Begæring om forbud mod salg af optændingsposer afvist på grund af for sen reaktion fra varemærkehaver

Sagen omhandler en begæring fra Burner International A/S om et midlertidigt forbud og påbud mod Quick Fire ApS. Begge virksomheder producerer og sælger optændingsposer i lignende emballage – sorte rør med røde låg.

Konfliktens kerne

Burner hævdede, at Quick Fires logo og etiket, som blev designet i 2012, krænkede Burners registrerede varemærker og udgjorde en ulovlig produktefterligning i strid med Markedsføringsloven § 1 og Varemærkeloven § 4.

Burner anmodede retten om at forbyde Quick Fire at:

• Anvende det omstridte logo.
• Producere, markedsføre og distribuere produkter med den omstridte etiket.
• Påbyde Quick Fire at tilbagekalde allerede distribuerede produkter.

Tidslinje for markedsføring

Quick Fire udviklede det nye design i 2012 og begyndte at anvende det samme år, blandt andet i Grækenland og Sverige. I Danmark blev produkterne solgt i stor skala gennem Lidl fra februar 2015 til udgangen af året.

Burner blev opmærksom på produkterne i november/december 2015. Efter interne drøftelser sendte Burners advokat en indsigelse den 1. juni 2016, og forbudsbegæringen blev indgivet til Sø- og Handelsretten den 1. juli 2016.

Parternes centrale argumenter

Quick Fire argumenterede for, at Burner burde have kendt til designet længe før, da det blev solgt på Burners egne markeder og hos fælles kunder som Lidl. Quick Fire påstod desuden, at hvis et forbud blev nedlagt, skulle Burner stille en sikkerhed på 8 mio. kr. jf. Retsplejeloven § 415.

Sø- og Handelsretten nægtede at imødekomme Burner International A/S's begæring om et midlertidigt forbud.

Rettens begrundelse

Retten lagde afgørende vægt på tidsforløbet i sagen. Det blev fastslået, at Quick Fire havde anvendt det omstridte design siden 2012, og at produkterne var blevet solgt i betydeligt omfang, herunder i alle Lidl-butikker i Danmark i 2015.

Retten fandt, at Burner, som selv fulgte markedet tæt, burde være blevet opmærksom på Quick Fires etiket på et langt tidligere tidspunkt. Burner havde kendskab til Quick Fire som konkurrent siden 2008/09.

Under hensyntagen til Burners sene reaktion konkluderede retten, at betingelserne for at nedlægge et midlertidigt forbud efter Retsplejeloven § 413 ikke var opfyldt. Retten vurderede, at Quick Fires adfærd ikke nu nødvendiggjorde et forbud, og at Burners mulighed for at forfølge sin ret ikke ville blive forspildt ved at afvente en almindelig retssag.

Derfor blev Quick Fires principale påstand om, at forbudsbegæringen skulle nægtes fremme, taget til følge. Burner blev pålagt at betale sagsomkostninger til Quick Fire.