Afgørelse om afvisning af ménerstatning efter faldulykke med efterfølgende død - Lokal Forsikring G/S

Sagen omhandler en klage fra dødsboet efter en forsikringstager, der havde en ulykkesforsikring hos Lokal Forsikring G/S. Klagen vedrører et krav om ménerstatning efter forsikringstagerens fald og efterfølgende død.

Sagens baggrund

Den 13. april 2019 faldt forsikringstageren i sit hjem og slog hovedet mod et marmorbord. Han blev fundet 7-8 timer senere med opkast i svælg og næse, hvilket forhindrede ordentlig lufttilførsel. Han tilbragte 17 dage på intensivafdeling og afgik ved døden den 1. maj 2019. Forsikringstageren var diabetiker, og selskabet har anført, at faldet skyldtes lavt blodsukker. Klageren bestrider dette og mener, at intet tyder på, at faldet skyldtes diabetes, idet blodsukkeret var normalt ved ankomst til skadestuen.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren, som er dødsboet efter forsikringstageren, ønsker at få udbetalt ménerstatning. Dødsboet argumenterer for, at forsikringstageren var i live i 17 dage efter ulykken, og at forsikringsbetingelserne ikke specificerer et minimum antal dage, man skal være i live for at modtage erstatning for varigt mén. Klageren fastholder, at hjerneskaden og den efterfølgende død skyldtes slaget mod marmorbordet.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet har afvist at yde dækning. De begrunder afvisningen med, at den fundne hjerneskade skyldes forsikringstagerens forudbestående sygdom i form af insulinkrævende diabetes og langvarigt lave blodsukre, som har forårsaget hjerneskaden. Selskabet har indhentet udtalelser fra to lægekonsulenter, der begge støtter denne vurdering. Det er anført, at der ikke er fundet blødning i hjernen, der indikerer, at selve hovedtraumet har medført en tilstand, der forhindrede forsikringstageren i at flytte sig. Selskabet bemærker desuden, at forsikringen ikke indeholder dødsfaldsdækning, og at spørgsmålet derfor udelukkende drejer sig om en eventuel méngrad. Selskabet har også henvist til, at en méngrad normalt skal opgøres ved lægelig status, inden døden indtræder, hvilket ikke var muligt i dette tilfælde, da døden var en naturlig forlængelse af hændelsen, der skyldtes følgerne af sukkersygen.

Nævnet har efter en gennemgang af sagen konkluderet, at selskabets afvisning af at udbetale erstatning for mén ikke kan kritiseres. Klageren får derfor ikke medhold i sin klage. Ankenævnet har lagt vægt på, at selskabet først modtog anmeldelsen om ulykken efter forsikringstagerens død. På tidspunktet for dødsfaldet havde selskabet således ikke oplysninger eller anledning til at indhente oplysninger, der kunne give mulighed for fastsættelse af en méngrad. Erstatningen var derfor ikke forfaldet på tidspunktet for familiemedlemmets død. Dette er i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven § 24, stk. 1, som fastslår, hvornår et krav forfalder. Da kravet ikke var forfaldet, foreligger der ikke et krav, der kan falde i arv til klageren. På baggrund af dette har nævnet ikke fundet anledning til at tage stilling til, hvorvidt hjerneskaden skyldtes forsikringstagerens forudbestående sygdom i form af diabetes.