Velliv: Afslag på invalidepension efter ophør af udbetalinger grundet vurdering af forbedret erhvervsevne

Nævnet finder efter en gennemgang af sagen og en samlet vurdering, at klageren ikke har bevist, at hans generelle erhvervsevne er nedsat i dækningsberettigende grad, og at han med de rette skånebehov ikke vil være i stand til at arbejde og tjene mere end halvdelen af, hvad der er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med lignende uddannelse og alder.Nævnet lægger vægt på følgende:<ul><li>Det fremgår af den neuropsykologiske speciallægeerklæring af 25. januar 2019, at der ikke er kognitive gener, som forhindrer klageren i at varetage et arbejde. Erklæringen indikerer, at det bør være muligt for klageren at vende tilbage til arbejdsmarkedet, såfremt dette sker i en stilling med mindre ansvar end tidligere.</li><li>Det fremgår af den psykiatriske speciallægeerklæring af 23. april 2019, at klageren er fastlåst i sin egen vurdering af funktionsnedsættelsen, og at der er grund til at være optimistisk i forhold til en langsom restitution.</li><li>Klageren har siden sin sygemelding i 2015 ikke forsøgt at genoptage arbejdet, og han er ikke blevet arbejdsprøvet. Dette har forhindret en nærmere undersøgelse af, i hvilket omfang klageren ville være i stand til at arbejde inden for det bredere arbejdsmarked under iagttagelse af relevante skånehensyn.</li></ul>Efter almindelige forsikringsretlige principper er det den, der rejser et krav, der skal bevise rigtigheden heraf. Det er således klageren, der har bevisbyrden for, at hans erhvervsevne er nedsat til mindst halvdelen. Dette understøttes af Forsikringsaftaleloven § 21, som fastslår, at forsikringstageren skal give selskabet de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme forsikringsbegivenheden og dens omfang.Forsikringsbetingelsernes § 3 definerer, at erhvervsevnen er nedsat i tilstrækkelig grad, hvis selskabet skønner, at forsikrede ikke længere er i stand til at tjene mere end en andel af, hvad en fuldt arbejdsdygtig person med tilsvarende uddannelse og alder kan tjene inden for samme geografiske område. Nævnet finder, at klageren ikke har opfyldt denne bevisbyrde.Som følge heraf får klageren ikke medhold.

Der er indhentet flere lægelige vurderinger:

• Neuropsykologisk rapport (oktober 2016): Konkluderede, at klageren "ikke er i stand til at arbejde, hverken som [IT-arbejde] eller i andre arbejdsfunktioner", og at hun formentlig havde en angst-/stresstilstand, der medførte betydelig indskrænkning i funktionsniveau. Prognosen blev dog skønnet god under forudsætning af fortsat behandling.
• Psykiatrisk speciallægeerklæring (februar 2017): Angav, at klagerens erhvervsevne fortsat var "ganske berørt af den fortsatte symptombyrde", og at hun sandsynligvis i nogen tid fremover ville have skånebehov i forhold til arbejdstidslængde, skærmarbejde og arbejdsintensitet. En revurdering af sagen efter 1½-2 år blev anset for aktuel.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren påstod, at hendes tilstand ikke var stabiliseret, og at der ikke var lægeligt grundlag for at vurdere hendes generelle erhvervsevne. Hun mente, at hun fortsat ikke kunne bestride stillinger i mere end 19 timer om ugen, uanset skånehensyn. Klageren anførte, at angst, stress og depression er kendte følgevirkninger efter hjernerystelse, og at der intet i undersøgelserne underbyggede, at hendes tilstand var stabil, eller at den alene skyldtes psykiske årsager. Hun krævede forlængelse af ydelserne for midlertidigt tab af erhvervsevne og anerkendelse af, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat med mindst 52%.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet påstod frifindelse og anførte, at klagerens tilstand var stabiliseret pr. 13. februar 2017, og at vurderingen af erhvervsevnen derfor skulle ske i forhold til ethvert erhverv. Selskabet henviste til, at klageren i henhold til forsikringsbetingelserne og Forsikringsaftaleloven § 21 skulle dokumentere, at hendes erhvervsevne var nedsat i erstatningsberettigende grad. Selskabet mente, at de lægelige akter viste, at klagerens angst var aftaget, og at de resterende symptomer var klassiske efter en aftaget psykisk sygdom, hvilket pegede på en stationær tilstand. Selskabet vurderede, at klageren burde kunne arbejde mere end halv tid i et ikke-kognitivt belastende arbejde med de rette skånebehov. Selskabet fastholdt, at klagerens erhvervsevne ikke var nedsat med mere end halvdelen i perioden 13. februar 2017 til 1. juni 2018, selvom de senere genoptog udbetalinger fra 1. september 2018 på grund af en forværring af tilstanden fra juni 2018.