Kvinde dømt til at betale over 2,3 mio. kr. i erstatning for vold begået 16 år tidligere

Retten fandt, at Civilstyrelsens regreskrav mod Sagsøgte ikke var forældet, da forældelsesfristen først begynder at løbe fra Erstatningsnævnets afgørelse. Det blev fastslået, at gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelse ikke kunne prøves i denne sag. Retten lagde til grund, at der var årsagssammenhæng og adækvans mellem den forsætlige vold, som Sagsøgte udøvede, og Persons erhvervsevnetab på 50%, samt advokatudgiften på 50.000 kr. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af erhvervsevnetabet. Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at nedsætte eller bortfalde Sagsøgtes erstatningsansvar efter Erstatningsansvarsloven § 24, stk. 1. Dette blev begrundet med, at Sagsøgtes ansvar skyldtes forsætlig personfarlig kriminalitet med alvorlige følger for Person, og at Sagsøgtes indtægt lå over det sædvanlige lavindtægtsniveau. Sagsøgte blev dømt til at betale Civilstyrelsen 2.317.285,88 kr. med procesrente af 2.165.000 kr. fra den 12. september 2020, samt sagsomkostninger på 82.750 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage, og sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8a.

Forurettedes Skader og Erstatning

Den forurettede blev undersøgt på Sønderborg Sygehus den 14. april 2001 og havde trykømhed i ryggen samt tre mærker. En røntgenundersøgelse viste intet abnormt. Den forurettede var sygemeldt i flere perioder og modtog behandling hos kiropraktor og psykolog. Voldsoffernævnet besluttede at anse skaden for omfattet af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og tilkendte den forurettede godtgørelse og erstatning på i alt 22.602,71 kr. for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, medicinudgifter m.m., samt 5.000 kr. for advokatbistand. Nævnet indstillede herefter, at der blev gjort regres mod sagsøgte i henhold til Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser § 17.

Parternes Argumenter

Politimesterens Påstand

Politimesteren anførte, at Gråsten Rets dom måtte tillægges retskraft, og at sagsøgte havde handlet culpøst og derfor var erstatningsansvarlig. Det blev fremhævet, at regres var tilladt efter Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser § 17, og at de enkelte erstatningsposter var støttet af almindelige erstatningsretlige regler. Politimesteren mente, at årsagsforbindelsen var sandsynliggjort, og at sagsøgte skulle modbevise den. Det blev også anført, at Erstatningsansvarsloven § 24 ikke kunne finde anvendelse.

Politiassistentens Påstand

Sagsøgte påstod frifindelse og anførte, at straffesagens dom ikke konkret angav slag mod ryggen. Det blev fremført, at Nævnets skøn var løst og udokumenteret, og at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for en årsagsforbindelse mellem volden og skaderne. Sagsøgte bestred dokumentationen for tabt arbejdsfortjeneste og mente, at udgiften til advokat burde have været omfattet af anklagemyndighedens omkostninger. Sagsøgte argumenterede for, at skaden skete under tjeneste, og at han var i chok, hvilket burde medføre lempelse eller bortfald af erstatningsansvaret i henhold til Erstatningsansvarsloven § 24.

Forslag til Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Etablering af særlige afdelinger for terrordømte m.v., styrkelse af kriminalforsorgens indsats over for ekstremisme og radikalisering m.v. samt tiltag på offererstatningsområdet med henblik på at lette sagsbehandlingen af offererstatningssager m.v.)