Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Sagen omhandler en klage over Brønderslev Kommunes afgørelse af 4. maj 2016 vedrørende en asfaltvirksomhed. Afgørelsen omfattede en VVM-screening (vurdering af virkning på miljøet) og en revurdering af virksomhedens miljøgodkendelse samt et tillæg til denne. Virksomheden, etableret i 1956, producerer asfalt og har gennemgået flere miljøgodkendelser og vilkårsændringer siden 1994. De anmeldte ændringer inkluderede øget oplag af genbrugsasfalt, etablering af en støjvold, opførelse af en ny hal og øget frekvens for knusning af genbrugsasfalt.
To klagere, Danmarks Naturfredningsforening og en gruppe omboende, indbragte sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Deres hovedanbringender var:
Brønderslev Kommune fastholdt sin afgørelse og afviste klagernes anbringender. Kommunen anførte, at VVM-screening var tilstrækkelig, at oplag af genbrugsasfalt skete på befæstet areal med korrekt afledning, og at en ny tilslutningstilladelse ville regulere spildevand. Kommunen mente, at miljøklasser var vejledende og ikke bindende for eksisterende virksomheder, at partshøring var korrekt, og at støjgrænser var fastsat på baggrund af en proportionalitetsvurdering og fagligt korrekte støjmålinger. Kommunen afviste desuden, at afgørelsen var truffet af hensyn til arbejdspladser.
Under sagens behandling blev der fremsendt yderligere rapporter og notater, herunder en rapport om tjæreindhold i overfladevand, der indikerede forurening fra en tidligere fyldplads, samt opdaterede støj- og lugtrapporter. En tillægsgodkendelse til udvidelse af støjvolden blev også meddelt af kommunen, men var ikke påklaget i denne sag. Virksomheden havde desuden asfalteret oplagspladsen med bunden asfalt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen, der omfattede både klagen over Brønderslev Kommunes VVM-screeningsafgørelse og klagen over revurderingen af miljøgodkendelsen samt tillægget til denne.
Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Brønderslev Kommunes afgørelse af 4. maj 2016 om ikke VVM-pligt for etablering af ændringer på virksomheden. Nævnet fandt, at de anmeldte ændringer var omfattet af VVM-bekendtgørelsen bilag 2, punkt 5f og punkt 14, og at kommunens screening, der vurderede projektets samlede indvirkninger på miljøet ud fra VVM-bekendtgørelsen bilag 3, var tilstrækkelig. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde forholdt sig til støj, belægning under oplag af genbrugsasfalt og beskyttelse af grundvand og naturområder. Nævnet afviste desuden, at sagen var sammenlignelig med "Tarco-sagen", da faktum var forskelligt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Brønderslev Kommunes afgørelse af 4. maj 2016 om revurdering af miljøgodkendelse samt tillæg til eksisterende miljøgodkendelse, dog med væsentlige ændringer og hjemvisninger.
Nævnet fandt, at beboerne på ejendommene [adresse6], [adresse10] og [adresse14] burde have været partshørt i henhold til Forvaltningsloven § 19 på grund af deres væsentlige og individuelle interesse. Dog vurderede nævnet, at den manglende partshøring ikke gjorde afgørelsen ugyldig, da nogle parter havde haft mulighed for at fremkomme med bemærkninger under rekursbehandlingen, og der ikke var fremkommet nye afgørende oplysninger.
Nævnet fandt, at Brønderslev Kommune i tilstrækkelig grad havde foretaget en afvejning af hensynet til kommuneplanens retningslinjer over for hensynet til en udvidelse af virksomheden. Nævnet bemærkede, at kommuneplanens bestemmelser ikke er umiddelbart bindende over for borgere og virksomheder, jf. Planloven § 12, stk. 1, og at virksomhedsklassifikationer er et hjælperedskab til planlægning, ikke bindende krav for eksisterende virksomheder.
Nævnet konstaterede, at virksomhedens håndtering af overfladevand nu var reguleret af en tilslutnings- og nedsivningstilladelse meddelt den 5. januar 2018 i henhold til Miljøbeskyttelsesloven § 19, stk. 1, nr. 3 og § 28, stk. 3. Nævnet fandt, at den manglende samtidighed i forhold til tilslutningstilladelsen ikke gjorde miljøgodkendelsen ugyldig, da der var tale om to selvstændige afgørelser, og samtidighedskravet i Spildevandsbekendtgørelsen § 64, stk. 1 og Godkendelsesbekendtgørelsen § 36, stk. 1 alene er procesforskrifter.
Nævnet fandt, at de fastsatte vilkår for støv og lugt var tilstrækkelige, da de var i overensstemmelse med standardvilkår og suppleret med lugtgrænseværdier og afkasthøjder. Dog ophævede nævnet vilkår 2.3.8, da standardvilkår 2.3.6 var tilstrækkeligt til at sikre omgivelserne mod diffuse støvgener, og den nævnte målemetode ikke var standardiseret. Vilkår 2.3.9 blev ændret til kun at gælde for lugt fra virksomhedens faste afkast (punktkilder), da der ikke findes anerkendte målemetoder for diffuse kilder.
