National rets pligt til ex officio at prøve urimelige kontraktvilkår trods arbejdsbyrde i betalingspåkravssager

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler.

Sagen er anlagt af "DSK Bank" EAD og "FrontEx International" EAD i forbindelse med betalingspåkravsprocedurer mod forbrugere.

Den forelæggende ret ønsker afklaret, om en national ret kan undlade at efterprøve, om et kontraktvilkår er urimeligt på grund af stor arbejdsbyrde, og om retten kan indhente yderligere oplysninger fra kreditor for at undersøge potentielt urimelige vilkår, selv uden forbrugerindsigelse.

Den forelæggende ret spørger også, om nationale bestemmelser, der sikrer en højere grad af forbrugerbeskyttelse, kan tages i betragtning ved vurderingen af, om der er en betydelig skævhed i parternes forpligtelser.

Tvisterne i hovedsagen

• DSK Bank: Anmodede om betalingspåkrav på baggrund af en forbrugerkreditaftale, hvor forbrugeren var i restance. Den sidst forfaldne rate var markant højere end de tidligere uden forklaring.
• FrontEx International: Hævdede at have erhvervet en fordring via en fordringsoverdragelsesaftale, men fremlagde ikke dokumentation herfor.

Præjudicielle spørgsmål

• Kan en national ret undlade at undersøge dokumenter pga. stor arbejdsbyrde?
• Skal retten afvise at træffe afgørelse, hvis der er mistanke om urimelige kontraktvilkår, selvom forbrugeren ikke gør indsigelse?
• Kan retten indhente yderligere beviser fra den erhvervsdrivende, selvom national ret ikke tillader det?
• Gælder EU-rettens krav om ex officio afklaring også, når national lov giver yderligere beskyttelse?

Afgørelse

Domstolen fastslog:

• EU-retten forhindrer, at en national ret undlader at efterprøve urimelighed af kontraktvilkår pga. arbejdsbyrde.
• Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 tillader, at en national ret indhenter yderligere oplysninger fra kreditor for at undersøge potentielt urimelige vilkår, selv uden forbrugerindsigelse.
• Artikel 3 og 8 i direktiv 93/13 tillader, at nationale retter tager hensyn til nationale bestemmelser, der giver højere forbrugerbeskyttelse ved vurdering af urimelige kontraktvilkår.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse med:

• Effektiv beskyttelse af forbrugerrettigheder kræver, at nationale domstole har reel mulighed for at udøve kontrol med kontraktvilkår.
• Praktiske vanskeligheder, såsom arbejdsbyrde, kan ikke begrunde manglende overholdelse af EU-retten.
• Nationale retter skal sikre fuld virkning af EU-retten.
• Domstolen henviser til tidligere retspraksis om nationale retters beføjelser ex officio i relation til betalingspåkravsprocedurer.
• Hvis der er alvorlig tvivl om urimeligheden af visse vilkår, skal retten træffe bevisforanstaltninger for at supplere sagsakterne.
• Medlemsstaterne kan vedtage strengere bestemmelser for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne.

Centrale EU-retlige principper

• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne skal sikre, at EU-retten får fuld virkning, og at nationale procedurer ikke hindrer udøvelsen af rettigheder efter EU-retten.
• Forbrugerbeskyttelse: EU-retten tilsigter at beskytte forbrugere mod urimelige kontraktvilkår og sikre en høj grad af beskyttelse.
• Autonomi: Medlemsstaterne har autonomi til at organisere deres retssystemer, men skal overholde EU-retten.
• Minimumsharmonisering: Direktiv 93/13 fastsætter en minimumsstandard for forbrugerbeskyttelse, og medlemsstaterne kan vedtage strengere regler.
• Ex officio prøvelse: Nationale domstole skal af egen drift prøve, om kontraktvilkår er urimelige, når de har de nødvendige oplysninger.

Anvendelse i sagen

• Domstolen understreger, at en national ret ikke kan undlade at anvende EU-retten med henvisning til praktiske vanskeligheder.
• Den nationale ret skal have mulighed for at indhente yderligere oplysninger for at vurdere, om et kontraktvilkår er urimeligt.
• Nationale regler, der giver en højere grad af forbrugerbeskyttelse, kan tages i betragtning ved vurderingen af, om der er en betydelig skævhed i parternes forpligtelser.