Klage over Energitilsynets afvisning af at vurdere tarifindregning af repræsentationsudgifter i Middelfart Fjernvarme

Sagen omhandler en klage over Energitilsynets afvisning af at tage stilling til tarifindregning af udgifter til repræsentation i I/S Middelfart Fjernvarme (nu Middelfart Fjernvarme a.m.b.a.) i perioden 1997-2001. Klagen blev indsendt til Energiklagenævnet via Folketingets Ombudsmand. Klageren ønskede Energitilsynet til at vurdere, hvilke udgifter der ikke var indregningsberettigede i henhold til varmeforsyningsloven, især vedrørende køb af øl, spiritus, varer fra supermarkeder og restaurantbesøg, samt rejser og udgifter uden tilstrækkelig dokumentation. Klageren anførte, at Energitilsynet tidligere havde tilkendegivet, at visse udgifter muligvis ikke var indregningsberettigede. Klageren stillede også spørgsmålstegn ved, om Energitilsynets afvisning var i overensstemmelse med Varmeforsyningsloven og Bekendtgørelse om Energitilsynets opgaver § 6, samt om manglende klagevejledning var i strid med forvaltningsretten. Klageren henviste til en rapport fra Deloitte & Touche, der konstaterede betydelige udgifter til repræsentation uden tilstrækkelig dokumentation, og en afgørelse fra Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer, der tildelte fjernvarmens revisor en advarsel for at have tilsidesat sine pligter i strid med Bogføringsloven og Skattekontrolloven.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 10. november 2003, men med visse præciseringer.

Afgørelsesbegrebet og klagevejledning

Nævnet fastslog, at Energitilsynets brev af 10. november 2003, hvor tilsynet traf realitetsafgørelse om sin egen kompetence, måtte anses som en afgørelse i forvaltningsrettens forstand. Energitilsynet burde derfor have givet klageren klagevejledning i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.

Tarifindregning af udgifter

Energiklagenævnet bemærkede, at kollektive varmeforsyningsanlæg kan indregne nødvendige udgifter til blandt andet driftsomkostninger og administration i priserne, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. Driftsomkostninger kan omfatte repræsentationsudgifter, hvis der kan anføres en varmeforsyningsrelevant begrundelse. Nævnet var enig med Energitilsynet i, at kontrol med bilagsrevision og vurdering af enkeltposter primært henhører under varmeforsyningsanlæggets egen revision og den demokratiske kontrol via generalforsamlingen. Energitilsynet har ikke pligt til at foretage bilagsrevision eller vurdere enkeltposter på anmodning fra en klager.

Tilsynets kompetence og tidligere afgørelser

Nævnet præciserede dog, at Energitilsynet har kompetence til at forhindre, at helt exorbitante poster, som klart ligger uden for selskabets organers skønsramme, indregnes som nødvendige omkostninger. Dette hjemmelsgrundlag findes i Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1.

Energiklagenævnet konstaterede, at sagens realitet allerede var afgjort af Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer (vedrørende revisor) og Retten i Middelfart (vedrørende ledelsen, der blev straffet for mandatsvig). Disse forhold kunne ikke rejses igen for Energitilsynet eller Energiklagenævnet. Opfølgning på disse afgørelser er en ret og pligt for den nye ledelse, revision og generalforsamling i fjernvarmeværket, jf. Aktieselskabsloven § 54, stk. 1 og 3. Klageren havde ikke sandsynliggjort, at selskabsorganerne ikke ville udføre denne opgave, eller at de ville træffe beslutninger uden for deres skøn efter selskabsretten og varmeforsyningsloven.

Konklusion

Energitilsynets afgørelse af 10. november 2003 blev stadfæstet. Afgørelsen er truffet efter Varmeforsyningsloven § 26 og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.