Beskatning af latente kapitalgevinster ved overførsel af aktiver mellem selskaber

Sagen omhandler en tysk skattelovgivning, der pålægger beskatning af latente kapitalgevinster, når aktiver overføres fra et personselskab til et kapitalselskab, hvis Tyskland mister retten til at beskatte gevinsten ved en senere afhændelse.

Sagen drejer sig om DMC Beteiligungsgesellschaft mbH, et østrigsk selskab, der er retssuccessor for Schillhuber Beteiligungsgesellschaft mbH (S-GmbH) og Klausnitzer Ges.mbH (K-GmbH), mod Finanzamt Hamburg-Mitte vedrørende fastsættelsen af en kapitalgevinst i forbindelse med skatteansættelsen for et tysk kommanditselskabs indtægter for skatteåret 2000.

Finanzamt anså, at Tyskland ikke længere havde ret til at beskatte gevinsten ved afhændelse af selskabsandelene i DMC GmbH, som K-GmbH og S-GmbH modtog til gengæld for deres indskud af andelene i DMC KG. Finanzamt fastsatte derfor værdien af de andele, som K-GmbH og S-GmbH indskød i DMC GmbH, til deres anslåede værdi og ikke til deres bogførte værdi, hvilket indebar en beskatning af de latente kapitalgevinster på andelene i DMC KG.

Den forelæggende ret rejste tvivl om, hvorvidt den tyske mekanisme var forenelig med EU-retten, da den medfører en umiddelbar beskatning af latente kapitalgevinster opstået på det tyske område.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 49 TEUF (nu artikel 63 TEUF om frie kapitalbevægelser) var til hinder for en sådan national bestemmelse.

Præjudicielle spørgsmål

• Er det foreneligt med EU-retten at fastsætte, at de indskudte driftsaktiver skal ansættes til den anslåede værdi (hvorved der for indskyderen ved afdækningen af de skjulte reserver opstår en kapitalgevinst), såfremt det på tidspunktet for apportindskuddet er udelukket, at Forbundsrepublikken Tyskland har ret til at beskatte gevinsten ved afhændelse af de nye selskabsandele, som indskyderen modtager som modydelse for indskuddet?
• Er den nationale bestemmelse forenelig med EU-retten, hvis indskyderen indrømmes en ret til at ansøge om en rentefri udsættelse af betalingen af den skat, der opstår ved afdækningen af de skjulte reserver, således at skatten på kapitalgevinsten kan betales i årlige delbeløb på mindst en femtedel af den skyldige skat, såfremt der stilles sikkerhed for betalingen af delbeløbene?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 63 TEUF tillader en medlemsstat at beskatte latente kapitalgevinster ved overførsel af aktiver fra et kommanditselskab til et kapitalselskab, hvis staten reelt mister beskatningsretten ved den faktiske realisering. Beskatningen må dog ikke gå videre end nødvendigt for at sikre beskatningskompetencen, især ved krav om bankgaranti, som skal vurderes ud fra en konkret risikovurdering.

• Domstolen præciserede, at formålet om at opretholde fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne kan begrunde en medlemsstats lovgivning.
• En medlemsstats lovgivning, som fastsætter en umiddelbar beskatning af latente kapitalgevinster, der er opstået på dens område, går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet om at opretholde fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne, såfremt forpligtelsen til at etablere en bankgaranti i tilfælde, hvor den skattepligtige har valgt at udskyde betalingen, pålægges under hensyntagen til den reelle risiko for, at skatten ikke kan opkræves.

Retlige Principper

• Frie Kapitalbevægelser (Artikel 63 TEUF): Domstolen fastslog, at den omhandlede lovgivning skulle vurderes i forhold til de frie kapitalbevægelser, da den primært omhandlede overførsel af aktiver og ikke etablering.
• Opretholdelse af Beskatningskompetence: Domstolen anerkendte, at medlemsstaterne har en legitim interesse i at opretholde deres beskatningskompetence over kapitalgevinster, der er opstået på deres territorium.
• Proportionalitetsprincippet: Domstolen understregede, at restriktioner for de frie kapitalbevægelser skal være proportionale med det mål, der søges opnået. Beskatning af latente kapitalgevinster kan være tilladt, men opkrævningen og eventuelle krav om garantier skal vurderes konkret for at sikre, at de ikke går videre end nødvendigt.
• Territorialprincippet: Domstolen henviste til territorialprincippet, som giver en medlemsstat ret til at beskatte kapitalgevinster, der er opstået på dens territorium, selvom de endnu ikke er realiseret.