Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til udhus

Sagen omhandler en klage over Aalborg Kommunes afslag på landzonetilladelse til et opført udhus på 72 m² på en ejendom i Klarup. Ejendommen er beliggende i landzone inden for åbeskyttelseslinjen, i en ådal med begrænset bebyggelse og beplantning.

Baggrund for ansøgningen

Ejeren havde ansøgt om lovliggørelse af et udhus på 72 m², som var placeret ca. 35 meter fra den eksisterende bebyggelse på ejendommen. Udhuset havde en højde på ca. 4,7 meter og var opført med mørke pladevægge og tag. Udover beboelseshuset fandtes der allerede en garage/udhus på 82 m² på ejendommen.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at udhusets placering var begrundet i adkomstforholdene til huset samt ønsket om at bevare store, ældre træer og staudebede. Det blev fremhævet, at udhuset lå langt fra de fleste naboer (ca. 1 km mod nord og øst, 2 km mod vest) og ca. 200 meter fra naboer mod syd, som ikke kunne se udhuset. Omkring bygningen var der eksisterende hække og nyplantede nøddebuske.

Aalborg Kommunes vurdering

Aalborg Kommune meddelte afslag på landzonetilladelsen den 8. september 2015. Kommunen vurderede, at udhusets afstand til den nærmeste bebyggelse og dets placering i ådalen ville medføre, at udhuset fremstod uden tilknytning til den eksisterende bygningsmasse. Dette var i strid med de hensyn, der skal varetages med planlovens landzonebestemmelser.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Aalborg Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til det opførte udhus på 72 m².

Lovgrundlag og vurderingskriterier

Nævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1, som fastslår, at der i landzone ikke må opføres ny bebyggelse uden kommunens tilladelse. Det blev bemærket, at udhuset med sine 72 m² overskred grænsen på 50 m² for bygninger, der er undtaget krav om landzonetilladelse jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 7. Derfor krævede udhuset en landzonetilladelse.

Ved vurderingen af ansøgninger efter Planloven § 35, stk. 1, lægges der vægt på planlægningsmæssige og landskabelige hensyn. Nævnet lagde desuden vægt på lovens almene formål og den præcedens, afgørelsen kunne skabe for fremtidige, lignende sager. Det følger af praksis, at nye, større bygninger i det åbne land og områder med spredt bebyggelse så vidt muligt bør undgås. Bygninger skal som udgangspunkt placeres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, typisk inden for ca. 20 meter, for at udgøre en hensigtsmæssig enhed.