Afgørelse om Agentur vs. Forhandlerforhold og Godtgørelse ved Samarbejdes Ophør

Sagen omhandlede et kommercielt samarbejde mellem B. O. Nielsen Jern- og Stålagentur A/S (B. O. Nielsen) og GTS Guss Technologie Service GmbH (GTS Guss) vedrørende leverancer til Siemens Wind Power A/S (tidligere Bonus Energy A/S). Hovedspørgsmålet var, om B. O. Nielsens rolle i forhold til Siemens var som handelsagent eller selvstændig forhandler, hvilket havde afgørende betydning for krav om provision og godtgørelse efter handelsagentloven.

Baggrund for samarbejdet

B. O. Nielsen, etableret i 1946, driver handels- og agentvirksomhed inden for jern- og stålindustrien. GTS Guss er en tysk støberivirksomhed. B. O. Nielsen havde tidligere agentkontrakter med andre selskaber i GTS Guss-koncernen, hvor de modtog provision. Samarbejdet med Bonus Energy (senere Siemens) startede i 1998-1999, initieret af B. O. Nielsen.

I 2001 blev der udarbejdet udkast til en rammeaftale og en "Agenturkontrakt" mellem B. O. Nielsen og GTS Guss. Disse udkast, som aldrig blev underskrevet, beskrev B. O. Nielsens rolle som både agent (med en foreslået provision på 4,5 %) og selvstændig forhandler. Et bilag med en kundeliste, der skulle opdateres løbende, var også en del af udkastet, men blev ikke fremlagt i sagen.

Forretningsmodel og fakturering

Den faktiske forretningsgang var, at B. O. Nielsen bestilte varer hos GTS Guss i eget navn, modtog fakturaer fra GTS Guss, og videresolgte derefter varerne til Siemens til en højere pris. B. O. Nielsen afholdt selv transportomkostninger fra Dessau til Brande og bar renterisikoen som følge af forskudte betalingsterminer. B. O. Nielsens fortjeneste var differencen mellem indkøbs- og videresalgsprisen fratrukket omkostninger, hvilket resulterede i en avance på 3,68 % i et fremlagt eksempel, men vidner angav avancer på 7-14 %.

Opsigelse og krav

Den 22. juni 2007 opsagde GTS Guss samarbejdet med B. O. Nielsen. I opsigelsen henviste GTS Guss til en "Handelsagenturkontrakt". B. O. Nielsen reagerede hurtigt og gjorde krav på godtgørelse og provision i en opsigelsesperiode, med henvisning til Handelsagentloven § 25 og § 22. B. O. Nielsen opgjorde sit krav på godtgørelse til EUR 117.350,97 og provision for to 6-måneders perioder til EUR 55.277,23 hver.

GTS Guss afviste B. O. Nielsens krav og fastholdt, at der var tale om et forhandlerforhold, ikke et agentforhold, i relation til Siemens. GTS Guss krævede betaling for udestående fakturaer på EUR 246.100, som B. O. Nielsen havde tilbageholdt som modregning for sine krav.

Parternes synspunkter

B. O. Nielsen påstod:

• At de fungerede som handelsagent for GTS Guss i forhold til Siemens, og at Handelsagentloven § 2 derfor fandt anvendelse.
• At fakturering direkte til Siemens ikke ændrede ved agentforholdet, da de selvstændigt og vedvarende virkede for salg og deltog i forhandlinger.
• At alle parter, inklusive GTS Guss selv (som det fremgik af opsigelsesbrevet), betragtede B. O. Nielsen som agent.
• At de havde krav på godtgørelse efter Handelsagentloven § 25 og provision i opsigelsesperioden efter § 22.
• Subsidiært, at de som forhandler havde krav på goodwill-godtgørelse ved analogi med handelsagentloven, da de ikke selv kunne fastsætte priser og havde oparbejdet en kundekreds, som GTS Guss overtog.

GTS Guss påstod:

• Frifindelse for B. O. Nielsens krav og betaling af udestående beløb.
• At der ikke forelå en underskrevet agenturaftale, og at den faktiske forretningsmodel (køb og videresalg i eget navn, afholdelse af transportomkostninger og renterisiko) klart indikerede et forhandlerforhold.
• At B. O. Nielsens egen brug af udtrykket "dækningsbidrag" i korrespondance støttede forhandlerstatus.
• At den nævnte 4 % provision i en mail fra april 2007 var en undtagelse for en ny model, ikke en generel aftale.
• At B. O. Nielsen som eneforhandler med betydelig avance over 8 år havde haft mulighed for at spare op, og at et godtgørelseskrav derfor ikke var rimeligt begrundet.
• At leverancerne først stoppede, da B. O. Nielsen tilbageholdt betalinger for allerede leverede varer.

Sø- og Handelsretten fandt, at der ikke forelå skriftlige aftaler, der fastlagde retsforholdet mellem parterne. Retten lagde vægt på den faktiske indretning af samarbejdet i forhold til Siemens.

Rettens vurdering af forretningsforholdet

Retten fastslog, at B. O. Nielsen i forhold til MAN Diesel virkede som agent. Men i forhold til Bonus Energy (Siemens) fik B. O. Nielsen status som selvstændig samarbejdspartner (forhandler) som følge af Siemens' ønske om en dansk kontraktpart.

Retten lagde til grund, at B. O. Nielsen:

• Bestilte varer i eget navn hos GTS Guss.
• Modtog fakturaer fra GTS Guss og fakturerede derefter Siemens til en højere pris.
• Afholdt rentetab som følge af tidsmæssig forskydning mellem fakturaernes betalingsterminer.
• Forestod transporten af varerne fra Dessau til Brande og afholdt de dermed forbundne omkostninger.

Retten fandt ikke bevis for, at der var indgået en aftale om en bestemt avanceniveau, herunder 4 %, som B. O. Nielsen gjorde gældende. B. O. Nielsens egen brug af udtrykket "dækningsbidrag" i tidlig korrespondance støttede yderligere, at der var tale om en forhandlersituation.

Afgørelse

Under disse omstændigheder fandt retten, at B. O. Nielsen havde fungeret som selvstændig forhandler. Som følge heraf fandt Handelsagentloven ikke anvendelse i forholdet mellem parterne. Da B. O. Nielsen heller ikke på andet grundlag fandtes at have yderligere krav mod GTS Guss, blev GTS Guss' frifindelsespåstand og principale selvstændige betalingspåstand taget til følge.

Retten bemærkede, at samhandelen fortsatte efter opsigelsen, og at GTS Guss' leverancer til B. O. Nielsen først ophørte, da B. O. Nielsen på omtvistet grundlag tilbageholdt betalinger for allerede leverede og videresolgte varer. Et opsigelsesvarsel med provisionskrav i 12 måneder kunne ikke komme på tale.

Thi kendes for ret:

• Sagsøgte, GTS Guss Technologie Service GmbH, frifindes for den af sagsøgeren, B. O. Nielsen Jern og Stålagentur A/S, nedlagte påstand.
• Sagsøgeren, B. O. Nielsen A/S, skal inden 14 dage til sagsøgte, GTS Guss Technologie Service GmbH, betale 246.100 EUR med tillæg af rente 3 % over den til enhver tid gældende diskonto fastsat af Deutsche Bundesbank fra den 19. marts 2008, samt i sagsomkostninger 100.000 DKK, der forrentes efter Renteloven § 8a.

Sagen er anket til Højesteret (HR 313/10) og er nu sluttet den 21. november 2012 ved dom.