfølgende i sin udtalelse til nævnet havde givet en fyldestgørende begrundelse, som klageren havde haft mulighed for at kommentere på.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes indirekte afgørelser af 14. juni 2016 og 21. oktober 2016 om, at udstykning og opførelse af enfamiliehus ikke var lokalplanpligtigt. Planklagenævnets afgørelse er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3, og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Klagen til Planklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet den 8. september 2021. Klagerne anførte, at ikke alt relevant materiale var blevet udleveret.

Kommunens bemærkninger til klagen

Randers Kommune fastholdt sin afgørelse den 22. september 2021. Kommunen erkendte dog, at de ikke havde henvist til Miljøoplysningsloven i den oprindelige afgørelse, men vurderede, at en konkret afvejning efter Miljøoplysningsloven § 2, stk. 3 var foretaget i forbindelse med overvejelserne om meroffentlighed. Kommunen oplyste desuden, at alle ønskede dokumenter fra perioden efter den 7. april 2020 var udleveret, bortset fra det undtagne interne dokument.

Planklagenævnets kompetence og anvendte regelsæt

Planklagenævnet fastslog sin kompetence til at behandle klagen, da nævnet er klageinstans for kommunale afgørelser efter Planloven § 58, herunder dispensationer fra lokalplaner. Nævnet vurderede, at aktindsigtsanmodningen skulle behandles efter Miljøoplysningsloven, da oplysningerne om dispensation til udstykning af en ejendom udgør miljøoplysninger i lovens forstand, jf. Miljøoplysningsloven § 3. Dette skyldes, at en sådan dispensation kan påvirke miljøelementer som jord og landskaber. Nævnet bemærkede, at kommunen havde behandlet sagen efter Offentlighedsloven, idet klagerne ikke blev anset for parter i sagen, jf. Forvaltningsloven § 9, stk. 1 og Offentlighedsloven § 7, stk. 1.