Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. 410 for byggeri på Islands Brygge

Københavns Kommune meddelte den 23. juni 2016 dispensationer fra lokalplan nr. 410 med tillæg nr. 1 for en ejendom på Islands Brygge. Dispensationerne vedrørte bebyggelsens placering, vejforløb, promenadeforløb, gulvhøjde samt placering af en landskabelig kanal. Islands Brygge Lokalråd klagede over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet den 19. juli 2016, og sagen blev overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017, jf. Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2. Klagen fokuserede primært på, at dispensationerne var i strid med lokalplanens principper.

Lokalplanens rammer

Lokalplan nr. 410 med tillæg nr. 1 havde til formål at udvikle den sydlige del af Islands Brygge til et moderne, tæt og integreret byområde, der udnytter beliggenheden ved havnen og Amager Fælled. Planen fastsatte overordnede strukturgivende elementer som en landskabeligt formet kanal, en byfælled, en central plads, en havnepromenade og en forsænket træbrygge.

Lokalplanen indeholdt specifikke bestemmelser, som kommunen dispenserede fra:

• Lokalplanens § 3, stk. 3: Vedrørte et principielt afgrænset landareal til udgravning af en landskabeligt udformet kanal.
• Lokalplanens § 5, stk. 3: Regulerede intern trafikbetjening via private fællesveje, herunder opholds- og legeområder.
• Lokalplanens § 6, stk. 2: Fastlagde, at ny bebyggelse skulle opføres inden for principielle byggefelter og byggelinjer, og at bebyggelse langs den vestlige del af kanalen skulle udformes med en åben arkade med mindst 4 meters tilbagerykning af stueetagen.
• Lokalplanens § 6, stk. 3: Angav, at stueetager i ny bebyggelse skulle have en højde på ca. 4 meter med gulvet i princippet i samme kote som det omgivende terræn.
• Lokalplanens § 8, stk. 6: Bestemte, at havnepromenaden og strandpromenaden skulle forbindes af en promenade udformet som en arkade langs nordsiden af kanalen.

Kommunens dispensationer

Københavns Kommune modtog ansøgninger fra bygherre om opførelse af boligbebyggelse i 4 etager med 70 boliger og fra en grundejerforening om at rykke den landskabelige kanal 5 meter mod syd. Kommunen gav dispensationer med den begrundelse, at ændringerne samlet set ville give en bedre løsning for området og bebyggelsen.

De konkrete dispensationer omfattede:

• Placering af bebyggelse: Partiel afvigelse fra byggelinjerne i det indre af karréen, jf. dispensation fra Lokalplanens § 6, stk. 2.
• Vejforløb og opholdsområde: Det anviste lege- og opholdsområde med stikvej og vendeplads blev hævet 0,7 meter og omlagt til en bilfri landskabelig passage, jf. dispensation fra Lokalplanens § 5, stk. 3.
• Promenadeforløb og kanalplacering: Ændret promenadeforløb og forskydning af havneindløbet til kanalen. I stedet for en åben arkade langs kanalen, jf. Lokalplanens § 6, stk. 2 og Lokalplanens § 8, stk. 6, etableres en 5 meter bred promenade syd om matriklen, og den vestlige del af kanalen forskydes mod syd, jf. dispensation fra Lokalplanens § 3, stk. 3, Lokalplanens § 6, stk. 2 og Lokalplanens § 8, stk. 6. Havneindløbet bevares dog i en bredde af 15 meter.
• Gulvhøjde: Gulvkoten blev hævet 0,9 meter, og etagehøjden i stueetagen reduceret fra 4 meter til ca. 3 meter, jf. dispensation fra Lokalplanens § 6, stk. 3.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at kommunens dispensationer var i strid med lokalplanens principper, og at lokalplanen ikke længere var retvisende. Klageren anførte desuden, at en tilladelse til byggeri i 4 etager var i strid med formålsbestemmelsen, og at den planlagte smalle stibro ikke opfyldte lokalplanens formål om sammenhæng med Havnestad og Nokken. Endelig mente klageren, at kommunen burde have taget hensyn til fremtidige trafikale forhold, herunder en mulig ny bro.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at dispensationerne ikke var i strid med lokalplanens principper. Kommunen oplyste desuden, at overvejelser om fremtidige broforbindelser endnu ikke havde ført til en beslutning om ny planlægning.

Nyt lokalplantillæg

Efter kommunens afgørelse blev tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 410 vedtaget den 18. maj 2017. Dette tillæg opdaterede en række bestemmelser vedrørende bebyggelser, vejforløb og udformning af den landskabelige kanal i overensstemmelse med de meddelte dispensationer og tilladelser.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afgørelse om dispensationer.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, eller spørgsmål vedrørende indbliksgener, tab af udsigt eller krav om etablering af en ny bro. Klagepunktet om etageantallet blev heller ikke behandlet, da den påklagede afgørelse af 23. juni 2016 ikke indeholdt dispensationer vedrørende etageantal.

Generelle principper for dispensationer

Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planlovens § 18. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper eller tidsbegrænses, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Lokalplanens principper omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, men som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

Nævnets vurdering af dispensationerne

Planklagenævnet vurderede, at de bestemmelser, der var dispenseret fra – Lokalplanens § 3, stk. 3 (kanalplacering), Lokalplanens § 5, stk. 3 (vejforhold), Lokalplanens § 6, stk. 2 (byggefelter og arkade), Lokalplanens § 6, stk. 3 (gulvkote) og Lokalplanens § 8, stk. 6 (promenadearkade) – ikke måtte anses for at være en del af lokalplanens principper. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens formålsbestemmelse ikke specifikt henviste til disse detaljerede bestemmelser, og at antallet af dispensationer fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser ikke i sig selv gjorde dem stridende med lokalplanens formål.

Konklusion

Planklagenævnet fandt, at dispensationerne ikke var i strid med lokalplanens principper, og at Københavns Kommune derfor havde hjemmel i Planlovens § 19 til at meddele dem. Klagen kunne derfor ikke gives medhold.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.