Fuldbyrdelse af europæisk arrestordre og retsstatsprincippet: Betydningen af domstols uafhængighed

Sagen omhandler to sager, hvor Rechtbank Amsterdam anmoder om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EU-retten i forbindelse med fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer udstedt af polske domstole. Sagerne omhandler henholdsvis L (C-354/20 PPU), der er eftersøgt for narkotikahandel, og P (C-412/20 PPU), der er eftersøgt for at fuldbyrde en fængselsstraf.

Den forelæggende ret udtrykker tvivl om, hvorvidt fuldbyrdelse af arrestordrerne er forenelig med EU-retten, særligt henset til udviklingen i Polen vedrørende retsstatsprincippet og domstolenes uafhængighed. Den nederlandske domstol spørger, om den kan nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis der er tvivl om den udstedende domstols uafhængighed, eller hvis der er en generel risiko for krænkelse af grundlæggende rettigheder i den udstedende medlemsstat.

De centrale spørgsmål er:

• Kan en fuldbyrdende judiciel myndighed nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis den udstedende domstol ikke længere opfylder kravet om uafhængighed?
• Er det tilstrækkeligt til at nægte fuldbyrdelse, hvis der er en reel risiko for krænkelse af grundlæggende rettigheder for alle tiltalte i den udstedende medlemsstat?
• Skal den fuldbyrdende myndighed foretage en konkret vurdering af risikoen for krænkelse af rettigheder i den enkelte sag, eller kan den basere sig på generelle forhold i den udstedende medlemsstat?

Domstolen behandlede spørgsmålene under hensyntagen til princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og behovet for at sikre effektive procedurer for overgivelse af personer i straffesager.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 6, stk. 1, og artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, der skal træffe afgørelse om overgivelse af en person omfattet af en europæisk arrestordre, og som har oplysninger om systemiske eller generelle mangler ved retsvæsenets uafhængighed i den udstedende medlemsstat, ikke automatisk kan nægte at anse den udstedende retsinstans for en "udstedende judiciel myndighed". Ligeledes kan den fuldbyrdende myndighed ikke automatisk antage, at der er alvorlige grunde til at tro, at personen vil risikere en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang ved overgivelse. En konkret og præcis vurdering af den pågældendes personlige situation, lovovertrædelsens karakter og omstændighederne omkring arrestordren er nødvendig.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, som er afgørende for EU-rettens funktion og forudsætter, at medlemsstaterne overholder EU-retten og de grundlæggende rettigheder.
• Rammeafgørelsens formål om at sikre effektivt retligt samarbejde i straffesager gennem gensidig anerkendelse af retsafgørelser.
• At en automatisk nægtelse af at anerkende en retsinstans som "udstedende judiciel myndighed" ville udhule princippet om gensidig tillid og undergrave ordningen med den europæiske arrestordre.
• At en konkret vurdering er nødvendig for at afgøre, om de systemiske mangler reelt indebærer en risiko for, at den pågældende person vil blive nægtet en retfærdig rettergang.

Centrale EU-retlige principper

• Gensidig tillid: Medlemsstaterne skal som udgangspunkt have tillid til hinandens retssystemer og overholdelse af grundlæggende rettigheder.
• Gensidig anerkendelse: Retsafgørelser truffet i én medlemsstat skal anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater.
• Retten til en retfærdig rettergang: Sikret i artikel 47, stk. 2, i EU-charteret om grundlæggende rettigheder, og omfatter retten til en uafhængig og upartisk domstol.
• Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre: Etablerer en ordning for overgivelse af personer mellem medlemsstaterne med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af straf.

Anvendelse og betydning

• Domstolen understreger, at princippet om gensidig tillid ikke er ubetinget, og at der kan være situationer, hvor en fuldbyrdende judiciel myndighed skal undersøge, om der er en reel risiko for, at grundlæggende rettigheder vil blive krænket ved overgivelse.
• Domstolen fastslår, at systemiske mangler i en medlemsstats retsvæsen ikke automatisk fører til, at en europæisk arrestordre ikke kan fuldbyrdes. Der skal foretages en konkret vurdering af risikoen i den enkelte sag.
• Afgørelsen præciserer, hvordan fuldbyrdende judicielle myndigheder skal forholde sig, når der er tvivl om retsstatsprincippet i den udstedende medlemsstat, og understreger vigtigheden af en afbalanceret tilgang, der respekterer både princippet om gensidig tillid og beskyttelsen af grundlæggende rettigheder.