Afslag på statslig erstatning efter frifindelse i landsretten i sag om alvorlig vold

Sagen omhandler et krav om erstatning for personskade som følge af en hændelse, der involverede flere parter og resulterede i alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Spørgsmålet var, om der forelå en straffelovsovertrædelse, der kunne berettige til erstatning fra staten.

Sagens faktiske omstændigheder

To personer var oprindeligt blevet tiltalt og fundet skyldige i byretten for at have udøvet vold mod ansøgeren. Volden var af en sådan karakter, at ansøgeren pådrog sig en hjerneskade. Episoden involverede foruden de to tiltalte også en kæreste til en af de tiltalte samt muligvis en yderligere, uidentificeret person. Sagen blev efterfølgende indbragt for landsretten.

Juridiske problemstillinger og bevisførelse

Det centrale punkt i sagen var fastlæggelsen af hændelsesforløbet og identificeringen af de ansvarlige for de påførte skader. Under sagens behandling blev der lagt vægt på:

• Forklaringer fra de involverede parter og vidner, som var præget af modstridende oplysninger.
• Sundhedsfaglige vurderinger og lægelige oplysninger om ansøgerens skader på tidspunktet for hændelsen.
• Vurderingen af, om betingelserne for anvendelse af Offererstatningsloven § 1 var opfyldt.

Der var i processen behov for at afklare, om det med den fornødne sikkerhed kunne fastslås, at skaderne var opstået som følge af en handling, der falder ind under straffelovens bestemmelser om vold.

Erstatningsnævnet traf afgørelse om at afslå ansøgningen om erstatning under henvisning til Offererstatningsloven § 1.

Landsrettens vurdering og bevisnød

Landsretten havde forud for nævnets behandling frifundet de to tiltalte med stemmerne 3-3. Begrundelsen for frifindelsen var, at der forelå en rimeligt begrundet tvivl om de tiltaltes skyld. Denne tvivl skyldtes primært de modstridende vidneforklaringer og de lægelige oplysninger om ansøgerens tilstand på hændelsestidspunktet.

Nævnets begrundelse for afslag

Erstatningsnævnet valgte at lægge landsrettens bevisvurdering til grund. Nævnet fandt, at da de tiltalte var blevet frifundet pga. tvivl om hændelsesforløbet, kunne det heller ikke lægges til grund, at andre personer havde udsat ansøgeren for en straffelovsovertrædelse i forbindelse med den pågældende episode.