Afgørelse om afvisning af dækning for stjålet bil grundet tvivl om ejerskab og manglende sandsynliggørelse af dækningsberettigende begivenhed

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Gjensidige Forsikring vedrørende dækning under en bilforsikring efter anmeldelse af en stjålet bil.

Sagens faktiske omstændigheder

Forsikringstageren tegnede kaskoforsikring på en bil den 15. april 2019. Blot 2,5 måneder senere, i perioden fra den 29. juni 2019 til den 9. juli 2019, anmeldte hun bilen stjålet fra sin bopæl, mens hun var på ferie i udlandet. Bilens værdi var opgjort til 383.980 kr.

Der opstod uoverensstemmelser vedrørende bilens kilometerstand; klageren oplyste ca. 157.000 km ved tyveriet, mens nøgleudlæsning viste 162.310 km. Klageren oplyste desuden kun at have modtaget én nøgle ved købet. I forbindelse med bilkøbet indgik to biler i bytte, herunder en byttebil 1, som ifølge selskabets undersøgelser var solgt til ophug i 2018 for 1.000 kr. i dårlig stand, men som klageren angiveligt havde byttet ind for 32.000 kr. Autoforhandleren nægtede at lade selskabet besigtige byttebil 1. Klageren har heller ikke dokumenteret et kviklån på 50.000 kr., som angiveligt blev brugt til udbetaling på bilen, og har afvist at give samtykke til indhentelse af teledataoplysninger.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande: Klagerens repræsentant krævede erstatning for den stjålne bil på 383.980 kr. med tillæg af renter jf. Forsikringsaftaleloven § 24. Det blev anført, at klageren havde dokumenteret ejerskab af bilen (slutseddel, registreringsattest, nøgler) og anmeldt tyveriet til politiet. Klageren mente at have opfyldt sin oplysningspligt jf. Forsikringsaftaleloven § 22 og fastholdt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for svig, grov uagtsomhed jf. Forsikringsaftaleloven § 18, eller at byttebilen var klonet. Klageren kritiserede selskabets sagsbehandling for at være illoyal og for at fremføre nye, udokumenterede afvisningsårsager, hvilket stred mod reglerne om god skik for finansielle virksomheder.

Selskabets påstande: Gjensidige Forsikring afviste dækning med henvisning til, at klageren ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed var indtruffet. Selskabet anførte, at der var berettiget tvivl om klagerens reelle ejerskab af bilen, og om forsikringen udgjorde en lovlig interesse jf. Forsikringsaftaleloven § 35. Selskabet påpegede uoverensstemmelser i klagerens forklaringer om kilometerstand, bilkøb og finansiering, samt mistanke om, at byttebil 1 var klonet og handlen del af bedrageri/hvidvask. Selskabet mente, at klageren ikke havde løftet sin (skærpede) bevisbyrde for en dækningsberettiget skadebegivenhed, og at klageren ikke havde samarbejdet tilstrækkeligt med sagens oplysning jf. Forsikringsaftaleloven § 22.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at den forsikrede bil var bortkommet ved en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Derfor kunne selskabets afvisning af forsikringsdækning ikke kritiseres.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Uoverensstemmelser i klagerens oplysninger: Der var betydelige forskelle mellem klagerens oplysninger om bilens kilometertal og de faktiske kilometertal ved selskabets nøgleudlæsning. Klagerens forklaringer om hændelsesforløbet op til bilkøbet afveg også fra autoforhandlerens oplysninger.
• Relation til sælger og byttebil: Klagerens tætte relation til sælgeren, sælgerens usædvanligt høje avance ved salget af bilen, og selskabets undersøgelser af byttebil 1 (som ifølge selskabets rapport var solgt til ophug i 2018 og formentlig var klonet) blev tillagt vægt.
• Manglende samarbejdsvilje: Klageren havde ikke besvaret en række af selskabets spørgsmål og havde ikke givet samtykke til indhentelse af teledataoplysninger.

Det, som klageren i øvrigt havde anført, kunne ikke føre til et andet resultat. Klageren fik derfor ikke medhold.