Sag om midlertidigt forbud vedrørende elterrassevarmer – Krænkelse af EF-design, ophavsret og markedsføringsloven

Sagen omhandlede en anmodning fra Zhuhai Runwin Electric Co., Ltd (Runwin) om et midlertidigt forbud mod Schou Company A/S (Schou) for salg og markedsføring af en elterrassevarmer. Runwin påstod, at Schous produkt krænkede Runwins registrerede EF-design, ophavsret og markedsføringsret.

Sagens Parter og Baggrund

Runwin, en kinesisk producent af elektriske varmere, har siden 2004 produceret terrassevarmere. Schou, oprindeligt en isenkræmmerforretning, er i dag en stor leverandør af nonfood-artikler.

Runwin opnåede den 18. december 2014 EF-designregistrering (nr. 002598052-0003) for en terrassevarmer. Rettighedshaveren, Sun Jiawei, har bemyndiget Runwin til at håndhæve designregistreringen i Danmark.

Schou markedsfører en elterrassevarmer under varemærket "Outfit", som er registreret den 29. december 2010. Runwin foretog et testkøb af Schous produkt, hvilket førte til påstanden om krænkelse.

Parternes Påstande

Korrespondance Forud for Sagen

Forud for sagens anlæg udvekslede parterne korrespondance, hvor Runwin gjorde gældende, at Schous produkt krænkede deres intellektuelle ejendomsrettigheder. Schou afviste dette og fremhævede designmæssige forskelle på produkterne, herunder forskelle i fod, bundstykke, tænd/sluk-knap, gitter og håndtag. Schou fastholdt, at der ikke forelå en krænkelse.

Markedet og Produktets Design

Retten fik forevist adskillige billeder af andre elterrassevarmere på markedet, som viste en vis ensartethed i design. En udtalelse fra industriel designer Christian Hvidt anførte, at Runwins terrassevarmeres udseende og detaljedimensionering i vid udstrækning er funktionelt betinget. Han konkluderede, at de to produkter fremstår som selvstændige og ikke forvekslelige for en forbruger.

Schou forklarede, at de ikke producerer egne produkter, men sourcer fra Asien, hvor mange lignende terrassevarmere findes. De fokuserer på funktionalitet og pris. Schou har tidligere haft samhandel med Runwin om andre produkter, men ikke den konkrete terrassevarmer i sagen.

Retten fandt, at Runwins påstande var tilstrækkeligt klare til at kunne behandles i overensstemmelse med Retsplejeloven § 411, stk. 1. Sagen drejede sig primært om, hvorvidt Runwin havde sandsynliggjort en beskyttet ret til sit produkt under ophavsretsloven, EF-designforordningen og markedsføringsloven, og i givet fald, om Schou havde krænket denne ret, jf. Retsplejeloven § 413, nr. 1.

Rettens Vurdering af Ophavsret

Retten fandt det ikke sandsynliggjort, at Runwins terrassevarmer er beskyttet efter Ophavsretsloven § 1, stk. 1. Produktet bar stærkt præg af funktionelt betinget udformning og udviste ingen eller ringe præg af en intellektuel frembringelse fra en ophavsmand.

Rettens Vurdering af EF-designret

Retten fandt det sandsynliggjort, at Runwin havde en beskyttet ret til sit registrerede EF-design. Ved fastlæggelsen af beskyttelsesomfanget lagde retten vægt på, at elementer af et produkts udseende, der alene er bestemt af produktets tekniske funktion, ikke er beskyttet, jf. EF-designforordningens artikel 8, stk. 1. Designeren havde haft en ringe grad af frihed på grund af de funktionelt bestemte krav.

Retten vurderede, at den informerede bruger ikke ville få samme helhedsindtryk af Runwins registrerede design og Schous terrassevarmer. Dette skyldtes blandt andet forskelle i metalgitterets udformning (langovale vs. sekskantede huller), håndtagets design og fodens tykkelse. På denne baggrund fandt retten det ikke sandsynliggjort, at der forelå en krænkelse af det registrerede EF-design.

Rettens Vurdering af Markedsføringsloven

Retten bemærkede, at Runwins terrassevarmer fremstår som et simpelt produkt med overvejende funktionsbestemte designelementer. Selvom produktet havde et vist, om end meget ringe, særpræg, der kunne nyde beskyttelse efter Markedsføringsloven § 3, var beskyttelsen snæver og kun gældende for meget nærgående efterligninger. Runwin havde ikke dokumenteret en betydelig markedsføringsindsats, der kunne give produktet en særlig markedsmæssig identitet.

På baggrund af forskellene mellem produkterne og det faktum, at Schou markedsfører sin terrassevarmer under sit eget registrerede varemærke "Outfit", fandt retten det ikke sandsynliggjort, at Schou havde handlet i strid med god markedsføringsskik.

Konklusion og Omkostninger

Samlet set fandt retten, at der ikke var sandsynliggjort et grundlag for at fremme Runwins begæring om midlertidigt forbud, jf. Retsplejeloven § 413, nr. 2 og Retsplejeloven § 413, nr. 3. Schous påstand om frifindelse blev derfor taget til følge.

Runwin blev pålagt at betale sagsomkostninger til Schou på 62.000 kr.

Dommen er kæret til Vestre Landsret  den 10. september 2020. Sagen er sluttet ved Vestre Landsret den 22. april 2021.