Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til enfamiliehus

Nævnet henviste til Planlovens § 35, stk. 1, som fastslår, at opførelse af ny bebyggelse i landzone kræver tilladelse fra landzonemyndigheden. Formålet med disse bestemmelser er at modvirke spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land, og helårsboliger bør derfor opføres i områder, der er udlagt hertil i planlægningen. Som hovedregel gives der afslag på ansøgninger om fritliggende boliger i det åbne land og i områder med spredt bebyggelse.

Planlægningsmæssige og Landskabelige Hensyn

Den konkrete afgørelse skal træffes med udgangspunkt i de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, der varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne. Nævnet lagde vægt på lovens almene formål og overvejelser om, hvilken betydning afgørelsen kan få for fremtidige, lignende sager. I den foreliggende sag ligger ejendommen i landzone, grænser op til åbent land og er ikke udlagt til bymæssig bebyggelse i kommuneplanlægningen.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Aarhus Kommunes vurdering af, at en tilladelse ville stride mod de hensyn, der varetages med planlovens landzonebestemmelser. Nævnet lagde vægt på, at en tilladelse potentielt kunne føre til tilsvarende ansøgninger i området. Klagerens argumenter, herunder ejendommens beliggenhed i landskabet, områdets uegnethed til landbrug og klagerens personlige tilknytning til stedet, kunne ikke i sig selv begrunde en landzonetilladelse. Afgørelsen er truffet efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet den 8. februar 2019. Klageren anførte navnlig:

Klagerens anbringender

• At der allerede var tilladelse til tre boliger på ejendommen, og at Planloven § 36, stk. 1, nr. 14 ikke fandt anvendelse, da ejendommen var under 30 ha.
• At den nye bolig ønskedes opført uden tilknytning til den eksisterende primære bygningsmasse, hvilket ville medføre spredning af bebyggelsen. Klageren fremhævede, at placeringen var på en bakkeø, højt i landskabet og markant i en udsigtskile.
• At ansøgningsmaterialet var utilstrækkeligt, da der ikke var indsendt visualiseringer med højdekurver, hvilket gjorde det uklart, hvordan byggeriet ville påvirke landskabet.
• At det ansøgte lå inden for skovbyggelinjen.
• At det samlede projekt krævede overordnet planlægning i form af en lokalplan.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

• Antal boliger: Kommunen anførte, at den tidligere tilladelse til en tredje bolig fra 2005 ikke længere var gældende, og at der reelt kun var én bolig (stuehuset) på ejendommen, som skulle nedlægges som beboelse ved ibrugtagning af den nye bolig. Ansøgeren bekræftede, at der var én godkendt bolig.
• Placering: Kommunen fastholdt, at placeringen var nøje udvalgt i overensstemmelse med tilknytningskravet og i dialog med klageren for at sikre naboens udsigt. Afstanden fra byggefeltet til ridehallen var 26,7 m. Ansøgeren ønskede boligen tæt på ridehallen, men med opretholdelse af privatsfæren, og fandt ikke, at boligen kunne placeres syd for det eksisterende stuehus af hensyn til institutionens beboere.
• Ansøgningen: Ansøgeren henviste til, at der var indsendt visualiseringer.

Planklagenævnet fastslog, at klagen var rettidigt indgivet, da den blev modtaget af kommunen inden for klagefristen på fire uger.