Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om dispensation fra Byplanvedtægt nr. 1 vedrørende minimumsgrundstørrelse

NMK understregede, at selvom det er op til kommunens skønsmæssige vurdering at meddele dispensation, skal kommunen overholde almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen. Dette princip indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, og at usaglig forskelsbehandling ikke må finde sted. Der skal være en saglig begrundelse for at nå til forskellige resultater i sager, der i det væsentlige er ens.

Nævnets vurdering af kommunens begrundelse

NMK fandt, at det på baggrund af sagens oplysninger, herunder kommunens udtalelser, ikke var muligt at vurdere, i hvilket omfang sagen var sammenlignelig med den tidligere meddelte dispensation for ejendommen på […]. Kommunen havde ikke udtalt sig om klagernes specifikke oplysninger vedrørende de faktiske grundstørrelser for den tidligere dispensation, og kommunens begrundelser for forskelsbehandling var af meget generel karakter. Dette forhindrede nævnet i at afgøre, om der havde været planlægningsmæssigt relevante hensyn, der kunne begrunde de forskellige resultater.

Afgørelse

På baggrund af den manglende tilstrækkelige begrundelse og mulighed for at vurdere sammenligneligheden, ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Jammerbugt Kommunes afgørelse af 3. juni 2014. Sagen blev hjemvist til kommunens fornyede behandling og afgørelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

Klagen fra grundejerforeningen og naboejendommen

Grundejerforeningen og ejerne af en naboejendom påklagede kommunens afgørelse. Deres hovedargumenter var:

• Bygherren er en professionel entreprenør, der burde kende byplanvedtægtens bestemmelser.
• Kommunen havde ikke hjemmel i byplanvedtægtens § 10 til at meddele dispensationen, da områdets karakter skal fastholdes. Klagerne mente, at de dispenserede forhold var af så markant betydning, at en fysisk lovliggørelse eller en ny lokalplan var nødvendig.
• Arealet omfattet af strandbeskyttelseslinjen burde ikke medregnes i grundarealet ved beregning af udnyttelsesgraden.
• Den markante overskridelse af facadehøjden (§ 5.2) og den tætte placering af det hævede opholdsareal (§ 5.3) og udhuset (§ 5.4) ved skel var generende for privatlivets fred og naboerne.
• Ejerne af naboejendommen anførte desuden, at en del af kystsikringen var fjernet i forbindelse med bebyggelsens opførelse, hvilket kunne føre til oversvømmelser.