Nævnet fandt, at det udendørs oplag af asfalt ikke udgjorde en risiko for jord og grundvand. Dette blev begrundet med, at oplaget skulle placeres på befæstet areal med fald mod afløb og kontrolleret afledning af afløbsvandet, som defineret i vilkår 2.7.10 og 2.1.4. Nævnet bemærkede, at det var kommunens tilsynsforpligtelse at vurdere, om pladsen levede op til definitionen af "befæstet areal", og at dette ikke kunne påklages til nævnet, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3.
Nævnet konstaterede væsentlige mangler ved støjkortlægningen og fastsættelsen af støjgrænserne. Derfor blev vilkår 2.4.3 ophævet og hjemvist til fornyet behandling. Nævnet fandt, at støjgrænserne for erhvervsområderne 03-E-01 og 03-E-02 (uden bolig) skulle tage udgangspunkt i de vejledende støjgrænser for områdetype 2 (60/60/60 dB(A)), da området ikke havde karakter af tung industri. Det var ikke dokumenteret, at en lempelse til 70 dB(A) var nødvendig. For virksomheden beliggende [adresse9] var støjgrænsen ikke fastsat på baggrund af dokumenterede beregninger, og der var en overskridelse af den vejledende grænse. Kommunen skulle derfor foretage en opdateret akkrediteret støjkortlægning og en teknisk/økonomisk redegørelse for yderligere støjdæmpende tiltag eller en proportionalitetsvurdering af en eventuel lempelse, med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 33 eller § 41.
For boliger i blandet bolig- og erhvervsområde (03-E-02), fandt nævnet, at en begrænsning af støjgrænsen til en 10 meters opholdszone var en væsentlig mangel. Nævnet krævede en ny og opdateret støjkortlægning for at vurdere fravigelse af den vejledende støjgrænse for blandet bolig og erhverv uden for denne zone. Det blev også fundet, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at det ikke var nødvendigt at stille skærpede krav til receptorhøjden.
For den nordlige del af det rekreative område 03-R-06 (bufferområde), fandt nævnet, at den østlige del kunne friholdes for støjgrænser, da den var indhegnet og uden offentlig adgang. Dog skulle der fastsættes støjgrænser for den vestlige del (matr. nr. [matrikel11]), som var offentligt tilgængelig. Kommunen skulle foretage en ny vurdering og dokumentere overholdelse af støjgrænser i dette område.
Nævnet fandt, at etableringen af støjvolden, opbygget af opbrudt asfalt, var en godkendelsespligtig aktivitet i henhold til Miljøbeskyttelsesloven § 33 og omfattet af Godkendelsesbekendtgørelsen listepunkt K206. Nævnet vurderede, at Brønderslev Kommune ikke i tilstrækkelig grad havde foretaget en teknisk risikovurdering af støjvolden i forhold til kontaktrisiko, grundvandsressourcen og recipienten. Risikovurderingen skulle baseres på konkrete målinger og data og forholde sig til nedsivning, overfladeafstrømning og skred. Denne del af miljøgodkendelsen blev derfor også hjemvist til fornyet behandling sammen med virksomhedens støjvilkår. Nævnet bemærkede, at jordforureningen fra den tidligere fyldplads ikke var relevant for den aktuelle sag, men påhvilede kommunen at håndtere efter Jordforureningsloven kapitel 5.
Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2, stk. 1, nr. 2.
Siden 1. januar 2021 har spildevandsselskaber håndteret klimatilpasning af tag- og overfladevand efter nye regler. Nu vurderes den praktiske anvendelse af reguleringen i en ny evaluering udarbejdet af Energistyrelsen og Miljøstyrelsen.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Middelfart Kommunes afgørelse om, at en ændring af kørsel på en motorsportsbane ikke krævede en miljøvurdering (VVM). Klagen var indgivet af naboer til banen, som frygtede øget støjbelastning.
Middelfart Kommune fastholdt, at ændringen af aktiviteterne på motorsportsbanen ikke ville medføre væsentlig negativ indvirkning på miljøet. Kommunen henviste til et støjnotat, der konkluderede, at den ansøgte ændring kunne afvikles under de eksisterende støjvilkår i miljøgodkendelsen. Kommunen vurderede også, at ændringen ikke ville medføre en væsentlig ændring i antallet af publikum eller en øget støjbelastning af de omkringliggende boliger.
Ny rapport kortlægger eksisterende viden om potentiel afsmitning af miljøfarlige stoffer fra solceller og landvindmøller for at understøtte kommunernes arbejde med VE-projekter.
Uden grøn omstilling og reduktioner i landbruget kan Danmark ikke blive klimaneutral. Derfor er det nødvendigt at få gjort op med nogle af de barrierer, som i dag står i vejen for teknologier som pyrolyse, der kan bidrage med reduktioner i landbruget.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Herning Kommunes afgørelse om ikke VVM-pligt og miljøgodkendelse af ...
Læs mere
Sagen omhandler en bygherres klage over Aarhus Kommunes afgørelse om, at en planlagt udskiftning af to eksisterende asfa...
Læs mere