Afvisning af realitetsbehandling af klager over tilladelse til genanvendelse af slagge

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag vedrørende Hjørring Kommunes tilladelse til genanvendelse af slagge som bundsikring under vejanlæg og siloanlæg på en ejendom i Vrå. Tilladelsen blev givet den 1. marts 2017 efter en anmeldelse fra en privatperson om ønsket om at genanvende 15.000 ton slagge.

Tre separate klager blev indgivet den 29. marts 2017 af borgere og omboende, der alle modtager drikkevand fra et vandværk, hvis indvindingsområde dækker det pågældende areal. Klagerne anførte, at genanvendelsen af slagge udgjorde en risiko for forurening af deres drikkevand og ville medføre, at området blev klassificeret som forurenet. De klagede desuden over manglende høring fra kommunens side.

Klageberettigelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at afgørelser truffet efter Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald § 16, stk. 4 kan påklages til nævnet i henhold til Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald § 19, stk. 1. Da bekendtgørelsen ikke fastsætter kriterier for klageberettigelse, anvendes de almindelige regler i Miljøbeskyttelsesloven § 98, stk. 1, nr. 2.

En fjerde klage blev indgivet af det lokale vandværk, som Miljø- og Fødevareklagenævnet anser for klageberettiget. Nævnet har derfor besluttet at behandle vandværkets klage på et senere tidspunkt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle de tre klager fra de omboende borgere. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Begrundelse for afvisning

Nævnet vurderede, at klagernes interesse i en tilfredsstillende vandkvalitet og beskyttelse af grundvandet primært skal varetages af den ansvarlige for vandforsyningsanlægget, altså vandværket. Dette er i overensstemmelse med praksis, hvor kun vandværket, og ikke den enkelte forbruger, anses for klageberettiget i sager, der vedrører vandindvindingsforhold.

Kriteriet om "individuel, væsentlig interesse" i Miljøbeskyttelsesloven § 98, stk. 1, nr. 2 forudsætter, at afgørelsen berører klageren på en måde, der er speciel i sammenligning med den påvirkning, afgørelsen har på en større personkreds. Nævnet fandt, at de omboendes interesse i rent drikkevand ikke opfyldte dette individuelle kriterium, da den var en almen interesse, der bedst varetages af vandværket.