Forældelse af erstatningskrav efter stormskade og utilfredshed med afskrivning

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tryg Forsikring A/S vedrørende afskrivning på en stormskade og spørgsmålet om forældelse af erstatningskravet.

Sagens baggrund

Forsikringstageren har en landbrugsforsikring hos Tryg Forsikring. Sagen vedrører to stormskader på ejendommen:

• Stormskade i 2013: Den 29. oktober 2013 skete en stormskade på et roehus, som blev udbedret af et byggefirma. Selskabet udbetalte erstatning, og sagen blev afsluttet i november 2013. Klageren kontaktede dog selskabet i august 2014 vedrørende asbestplader, som selskabet efterfølgende betalte for bortkørsel af i september 2014.
• Stormskade i 2015: Den 29. november 2015 skete en ny stormskade på den forsikrede ejendom, hvor taget delvist blæste af. Selskabet anerkendte skaden som dækningsberettiget, men opgjorde erstatningen med et fradrag for værdiforringelse på 30%, svarende til 129.000 kr. Dette fradrag blev begrundet i forsikringsbetingelsernes punkt 1070.16, som tillader afskrivning, hvis værdiforringelsen af det skaderamte udgør mere end 30%.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren er utilfreds med selskabets erstatningsopgørelse og mener, at afskrivningen på 129.000 kr. er uberettiget. Klageren anfører, at taget var nyrenoveret efter stormskaden i 2013, og at skaden i 2015 skyldes mangelfuldt håndværk fra byggefirma 1 (manglende forankringer af tagkonstruktionen til murværk og sokkel) i forbindelse med udbedringen af 2013-skaden. Klageren mener derfor, at skaden i 2015 burde dækkes af byggefirma 1's erhvervsansvarsforsikring, som angiveligt også er tegnet hos Tryg Forsikring, og ikke af klagerens egen bygningsforsikring.

Klageren bestrider desuden, at kravet er forældet. Klageren anfører, at selskabet har forhalet sagen og udmarvet klageren, og at der har været løbende kontakt med selskabet, hvilket skulle afbryde forældelsesfristen. Klageren påpeger, at selskabet først sent i forløbet nævnte forældelse.

Selskabets påstande: Selskabet fastholder, at stormskaden i 2015 er opgjort korrekt i henhold til forsikringsaftalen, herunder med den foretagne afskrivning. Selskabet anerkendte ikke afskrivning ved 2013-skaden, da denne blev opgjort telefonisk uden fysisk besigtigelse, i modsætning til 2015-skaden, som var mere omfattende og krævede fysisk besigtigelse og værdiforringelsesvurdering.

Selskabet gør gældende, at klagerens krav på yderligere erstatning er forældet forud for sagens indbringelse for Ankenævnet den 29. juni 2019. Selskabet henviser til den almindelige 3-årige forældelsesfrist i Forældelsesloven § 3 og den 1-årige tillægsfrist i Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1. Selskabet anfører, at forældelsesfristen senest skal regnes fra april 2016, da klageren på dette tidspunkt var bekendt med de væsentligste faktiske omstændigheder og selskabets afvisning af kravet. Selskabet bemærker, at klagerens krav gennem hele forløbet har været fremsat på grundlag af samme faktiske forhold, og at uenighed med selskabets afgørelse ikke udskyder forældelsesfristen.

Selskabet afviser desuden, at stormskaden i 2013 (på et uforsikret roehus) havde sammenhæng med stormskaden i 2015. Selskabet anfører, at det var klagerens håndværker, der udførte reparationsarbejdet i 2013, og at klageren derfor må rette et eventuelt krav mod håndværkeren.

Nævnet finder, at den almindelige 3-års forældelsesfrist for klagerens eventuelle yderligere krav efter stormskaden i 2015 senest må regnes fra april 2016. Dette tidspunkt er valgt, da selskabet på dette tidspunkt afviste kravet om yderligere erstatning, og klageren den 1. december 2015 allerede havde skrevet til selskabet om problemer med den tidligere udbedring af stormskaden i 2013. Det følger af Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3, at den almindelige forældelsesfrist for krav på forsikringsdækning er 3 år, regnet fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves opfyldt.

Endvidere finder nævnet, at den 1-årige tillægsfrist i Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5 kan regnes fra selskabets afvisninger af yderligere erstatning i april 2016. Da klagerens eventuelle yderligere krav således var forældet forud for sagens indbringelse for nævnet den 29. juni 2019, er der ikke grundlag for at kritisere selskabets afvisning af kravet.

Det forhold, at klageren efterfølgende har fastholdt sit krav over for selskabet, kan ikke føre til, at forældelsen er suspenderet efter Forældelsesloven § 21, stk. 5 eller andre bestemmelser i forældelsesloven.

Nævnet finder videre, at klagerens eventuelle yderligere krav efter stormskaden fra 2013 ligeledes er forældet forud for sagens indbringelse for ankenævnet. En eventuel retssag mellem klageren og byggefirma 1, som stod for udbedringsarbejdet i 2013, kan ikke føre til, at forældelsesfristen for klagerens krav mod selskabet er suspenderet.

Nævnet kan ikke behandle spørgsmålet om, hvorvidt klageren måtte have et krav mod selskabet som ansvarsforsikringsselskab for byggefirma 1. Dette skyldes, at nævnet ifølge sine vedtægter alene har kompetence til at behandle klagesager, hvor klageren er utilfreds med en afgørelse truffet af selskabet på baggrund af en forsikringsaftale med klageren, eller en forsikringsaftale, hvor klageren er udtrykkeligt sikret. Klageren er ikke aftalepart eller sikret i forhold til den ansvarsforsikring, som byggefirma 1 måtte have indgået med det indklagede selskab.

Klageren får ikke medhold.