Afgørelse om erstatning for varigt mén efter trafikulykke: Himmerland Forsikring gs mod klager

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Himmerland Forsikring gs. vedrørende erstatning for varigt mén under en ulykkesforsikring samt dækning af advokatudgifter. Tvisten opstod efter en trafikulykke den 16. juni 2017, hvor forsikringstageren pådrog sig skader i begge knæ, venstre fod og fodled samt begge hofter.

Sagens forløb og parternes påstande

Forsikringstageren anmeldte skaden med henblik på erstatning for varigt mén. Forsikringsselskabet tilbød oprindeligt en erstatning på 88.800 kr., svarende til et varigt mén på 8%. Dette var baseret på en vurdering, der sammenlignede knæskader med méntabellens punkt D.2.7.4 (5%) og ankelskader med punkt D.2.2.1 (5%), med en samlet skønsmæssig vurdering.

Forsikringstagerens advokat bestred méngraden og argumenterede for, at knæskaderne burde sammenlignes med méntabellens punkt D.2.7.5, og at de multiple skader burde medføre en højere samlet méngrad, da de forstærkede hinanden og ikke havde fælles symptomer. Advokaten anførte desuden, at en forudbestående slidgigt ikke skulle medføre fradrag, da den ikke var symptomgivende før ulykken.

Efter yderligere korrespondance ændrede forsikringsselskabet sit tilbud til 111.000 kr., svarende til 10% varigt mén, idet de frafaldt fradraget for forudbestående slidgigt. Selskabet gjorde dog opmærksom på, at en eventuel forelæggelse for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) ville betyde, at AES's vurdering ville være afgørende, hvis den resulterede i en lavere méngrad.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) vurdering

Sagen blev forelagt AES, som i sin vejledende udtalelse af 15. november 2019 vurderede, at det varige mén for fodleddet var mindre end 5%. AES fandt ikke årsagssammenhæng mellem ulykken og generne i venstre og højre knæ, da der ikke var dokumenteret strakssymptomer. AES tog ikke stilling til hoftegenerne.

Forsikringsselskabets og forsikringstagerens reaktion på AES's udtalelse

Baseret på AES's udtalelse ændrede forsikringsselskabet sin vurdering til under 5% varigt mén og afviste at udbetale erstatning samt at dække advokatudgifter. Forsikringstagerens advokat bestred AES's vurdering, især manglen på årsagssammenhæng for knæ- og hoftegener, og fremlagde en erklæring fra forsikringstagerens tidligere læge, der bekræftede strakssymptomer og årsagssammenhæng. Lægen forklarede også manglende journalføring med, at fodsmerten overskyggede andre gener, og at lægen var syg/på ferie.

Forsikringstageren fastholdt kravet om erstatning for varigt mén over 5% og dækning af advokatudgifter, idet selskabet oprindeligt havde anerkendt årsagssammenhæng for knæ- og hoftegener. AES afviste at genvurdere sagen uden nyt gebyr, og forsikringsselskabet fastholdt sin afgørelse baseret på AES's første udtalelse.