Betydningen af tidligere afslag på europæisk arrestordre og vurdering af grundlæggende rettigheder

Denne sag omhandler fortolkningen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og chartret om grundlæggende rettigheder.

Sagen drejer sig om en rumænsk statsborger, P.P.R., der er eftersøgt på baggrund af en europæisk arrestordre udstedt af Curtea de Apel Braşov (appeldomstolen i Braşov, Rumænien). En fransk domstol havde tidligere afvist at fuldbyrde arrestordren på grund af risiko for krænkelse af retten til en retfærdig rettergang. P.P.R. blev efterfølgende anholdt i Malta, og den maltesiske domstol anmodede om yderligere oplysninger fra den rumænske domstol.

Curtea de Apel Brașov forelagde herefter en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, bl.a. om:

• Hvorvidt en tidligere afgørelse om afslag på fuldbyrdelse i en anden medlemsstat er bindende.
• Hvorvidt mangler ved edsaflæggelsen af dommere kan begrunde et afslag på fuldbyrdelse.
• Hvilken betydning en afgørelse fra Kommissionen til kontrol af Interpols sager (CCF) har.
• Hvorvidt den udstedende judicielle myndighed har ret til at deltage som part i sagen vedrørende fuldbyrdelse af arrestordren.
• Hvorvidt den fuldbyrdende judicielle myndighed kan nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af oplysninger om forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat.

De væsentligste argumenter var:

• P.P.R. anførte, at hans overgivelse til Rumænien ville krænke hans ret til en retfærdig rettergang.
• Den rumænske regering argumenterede for, at princippet om gensidig anerkendelse tilsiger, at arrestordren skal fuldbyrdes.
• Europa-Kommissionen fremhævede vigtigheden af at sikre de grundlæggende rettigheder.

Domstolen fastslog, at en tidligere afgørelse om afslag ikke er bindende, men skal indgå i vurderingen. Den præciserede, at den fuldbyrdende myndighed skal foretage en konkret vurdering af risikoen for krænkelse af grundlæggende rettigheder, og at den udstedende myndighed har et ansvar for at sikre, at disse rettigheder respekteres.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 1, stk. 3, og artikel 15, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA skal fortolkes således, at en medlemsstats fuldbyrdende myndighed ikke er forpligtet til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når en anden medlemsstats fuldbyrdende myndighed tidligere har afslået at fuldbyrde den. Den fuldbyrdende myndighed skal dog tage hensyn til grundlaget for den første myndigheds afslag.

Domstolen præciserer, at disse bestemmelser ikke hindrer den udstedende judicielle myndighed i at opretholde arrestordren, hvis fuldbyrdelsen ikke bør afvises på grund af risiko for krænkelse af retten til en retfærdig rettergang, og hvis opretholdelsen er proportional.

Domstolen fastslår yderligere, at artikel 1, stk. 3, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i EU-chartret, skal fortolkes således, at en afgørelse fra Kommissionen til kontrol af Interpols sager (CCF) ikke i sig selv kan begrunde et afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, men kan tages i betragtning.

Endelig fastslås det, at artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at den judicielle myndighed, der har udstedt en europæisk arrestordre, ikke er forpligtet til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, før den beslutter at trække arrestordren tilbage eller opretholde den, medmindre dens afgørelse ikke kan appelleres.

Begrundelse

Domstolen begrunder sin afgørelse med:

• Princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne.
• Nødvendigheden af at sikre de grundlæggende rettigheder i forbindelse med en europæisk arrestordre.
• At rammeafgørelsen ikke giver mulighed for at afslå fuldbyrdelse alene med henvisning til en anden medlemsstats afslag.
• At den fuldbyrdende myndighed skal foretage en konkret vurdering af risikoen for krænkelse af grundlæggende rettigheder.
• At den udstedende myndighed skal udvise agtpågivenhed og vurdere proportionaliteten af at opretholde arrestordren.
• At en afgørelse fra CCF ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde et afslag, men kan indgå i vurderingen.
• At den udstedende myndighed ikke er forpligtet til at forelægge et præjudicielt spørgsmål, medmindre dens afgørelse ikke kan appelleres.

Centrale EU-retlige principper

• Princippet om gensidig tillid: Medlemsstaterne skal som udgangspunkt have tillid til, at andre medlemsstater overholder EU-retten og de grundlæggende rettigheder.
• Princippet om gensidig anerkendelse: Afgørelser truffet i én medlemsstat skal anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater.
• Grundlæggende rettigheder: EU-retten, herunder rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, må ikke tilsidesætte de grundlæggende rettigheder, som de er sikret i EU-chartret.
• Loyalt samarbejde: Medlemsstaterne skal samarbejde loyalt om at gennemføre EU-retten.

Anvendelse i sagen

• Domstolen understreger, at princippet om gensidig tillid ikke er absolut, og at den fuldbyrdende myndighed skal foretage en konkret vurdering af risikoen for krænkelse af grundlæggende rettigheder.
• Domstolen præciserer, at en tidligere afgørelse om afslag på fuldbyrdelse i en anden medlemsstat ikke automatisk fører til et afslag, men skal indgå i vurderingen.
• Domstolen fastslår, at den udstedende myndighed har et ansvar for at sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres, og skal vurdere proportionaliteten af at opretholde arrestordren.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer forholdet mellem princippet om gensidig tillid og beskyttelsen af grundlæggende rettigheder i forbindelse med den europæiske arrestordre.
• Den understreger, at den fuldbyrdende myndighed har en pligt til at foretage en konkret vurdering af risikoen for krænkelse af grundlæggende rettigheder, selvom der er en tidligere afgørelse om afslag i en anden medlemsstat.
• Den fastslår, at den udstedende myndighed har et ansvar for at sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres, og skal vurdere proportionaliteten af at opretholde arrestordren.