Urimelige kontraktvilkår: Nationalrets pligt til ex officio prøvelse i tvangsfuldbyrdelsessager

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Polen vedrørende fortolkningen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Sagen er rejst i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesprocedure mellem Getin Noble Bank S.A. m.fl. og TL, en skyldner.

Baggrund

TL indgik to kreditaftaler med Getin Noble Bank, der var indekseret til schweizerfranc (CHF). Efter TL's betalingsmisligholdelse opsagde banken aftalerne og anlagde sag mod TL. Sąd Rejonowy Lublin-Zachód w Lublinie udstedte betalingspåkrav, som TL ikke anfægtede, hvilket førte til en tvangsfuldbyrdelsesprocedure under tilsyn af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Śródmieścia w Warszawie.

Centrale Spørgsmål

• Kan en national ret ex officio undersøge, om kontraktvilkår er urimelige i en tvangsfuldbyrdelsesprocedure baseret på et retskraftigt betalingspåkrav?
• Kan virkningerne af opførelsen af et kontraktvilkår i det nationale register over ulovlige vilkår udvides til andre erhvervsdrivende og vilkår med samme betydning?

Parternes Argumenter

• Getin Noble Bank anførte, at Domstolen ikke har kompetence, da sagen vedrører en national tvangsfuldbyrdelsesprocedure. Banken anførte også, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, da den forelæggende ret ikke har kompetence.
• Den forelæggende ret anførte, at TL ikke har gjort indsigelse mod betalingspåkravene og derfor ikke længere har effektive retsmidler til at anfægte forpligtelserne.

Domstolens Betragtninger

Domstolen fastslog, at den har kompetence til at fortolke EU-retten, og at anmodningen kan antages til realitetsbehandling. Domstolen fremhævede, at national ret skal sikre en effektiv prøvelse af potentielt urimelige kontraktvilkår for at overholde direktivets krav om forbrugerbeskyttelse. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre strengere bestemmelser for at sikre en højere grad af forbrugerbeskyttelse, så længe det er foreneligt med EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der forhindrer en national ret i ex officio at undersøge potentielt urimelige kontraktvilkår og drage konsekvenserne heraf under kontrol af en tvangsfuldbyrdelsesprocedure baseret på et retskraftigt betalingspåkrav, hvis:

• Lovgivningen ikke foreskriver en sådan undersøgelse ved udstedelsen af betalingspåkravet.
• Undersøgelsen først er foreskrevet ved indsigelse mod betalingspåkravet, men der er en betydelig risiko for, at forbrugeren ikke gør indsigelse på grund af kort frist, høje omkostninger ved søgsmål eller manglende information til forbrugeren om sine rettigheder.

Domstolen fastslog yderligere, at artikel 3, stk. 1, artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 8 i direktiv 93/13 ikke er til hinder for national retspraksis, hvor opførelsen af et vilkår i det nationale register over ulovlige vilkår medfører, at vilkåret anses for urimeligt i enhver sag, der involverer en forbruger, også over for andre erhvervsdrivende end dem, der var part i sagen om opførelse i registeret, og hvor vilkåret ikke er sprogligt identisk, men har samme betydning og virkning for forbrugeren.

Retlige Principper

• Direktiv 93/13/EØF: Beskytter forbrugere mod urimelige kontraktvilkår.
• Effektivitetsprincippet: National ret må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder efter EU-retten.
• Charterets artikel 47: Sikrer effektiv domstolsbeskyttelse.
• Retssikkerhedsprincippet: Endelige retsafgørelser bør ikke anfægtes.
• Loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU): Medlemsstaterne skal sikre overholdelse af EU-retten.
• Delvis Harmonisering: Direktiv 93/13 tillader medlemsstaterne at vedtage strengere forbrugerbeskyttelsesregler.

Domstolen understregede, at national ret skal sikre en effektiv prøvelse af potentielt urimelige kontraktvilkår for at overholde direktivets krav om forbrugerbeskyttelse. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre strengere bestemmelser for at sikre en højere grad af forbrugerbeskyttelse, så længe det er foreneligt med EU-retten.