Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Relaterede love
Sagen omhandler en klage indbragt for Energiklagenævnet af en forbruger, der anfægtede Energitilsynets afgørelse af 30. marts 2001. Klagen vedrørte, hvorvidt visse forsikringer tegnet af Kolding Områdets Energiselskab (KOE) kunne anses for "nødvendige udgifter" i henhold til varmeforsyningsloven og elforsyningsloven, og dermed indregnes i varmeprisen og elprisen.
Energitilsynet havde tidligere behandlet forbrugerens spørgsmål vedrørende KOE's forsikringer, herunder:
Energitilsynet fandt, at heltidsulykkesforsikringer og gruppelivsforsikringer var nødvendige omkostninger som en del af administrations- og lønomkostningerne, da de var et led i overenskomstaftaler med personalet. Ligeledes blev bestyrelses- og direktionsansvarsforsikringen anset for en naturlig og nødvendig del af driften af et selskab som KOE. Vedrørende rejseforsikring for ægtefæller oplyste KOE, at dette aldrig havde fundet sted, og der var derfor ikke grundlag for en vurdering. Energitilsynet henholdt sig til KOE's oplysning om, at der ikke var tegnet specielle forsikringer for direktionen ud over de nævnte.
Energitilsynets vurdering byggede på Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 5, som giver tilsynet kompetence til at vurdere rimeligheden af tariffer og omkostningsfordeling. De henviste også til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og elforsyningsloven § 69, stk. 1, som fastsætter, hvilke udgifter der kan indregnes i priserne.
Forbrugeren klagede til Energiklagenævnet og efterspurgte afstemningsresultater fra bestyrelsesmøder vedrørende forsikringsomfanget samt forsikringsbeløbet for bestyrelsesmedlemmer. Klageren fastholdt, at heltidsulykkesforsikring for bestyrelsesmedlemmer døgnet rundt ikke var en nødvendig omkostning, og stillede spørgsmålstegn ved Energitilsynets undersøgelsesmetode, idet klageren mente, at tilsynet udelukkende havde baseret sin afgørelse på oplysninger fra KOE's direktion uden yderligere undersøgelser.
Energitilsynet gentog sin argumentation og henviste til, at KOE havde oplyst, at forsikringsomfanget var udtømmende opregnet i en fremsendt bestyrelsesprotokol. Tilsynet fandt ikke, at et afstemningsresultat var nødvendigt for at afklare de rejste spørgsmål. Vedrørende forsikringssummen for bestyrelses- og direktionsansvarsforsikringen henviste tilsynet til tidligere oplysninger om en maksimeret sum på 50 mio. kr. og en årlig præmie på ca. 43.000 kr., dækkende begivenheder anmeldt efter 4. oktober 1999. Energitilsynet fandt ikke grundlag for yderligere undersøgelser af forsikringsomfanget, da KOE havde oplyst, at det var udtømmende opregnet.
KOE er en selvejende institution med fire helejede datterselskaber. Beslutningen om tegning af forsikringer for medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer var truffet af KOE's direktion, som efter selskabets forretningsorden skulle sikre forsvarlig forsikring. Bestyrelsen havde taget direktionens oversigt til efterretning den 20. september 2000.
Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 30. marts 2001.
Nævnet konstaterede, at det havde kompetence til at behandle spørgsmålet for de virksomheder i KOE-koncernen, der var omfattet af el- og varmeforsyningslovene. Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Energitilsynets afgørelse, hvorefter de omhandlede forsikringer blev anset for nødvendige udgifter/omkostninger i henhold til Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 og elforsyningsloven § 69, stk. 1.
Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26 og elforsyningsloven § 89. Energiklagenævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Klagenævnet afviser samtlige klagepunkter fra Green Power Denmark og stadfæster Forsyningstilsynets benchmarkingmetode for 2020.
