Anciennitetsoverførsel mellem sømandsloven og funktionærloven ved beregning af fratrædelsesgodtgørelse

Sagen omhandler en tidligere sømand og skibsfører, [A], der var ansat i forskellige selskaber inden for samme koncern under sømandsloven fra 1996 til 2010. I 2010 overgik [A] efter eget ønske til en landbaseret stilling som crewmanager i et datterselskab af [B], hvor han var ansat under funktionærloven frem til sin fratræden den 30. november 2019. Ved overgangen til landbaseret ansættelse blev det i ansættelseskontrakten udtrykkeligt aftalt, at ancienniteten skulle regnes fra den 21. april 2010, datoen for tiltrædelse i den nye stilling. [A] har årligt drøftet spørgsmålet om overførsel af sin anciennitet fra sømandsansættelsen med ledelsen, men [B] har konsekvent afvist dette ønske.

Sagsøgers påstand og anbringender

[A] nedlagde påstand om, at [B] skulle betale 237.887,28 kr. i fratrædelsesgodtgørelse med tillæg af procesrente. [A] gjorde gældende, at han havde været ansat hos sagsøgte i mere end 23 år, og at hans anciennitet fra ansættelsen under sømandsloven skulle medregnes i beregningen af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven. Han anførte, at både Funktionærloven § 2a og Sømandsloven § 42 indeholder enslydende bestemmelser om anciennitetsbestemt fratrædelsesgodtgørelse, og at lovforarbejderne til sømandsloven indikerer et ønske om at anvende funktionærlovens principper i videst muligt omfang på skibsofficerer. [A] argumenterede for, at ancienniteten burde kunne overføres mellem de to love, da han opfyldte betingelsen om uafbrudt beskæftigelse hos samme arbejdsgiver, og hans nautiske baggrund var relevant for hans landbaserede stilling.

Sagsøgtes påstand og anbringender

[B] nedlagde påstand om frifindelse. [B] gjorde gældende, at der ikke kan overføres anciennitet mellem sømandsloven og funktionærloven. De henviste til Funktionærloven § 1, stk. 3, som fastslår, at loven ikke gælder for funktionærer omfattet af sømandsloven, med undtagelse af visse paragraffer, der ikke er relevante for anciennitet. [B] anførte, at de to lovgivninger er gensidigt udelukkende, medmindre andet er specifikt angivet. De fremhævede, at ansættelseskontrakten fra 2010 udtrykkeligt fastsatte, at ancienniteten skulle regnes fra tiltrædelsesdatoen i den landbaserede stilling, og at der ikke var indgået en særlig aftale om medtagelse af tidligere anciennitet. [B] argumenterede desuden for, at der ikke er støtte i lovforarbejderne for en formålsfortolkning, der ville give ret til overførsel af anciennitet, og at [A]'s kompetencer inden for både sø- og landbaseret arbejde betød, at han ikke havde samme beskyttelsesbehov som en funktionær med snævre kompetencer.

Sø- og Handelsretten frifandt [B]. Retten lagde til grund, at [A] oprindeligt var ansat under sømandsloven og senere overgik til ansættelse under funktionærloven, alt inden for samme koncern. Det blev fastslået, at parterne eksplicit drøftede spørgsmålet om overførsel af anciennitet ved overgangen i 2010, og at [B] udtrykkeligt afviste dette ønske, hvilket blev afspejlet i ansættelseskontraktens punkt 1.1., der fastslog, at ancienniteten skulle regnes fra tiltrædelsesdatoen i den nye stilling.

Retten bemærkede, at Funktionærloven § 2a er beskyttelsespræceptiv, jf. Funktionærloven § 21. Dog følger det af Funktionærloven § 1, stk. 3, at funktionærlovens bestemmelser ikke finder anvendelse på funktionærer omfattet af sømandsloven, med undtagelse af §§ 10-14. Retten fandt derfor ikke grundlag for at antage, at der skulle ske automatisk overførsel af anciennitet fra ansættelse(r) efter sømandsloven til ansættelse efter funktionærloven. Der blev heller ikke fundet støtte i lovforarbejderne for [A]'s synspunkt om, at en formålsfortolkning af Funktionærloven § 2a og Sømandsloven § 42 skulle give ret til overførsel af anciennitet.

Retten tilføjede, at der ved ansættelse og kontraktindgåelse efter funktionærloven er fri adgang til at drøfte og eventuelt individuelt aftale overførsel af anciennitet fra tidligere ansættelser, men at [B] i denne sag ikke ville imødekomme ønsket herom. Da der ikke var indgået en sådan aftale, og da lovgivningen ikke automatisk hjemler overførsel, blev [B] frifundet.

Sagsomkostningerne blev fastsat til 25.000 kr. eksklusive moms, som Ledernes Hovedorganisation som mandatar for [A] skulle betale til Danske Rederier som mandatar for [B] inden 14 dage.

Dommen er anonymiseret.