Landzonetilladelse til campingvognsvirksomhed i Lejre Kommune ophævet

Sagen omhandler en klage over Lejre Kommunes afgørelse af 23. december 2013, der gav landzonetilladelse til videreførelse af en personlig tilladelse til at drive en campingvognsvirksomhed fra en ejendom i Kattinge. Ejendommen er beliggende i landzone i det åbne land, et Natura 2000-område, kystnærhedszonen og et område udpeget som særligt værdifuldt landskab, kulturmiljø og landbrugsområde. Kommunens afgørelse blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Lejre (DN), som mente, at der hverken juridisk eller planmæssigt var grundlag for tilladelsen.

Historisk Baggrund for Virksomheden

Ejendommen har siden 1970 været anvendt til udstilling og salg af campingudstyr og telte. Virksomheden har en lang historie med landzonetilladelser og afslag, ofte med personlige vilkår og begrænsninger:

• 1995: Roskilde Amt meddelte en personlig landzonetilladelse til opstilling af højst 30 campingvogne på et 2.400 m² udeareal. Tilladelsen var personlig til ejendommens ejer, så længe han boede på ejendommen.
• 1999: Afslag på yderligere 15 campingvogne, stadfæstet af Naturklagenævnet.
• 2004: Lejre Kommune meddelte tilladelse til opførelse af en 715 m² stålhal til lager, stadfæstet af Naturklagenævnet i 2005 på vilkår om placering og afskærmende beplantning. Naturklagenævnet henviste til, at en hal på 500 m² kunne opføres uden landzonetilladelse efter Planlovens § 36, stk. 1, nr. 13.
• 2008: Afslag på yderligere 25 campingvogne og ændret placering af de 30 vogne. Naturklagenævnet stadfæstede afslaget på de 25 vogne, men tillod ændret placering af de 30 vogne ved stålhallen på vilkår om arealbegrænsning, beplantning og forbud mod vinteropbevaring. Det fremgik af sagen, at der i 2008 var optalt over 150 campingvogne på ejendommen, fordelt over et større areal end tilladt.
• 2009: Lejre Kommune meddelte en ny personlig landzonetilladelse til den daværende ejer for placering af 30 campingvogne øst for stålhallen på et areal på højst 2.400 m². Vilkårene inkluderede, at tilladelsen var personlig, gjaldt så længe ejeren ejede og beboede ejendommen, forbud mod vinteropbevaring, maksimalt 30 vogne til reparation eller salg, og etablering samt vedligeholdelse af en 5 meter bred randbeplantning.

Den Aktuelle Ansøgning og Kommunens Afgørelse

I september 2013 ansøgte ejeren om at overdrage den personlige tilladelse til ejendommen eller alternativt til sin søn. Ansøger fremhævede ønsket om at bevare arbejdspladser og give sønnen mulighed for at videreføre virksomheden. Ansøger oplyste, at antallet af salgsvogne var reduceret til 30, men at der ofte var flere vogne til reparation, især efter stormskader. Lejre Kommune havde i 2012 via luftfotografering konstateret 121 campingvogne på ejendommen.

Lejre Kommune meddelte den 23. december 2013 en ny personlig landzonetilladelse til ejerens søn på følgende vilkår:

• Maksimalt 30 campingvogne til reparation og salg.
• Campingvognene skal til enhver tid holdes inden for det på bilag 1 angivne areal, og den eksisterende randbeplantning på ejendommen skal opretholdes.
• Der må ikke ske vinteropbevaring af campingvogne på ejendommen.

Kommunen vurderede, at der ikke var tale om etablering af et nyt erhverv, men fortsat drift af en eksisterende virksomhed på samme vilkår, og at tilladelsen fortsat var tidsbegrænset. Kommunen fandt, at det ansøgte var i overensstemmelse med planlovens formål og landzonebestemmelser samt kommuneplanens retningslinjer. Kommunen vurderede også, at det ansøgte ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt eller levesteder for arter omfattet af habitatbekendtgørelsens bilag IV.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

DN påklagede afgørelsen og anførte, at der hverken juridisk eller planmæssigt var grundlag for landzonetilladelsen. De fremhævede, at virksomheden historisk set har haft svært ved at overholde vilkår om antallet af campingvogne, og at en personlig tilladelse til sønnen i praksis ville være vanskelig at håndhæve. DN mente, at der ikke var grundlag for en forventning om, at virksomheden kunne fortsætte på ejendommen efter den nuværende ejers ophør, da den personlige tilladelse i 1995 netop var givet med begrænsninger på grund af virksomhedens problematiske placering i forhold til omgivelsernes karakter og planloven. DN argumenterede for, at virksomheder med oplag og udstilling af varer som hovedregel bør placeres i byzone eller udpegede erhvervsområder.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet lagde vægt på de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som skal varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne.

Nævnets Vurdering og Praksis

Nævnet fremhævede, at et af formålene med landzonebestemmelserne er at modvirke spredt og uplanlagt by- og erhvervsudvikling i det åbne land. Erhverv, der ikke er forbundet med jordbrugserhvervene, skal som hovedregel henvises til erhvervsområder i byzone. Nævnets praksis er særligt restriktiv i områder, der er udlagt som særligt beskyttelsesområde, som det er tilfældet for den omhandlede ejendom. Større, skæmmende oplag skal efter nævnets praksis henvises til erhvervsområde.

Flertallets Afgørelse

Et flertal på 9 af nævnets 10 medlemmer fandt, at nævnets praksis og de landskabelige interesser i området afgørende talte imod en videreførelse af virksomheden på ejendommen. Flertallet vurderede desuden, at en personlig tilladelse til sønnen i realiteten ville kunne få samme effekt som en permanent tilladelse, da det ville være vanskeligt at nægte virksomheden at fortsætte efter udløbet af endnu en personlig tilladelse. De omhandlede aktiviteter bør i overensstemmelse med praksis henvises til et erhvervsområde. Flertallet fandt endvidere, at ansøger ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at virksomheden kunne drives videre fra ejendommen, når hans personlige tilladelse udløb.

Mindretallets Synspunkt

Et mindretal (Ole Pilgaard Andersen) stemte for at stadfæste kommunens tilladelse.

Endelig Afgørelse

I overensstemmelse med stemmeafgivningen ændrede Natur- og Miljøklagenævnet Lejre Kommunes afgørelse af 23. december 2013 om personlig landzonetilladelse til ejerens søn til et afslag. Frist for lovliggørelse fastsættes af Lejre Kommune. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 5, stk. 1.