Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Resultat
Underemner
Dokument
Forsikringstype
Selskab
Relaterede love
Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Himmerland Forsikring gs. vedrørende erstatning for varigt mén under en ulykkesforsikring samt dækning af advokatudgifter. Tvisten opstod efter en trafikulykke den 16. juni 2017, hvor forsikringstageren pådrog sig skader i begge knæ, venstre fod og fodled samt begge hofter.
Forsikringstageren anmeldte skaden med henblik på erstatning for varigt mén. Forsikringsselskabet tilbød oprindeligt en erstatning på 88.800 kr., svarende til et varigt mén på 8%. Dette var baseret på en vurdering, der sammenlignede knæskader med méntabellens punkt D.2.7.4 (5%) og ankelskader med punkt D.2.2.1 (5%), med en samlet skønsmæssig vurdering.
Forsikringstagerens advokat bestred méngraden og argumenterede for, at knæskaderne burde sammenlignes med méntabellens punkt D.2.7.5, og at de multiple skader burde medføre en højere samlet méngrad, da de forstærkede hinanden og ikke havde fælles symptomer. Advokaten anførte desuden, at en forudbestående slidgigt ikke skulle medføre fradrag, da den ikke var symptomgivende før ulykken.
Efter yderligere korrespondance ændrede forsikringsselskabet sit tilbud til 111.000 kr., svarende til 10% varigt mén, idet de frafaldt fradraget for forudbestående slidgigt. Selskabet gjorde dog opmærksom på, at en eventuel forelæggelse for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) ville betyde, at AES's vurdering ville være afgørende, hvis den resulterede i en lavere méngrad.
Sagen blev forelagt AES, som i sin vejledende udtalelse af 15. november 2019 vurderede, at det varige mén for fodleddet var mindre end 5%. AES fandt ikke årsagssammenhæng mellem ulykken og generne i venstre og højre knæ, da der ikke var dokumenteret strakssymptomer. AES tog ikke stilling til hoftegenerne.
Baseret på AES's udtalelse ændrede forsikringsselskabet sin vurdering til under 5% varigt mén og afviste at udbetale erstatning samt at dække advokatudgifter. Forsikringstagerens advokat bestred AES's vurdering, især manglen på årsagssammenhæng for knæ- og hoftegener, og fremlagde en erklæring fra forsikringstagerens tidligere læge, der bekræftede strakssymptomer og årsagssammenhæng. Lægen forklarede også manglende journalføring med, at fodsmerten overskyggede andre gener, og at lægen var syg/på ferie.
Forsikringstageren fastholdt kravet om erstatning for varigt mén over 5% og dækning af advokatudgifter, idet selskabet oprindeligt havde anerkendt årsagssammenhæng for knæ- og hoftegener. AES afviste at genvurdere sagen uden nyt gebyr, og forsikringsselskabet fastholdt sin afgørelse baseret på AES's første udtalelse.
Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage.
Nævnet bemærker, at det efter almindelige forsikringsretlige principper er klageren, der skal bevise størrelsen og rigtigheden af sit krav. Efter en gennemgang af sagen finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at selskabet har fastsat méngraden til mindre end 5%.
Nævnet har lagt vægt på udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) af 15. november 2019. Ifølge denne udtalelse kan klagerens gener i venstre fod fastsættes til en méngrad under 5%. AES fandt det ikke sandsynliggjort, at der var årsagssammenhæng mellem ulykken og klagerens knægener, da der ikke forelå oplysninger om strakssymptomer. Ved strakssymptomer forstås, at generne opstår i forbindelse med skaden eller senest inden for få dage.
Nævnet bemærker endvidere, at klageren accepterede selskabets forelæggelse af sagen for AES. Klageren var informeret om, at selskabets erstatningstilbud ville bortfalde, hvis AES vurderede méngraden til 10% eller mindre. Selskabet ville i så fald lægge vægt på den vejledende udtalelse fra AES.
I forhold til dækning af advokatudgifter finder nævnet, at selskabets behandling af sagen ikke har nødvendiggjort advokatbistand for klageren forud for sagens indbringelse for nævnet. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at selskabet har afvist at dække klagerens advokatomkostninger, og kan derfor ikke pålægge selskabet at dække udgifterne hertil. Dette er i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3.
Nogle tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob og har fået afslag på erstatning for tabt erhvervsevne, kan alligevel få erstatning for tab af erhvervsevne efter to domme fra Højesteret. Erstatningen forudsætter, at du opfylder kriterierne nedenfor, og at du søger om genoptagelse.

Klageren har en ulykkesforsikring i LB Forsikring A/S og klager over, at selskabet har afvist at yde forsikringsdækning for en knæskade, der opstod den 26. december 2015 under en løbetur, hvor klageren landede forkert på venstre fod.
Højesteret har fastslået, at renter for for sent udbetalt erstatning skal beregnes af bruttobeløbet, hvilket kan give tilskadekomne ret til efterbetaling af renter.
I en ny praksisundersøgelse har Ankestyrelsen undersøgt 85 sager om erhvervsevnetab, som er hjemvist til AES. AES inddrager resultatet af undersøgelsen i sit videre arbejde.

Klageren, en forsikringstager, har en ulykkesforsikring hos **Alm. Brand Forsikring A/S**. Den *3. oktober 2015* pådrog ...
Læs mere
Denne sag omhandler en klage over Privatsikrings afslag på at yde yderligere erstatning for varigt mén efter en personsk...
Læs mere