Sag om midlertidigt forbud vedrørende varemærkekrænkelse og passivitet

Sagen omhandlede en anmodning om midlertidige forbud baseret på varemærkerettigheder og markedsføringsretlige forhold vedrørende Verner Panton-designs. Sagsøgerne, Verner Panton Design AG og Marianne Panton, påstod, at sagsøgte, TAGWERC Unternehmergesellschaft, krænkede deres rettigheder ved at anvende betegnelser som PANTO GLIDE, UNISOL, GEOMETRI, OPTIK, PANTON og VERNER PANTON i forbindelse med markedsføring og salg af puder og tilbehør til stole i Danmark. Desuden påstod sagsøgerne, at TAGWERC uretmæssigt kaldte sig "specialist i Verner Panton produkter" og anvendte "Verner Panton Universe" i deres markedsføring.

Sagsøgernes Påstande

Sagsøgerne nedlagde seks påstande om forbud, herunder:

• Forbud mod anvendelse af PANTO GLIDE og PANTO-GLIDE som varemærker for "filtpuder" og "tilbehør til stole" leveret i Danmark.
• Forbud mod anvendelse af UNISOL, GEOMETRI og OPTIK som varemærker for "puder" leveret i Danmark.
• Forbud mod anvendelse af VERNER PANTON UNIVERSE som varemærke for TAGWERC's egen virksomhed rettet mod Danmark.
• Forbud mod anvendelse af PANTON og VERNER PANTON som varemærker for "puder", der ikke er designet af Verner Panton, leveret til Danmark.
• Forbud mod at kalde sig "specialist i Verner Panton produkter" og anvende sætningen "the specialist for licensed Verner Panton Design" i markedsføring rettet mod Danmark.
• Forbuddet skulle nedlægges principalt uden sikkerhedsstillelse, subsidiært mod en sikkerhedsstillelse fastsat af Sø- og Handelsretten.

Sagsøgtes Påstande og Argumenter

TAGWERC påstod principalt afvisning af sagen, subsidiært nægtelse af fremme, og mest subsidiært, at sagsøgerne skulle stille sikkerhed på ikke under 500.000 kr., hvis et foreløbigt forbud blev nedlagt. TAGWERC bestred, at deres hjemmeside var rettet mod Danmark, og anførte, at sagsøgernes advokat havde forsøgt at skabe en kunstig tilknytning til Danmark ved at bestille varer med det formål at indlede en fogedsag. TAGWERC argumenterede for, at der ikke forelå en krænkelse, og at sagsøgerne havde udvist passivitet, da de havde kendt til TAGWERC's handelsaktiviteter i mange år (siden 2009) uden at indlede retlige skridt.

Oplysninger i Sagen

Marianne Panton er indehaver af det internationale ordmærke "Panton Chair". Verner Panton Design AG er indehaver af alle øvrige immaterielle rettigheder til Verner Pantons designs, herunder ophavsrettigheder, varemærker og designs. Det blev oplyst, at Verner Panton i sin levetid designede omkring 1.000 tekstilmønstre, herunder Geometri, Unisol og Optik, som licenseres til Maharam, der sælger tekstilerne i Danmark via Kvadrat. TAGWERC køber disse licenserede tekstiler og anvender dem til puder. Parterne havde siden 2009 haft løbende drøftelser om varemærkerettigheder og markedsføring, herunder et møde i München i 2010 og salg af domænenavnet www.verner-panton.dk fra TAGWERC til Marianne Panton i 2018. En tysk retssag mellem parterne om Google og internetfremstilling verserede i tredje instans.

Sø- og Handelsretten fandt sig kompetent til at behandle sagen, da det blev lagt til grund, at varer var bestilt fra TAGWERC's engelsk affattede webshop og leveret til Danmark. Retten henviste til domsforordningens artikel 7, nr. 2 og varemærkeforordningens artikel 125, stk. 5.

Retten lagde dog vægt på, at der siden 2009 havde været løbende drøftelser mellem sagsøgerne og TAGWERC vedrørende immaterielle rettigheder og markedsføring af Panton-produkter. Denne korrespondance og de afholdte møder, samt salget af domænenavnet www.verner-panton.dk i 2018, viste, at sagsøgerne havde udvist en sådan passivitet i forhold til anmodningen om midlertidige forbud, at anmodningen allerede af denne grund ikke kunne tages til følge. Dette var i overensstemmelse med Retsplejeloven § 413, stk. 1, nr. 3.

Afgørelse

Anmodningen om midlertidige forbud blev nægtet fremme.

Sagsomkostninger

Verner Panton Design AG og Marianne Panton blev pålagt at betale sagsomkostninger på 40.000 kr. ekskl. moms til TAGWERC Unternehmergesellschaft inden 14 dage. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Kendelsen er kæret til Østre Landsret den 22. januar 2021. Sagen sluttet ved Østre Landsret den 27. august 2021.