Hammel Elforsyning Net A/S (klager) indbragte en klage over Energitilsynets afgørelse af 19. september 2011, som vedrørte EnergiMidt Net A/S's (EnergiMidt) tarif for distribution af elektricitet til A-kunder (store kunder/engros). Klagen omhandlede, hvorvidt EnergiMidts tarif var i overensstemmelse med Elforsyningslovens § 69, stk. 1, Elforsyningslovens § 70, stk. 1 og Elforsyningslovens § 73, stk. 1, samt om betalingen for direktørassistance var rimelig og i overensstemmelse med Elforsyningslovens § 45, stk. 1 og Elforsyningslovens § 47, stk. 1.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Forsyningstilsynet undersøger i øjeblikket Odsherred Varme for at vurdere, om selskabets omkostninger til udrulning af fjernvarme overholder varmeforsyningslovens prisbestemmelser.
Sagen har en længere forhistorie. Klager indgav oprindeligt en klage den 5. januar 2008 over EnergiMidts nettarifjustering pr. 1. januar 2008, hvor EnergiMidt overgik til en tilpasset version af Dansk Energis tariferingsmodel. Energitilsynet fandt den 26. juni 2008, at tarifferne var uigennemskuelige og urimelige, jf. Elforsyningslovens § 73, og pålagde EnergiMidt at tarifere og anmelde en pris, der afspejlede omkostningsfordelingen, jf. Elforsyningslovens § 77, stk. 1.
Omlægningen af EnergiMidts tarifering medførte en prisstigning på 42 % for A-kunder fra 2005 til 2009. Klager klagede igen den 6. januar 2009 over EnergiMidts tariffer på seks punkter:
Energitilsynet afgjorde den 16. december 2009, at tarifferne var fastsat efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier. Denne afgørelse blev påklaget til Energiklagenævnet, som den 24. september 2010 hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet mente, at Energitilsynet burde have vurderet de enkelte omkostninger, der indgik i tariffen, og indhentet yderligere oplysninger. Særligt skulle tilsynet vurdere, om aftalen om direktørassistance var i strid med Elforsyningslovens § 45, stk. 1 og Elforsyningslovens § 47, stk. 1.
Energitilsynet traf fornyet afgørelse den 19. september 2011 og fandt, at EnergiMidts tarif for A-kunder var i overensstemmelse med Elforsyningslovens § 69, stk. 1, Elforsyningslovens § 70, stk. 1 og Elforsyningslovens § 73, stk. 1. Tilsynet fandt også, at betalingen for direktørassistance var rimelig og i overensstemmelse med Elforsyningslovens § 45, stk. 1 og Elforsyningslovens § 47, stk. 1.
Klager indbragte herefter sagen for Energiklagenævnet igen den 12. oktober 2011. Klager fastholdt, at prisstigningerne ikke var sagligt begrundede, og at Energitilsynet ikke havde forholdt sig tilstrækkeligt til de enkelte omkostninger, herunder:
Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og henviste til, at regnskabsoplysninger var revisorpåtegnet, og at benchmarking viste EnergiMidt som en af de mest effektive elnetvirksomheder. Tilsynet mente, at en isoleret vurdering af enkelte omkostningsposter ikke kunne stå alene. Vedrørende direktørassistance var de formelle anmeldelser bragt i orden, og tilsynet lagde EnergiMidts oplysninger til grund. Spørgsmålet om energispareaktiviteter burde behandles som en særskilt klage.
Sagen blev vurderet i henhold til Elforsyningslovens § 1, der fastsætter lovens formål om at sikre forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse, herunder adgang til billig elektricitet. EnergiMidt og klager er kollektive elforsyningsanlæg, jf. Elforsyningslovens § 5, stk. 8. De centrale bestemmelser var Elforsyningslovens § 45, stk. 1 og Elforsyningslovens § 47, stk. 1 om habilitetskrav og adskillelse af aktiviteter, Elforsyningslovens § 69 om nødvendige omkostninger, Elforsyningslovens § 70 om indtægtsrammer, og Elforsyningslovens § 73 om rimelige, objektive og ikke-diskriminerende prisfastsættelseskriterier. Endvidere blev Elforsyningslovens § 73 b om tilsyn med standardiserede vejledninger nævnt.
Sagen omhandler en klage fra Rønne Varme A/S (klager) over Energitilsynets afgørelse af 23. januar 2018. Klagen vedrører...
Læs mereSagen omhandler en klage fra E.ON Produktion Danmark A/S (klager) over Energitilsynets (nu Forsyningstilsynet) afgørelse...
Læs mere