Afgørelse om afvisning af erstatningskrav vedrørende tyveri af leaset bil - spørgsmål om 'klonet' bil og bevis for forsikringsbegivenhed

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren kræver erstatning for den stjålne bil og tilbagebetaling af tabte leasingydelser. Han fastholder, at han handlede i god tro ved købet af bilen og mener, at leasingselskabet som professionel part burde have opdaget eventuelle kloningsproblemer ved handlen. Han har fremlagt bankudtog, der skulle dokumentere kontanthævninger, men disse er af selskabet identificeret som værende relateret til en byggekredit.

Selskabets argumenter: Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klageren personligt ikke havde et krav, da leasingselskabet var ejer og forsikringstager. Selskabet anførte, at klageren ikke i Forsikringsaftaleloven § 54's forstand kunne anses for sikret i forhold til et selvstændigt krav. De gjorde gældende, at den klonede bil udgjorde en ulovlig interesse, og at forsikringsaftalen derfor var ophævet med tilbagevirkende kraft. De anførte desuden, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at tyveriet var en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, idet der ikke var spor efter tyveri, og de udleverede nøgler ikke passede til bilen. Selskabet mente, at leasingselskabet ikke kunne påberåbe sig god tro, da de ikke havde foretaget tilstrækkelige kontrolforanstaltninger ved købet af bilen, og henviste til principper om aftaler i strid med lov og ærbarhed, jf. Danske Lov 5-1-2.

Leasingselskabets argumenter: Leasingselskabet fastholdt, at de havde købt bilen i god tro og havde en lovlig interesse i at forsikre køretøjet, uanset om det var klonet. De henviste til tidligere ankenævnspraksis (AK90.514), der støtter, at en lovlig interesse kan foreligge, selvom ejendomsretten er omtvistet. De bestred selskabets påstand om, at de ikke havde foretaget tilstrækkelige kontrolforanstaltninger, og anførte, at det er yderst vanskeligt at opdage en klonet bil.

Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere forsikringsselskabets afvisning af at dække det anmeldte tyveri.

Nævnets begrundelse er baseret på en samlet bevisvurdering af sagens omstændigheder:

• Manglende bevis for dækningsberettiget forsikringsbegivenhed: Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at der foreligger en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Der er betydelig usikkerhed om, hvem klageren købte bilen af, og hvordan handlen blev gennemført. Dette indgår i nævnets bevisvurdering af, om det anmeldte tyveri kan anses for at være foregået som beskrevet af klageren.

• Mistanke om kloning og tyveriets tidspunkt: Leasingselskabet kontaktede klageren i juni 2018 med mistanke om, at bilen var klonet. Klageren anmeldte tyveriet kort tid herefter, den 11. juni 2018. Bilen bortkom ca. tre måneder før udløbet af leasingperioden, hvor klageren ellers skulle anvise en køber eller betale et betydeligt beløb for at forlænge leasingperioden.

• Omstændigheder ved tyveriet: Bilen blev angiveligt borttaget fra en parkeringsplads uden for klagerens bopæl, selvom der var en parkeringskælder til rådighed. Selskabet oplyste, at der ikke var spor efter tyveri i form af glasskår, skridspor, eller at køretøjet skulle være trukket væk.

• Nøglernes uoverensstemmelse: Klagerens oplysning om, at de to nøgler, han afleverede til selskabet, var blevet anvendt til kørsel med bilen, stemmer ikke overens med bilproducentens erklæring, der viste, at ingen af nøglerne var kodet til den pågældende bil.

• Manglende dokumentation for bilkøb: Klageren har ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for købet af bilen i Tyskland. Hans kontoudtog vedrørende en byggekredit, som skulle dokumentere kontanthævninger til bilkøbet, kan ikke lægges afgørende vægt, da transaktionerne er sket over en længere periode og ikke i sig selv tilsiger, at de er foretaget for at gennemføre en bilhandel i udlandet i juli måned.

• Klagerens ret til erstatning: Nævnet bemærker, at klageren ikke har en ubetinget ret til at få udbetalt erstatning for en stjålet bil direkte til sig selv, da leasingselskabet er ejer af bilen. Spørgsmålet om leasingselskabets krav på fortsatte leasingydelser er et anliggende mellem klageren og leasingselskabet, som nævnet ikke tager stilling til.

Nævnet har i sin afgørelse lagt vægt på, at der ikke er tilstrækkeligt bevis for en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, og at omstændighederne omkring bilens køb og tyveri er yderst usikre. Dette er i overensstemmelse med ankenævnspraksis og principperne i Forsikringsaftaleloven § 35 vedrørende lovlig interesse, selvom nævnet ikke direkte tager stilling til, om bilen udgjorde en ulovlig interesse i denne sag.

• Klagerens advokat argumenterede for, at Alka ikke havde godtgjort, at der var tale om en klonet bil eller en ulovlig interesse, og subsidiært at klageren ikke var vidende om dette.
• Alka anførte, at bilen var klonet, idet stelnummeret tilhørte en skrottet bil i [land 3], og registreringsnummeret tilhørte en anden bil i [land 2]. Registreringsattesten var stjålet, og klageren var sigtet for dokumentfalsk. Selskabet anførte desuden, at klageren ikke havde dokumenteret købet af bilen og at tidspunktet for tyveriet var mistænkeligt, da det skete dagen før en planlagt identitetskontrol.