Forældelse af krav om yderligere erstatning for mangelfulde udbedringsarbejder efter dækningsberettigede skader

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Topdanmark Forsikring A/S vedrørende krav om yderligere erstatning for mangelfuld udbedring af skader under en husforsikring.

Sagens baggrund og forløb

I 2011 anmeldte forsikringstageren en vandskade til sit daværende forsikringsselskab, som anerkendte skaden og lod håndværkere udbedre den. Arbejdet blev af klageren anset for inkompetent. Forsikringstageren skiftede forsikringsselskab til Topdanmark pr. 1. oktober 2012.

I 2013 anmeldte klageren en rotteskade, og i 2014 en ny vandskade fra et skjult rør. Topdanmark anerkendte disse skader og lod håndværkere udføre udbedringsarbejder. Klageren påstod, at håndværkernes arbejde igen var mangelfuldt, herunder med fejl i facadefuger, revnede gulve, forkert isolering og manglende radonsikring i strid med Bygningsreglementet. Derudover påstod klageren, at håndværkernes langvarige og tunge belastning havde ødelagt indkørslen, forhaven og stensætningen. En anmeldelse om indbrud blev heller ikke taget alvorligt af Topdanmark.

Klageren indhentede en tilstandsrapport fra juni 2016, en termografirapport fra maj 2016 og et påbud fra kommunen fra oktober 2017 vedrørende radonsikring.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren krævede, at Topdanmark anerkendte ansvar for håndværkernes mangelfulde arbejde og bekostede en uvildig undersøgelse for at klarlægge manglernes omfang og årsag. Klageren fastholdt, at kravene ikke var forældede.

Klagerens argumenter for ikke-forældelse:

• Der havde været løbende forhandlinger om erstatningen frem til sommeren 2020, hvilket suspenderer forældelsesfristen i henhold til Forældelsesloven § 21, stk. 5.
• Sagen ved kommunen og Byggeklageenheden vedrørende overholdelse af offentligretlige regler var afgørende for kravets eksistens og størrelse, og forældelsesfristen skulle derfor tidligst indtræde 1 år efter Byggeklageenhedens afgørelse af 5. oktober 2020, jf. Forældelsesloven § 21, stk. 2.

Topdanmarks påstande: Topdanmark afviste yderligere erstatning og fastholdt, at klagerens krav var forældede. Selskabet havde dog tilbudt 14.625 kr. for specifikke færdiggørelsesarbejder.

Topdanmarks argumenter for forældelse:

• Kravene var forældede i henhold til den almindelige 3-årige forældelsesfrist, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1 og Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1. Fristen løber fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt, jf. Forældelsesloven § 2, stk. 1.
• Klageren havde kendskab til manglerne i 2015, og kravene var derfor forældede ved sagens indbringelse for nævnet den 23. november 2020.
• Forhandlingerne efter Forældelsesloven § 21, stk. 5 vedrørte kun mindre færdiggørelsesarbejder og ikke de øvrige hovedkrav. Selskabet havde ikke forhandlet om de øvrige krav siden efteråret 2016.
• Den administrative sag med kommunen og Byggeklageenheden suspenderer ikke forældelsesfristen over for Topdanmark, da selskabet ikke var part i sagen, jf. Forældelsesloven § 21, stk. 2 og bemærkninger til lovforslaget.

Nævnet udtaler, at forsikringstageren har haft husforsikring i selskabet siden den 1. oktober 2012.

I 2013 anmeldte klageren en rotteskade, og i 2014 en vandskade. Selskabet anerkendte dækning og udførte udbedringsarbejder. Det blev konstateret, at der var fugtskader på gulve fra en ældre vandskade fra 2011, som det tidligere forsikringsselskab dækkede.

Klageren reklamerede i 2014-2015 over mangelfulde udbedringsarbejder udført af selskabets håndværkere og påstod skader på indkørsel, forhave og stensætning. Mødereferater fra 28. maj 2015 og 11. november 2015 viser diskussioner om de påberåbte mangler. Selskabet anerkendte at skulle dække visse færdiggørelsesarbejder. En mail af 21. maj 2019 fra en taksator tilbød 14.625 kr. i kontanterstatning for resterende retableringsarbejder eller udførelse af arbejdet af selskabets netværkshåndværker.

Klageren rejste sag over for kommunen vedrørende ulovlige bygningsarbejder i forbindelse med skadeudbedringen. Kommunen påbød radonsikring i oktober 2017, men afgjorde, at byggearbejderne i øvrigt ikke krævede byggetilladelse. Klageren klagede til Statsforvaltningen, og sagen overgik til Byggeklageenheden, som den 5. oktober 2020 ikke gav klageren medhold.

Nævnet lægger til grund, at klagerens eventuelle krav mod selskabet kan henføres til påståede mangler ved håndværkerarbejder udført senest i 2015. Klageren havde konstateret disse mangler tidligere end 3 år før sagens indbringelse for nævnet den 23. november 2020. Klageren reklamerede over for selskabet i 2015, og der blev afholdt møder. Klageren har henvist til en termografirapport fra 8. maj 2016, en tilstandsrapport fra 3. juni 2016 og kommunens afgørelse af 16. oktober 2017 om manglende radonsikring.

Nævnet finder, at den almindelige 3-årige forældelsesfrist, jf. Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3, er udløbet forud for nævnets modtagelse af klagen den 23. november 2020, idet fristen skal regnes fra klagerens konstatering af de påberåbte mangler.

Nævnet lægger videre til grund, at klageren på egen foranledning har ført klagesagen mod kommunen og Byggeklageenheden angående eventuelle brud på offentligretlige regler i forbindelse med udbedringsarbejder af forsikringsdækkede skader. Dette skete uden aftale med selskabet om, at en sådan klagesag skulle føres og afventes, og uden at selskabet har været part i klagesagen.

Da selskabet ikke har været part i den klagesag, som klageren har ført ved kommunen og Byggeklageenheden, er der ikke tale om et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen for klagerens eventuelle krav mod selskabet, jf. Forældelsesloven § 16, stk. 1, Forældelsesloven § 20, stk. 1, eller Forældelsesloven § 21, stk. 2. Nævnet bemærker, at det er en forudsætning for foreløbig afbrydelse af forældelsen efter Forældelsesloven § 21, stk. 2, at både fordringshaveren og skyldneren har nær tilknytning til sagen, og at skyldneren må antages at kunne påregne, at myndighedens afgørelse eventuelt kan give anledning til, at fordringshaveren rejser et krav over for skyldneren. Det er en betingelse, at begge parter er part i sagen.

Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at der efter den 23. november 2019 – svarende til 1 år før sagens indbringelse for nævnet – har været ført forhandlinger mellem klageren og selskabet om selskabets erstatningspligt. Forældelsesfristen for klagerens eventuelle krav mod selskabet er derfor heller ikke afbrudt og forlænget i medfør af Forældelsesloven § 21, stk. 5 om pågående forhandlinger. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger korrespondance mellem parterne efter taksators mail af 21. maj 2019, og at det ikke kan lægges til grund, at der i sommeren 2020 har været taksatorbesøg på klagerens ejendom. Selskabet har bestridt dette, og klageren har ikke fremlagt dokumentation.

Nævnet finder herefter, at klagerens eventuelle krav på, at selskabet bekoster en yderligere skade- eller mangelsudbedring på ejendommen, er forældet forud for sagens indbringelse for nævnet den 23. november 2020. Nævnet kan derfor ikke kritisere, at selskabet har afvist at betale yderligere erstatning.

Afgørelse: Klageren får ikke medhold.