Afgørelse om afvisning af erstatningskrav vedrørende tyveri af leaset bil - spørgsmål om 'klonet' bil og bevis for forsikringsbegivenhed

Denne sag omhandler en klage over Købstædernes Forsikring GS's afvisning af at dække et tyveri af en leaset bil, som forsikringsselskabet anser for at være en klonet bil, og hvorvidt der foreligger en lovlig forsikringsinteresse.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren købte en bil i Tyskland og indgik en sale-and-lease-back aftale med et leasingselskab, som herefter blev bilens ejer og forsikringstager under en gruppeforsikring hos Købstædernes Forsikring GS. Bilen blev anmeldt stjålet den 11. juni 2018 fra klagerens hjemadresse. Leasingselskabet fortsatte med at opkræve leasingydelser og fremsatte et erstatningskrav mod klageren.

Selskabets undersøgelser viste, at bilens stelnummer ikke var registreret i andre EU-lande end Danmark ifølge EUCARIS-rapporten. Dog bekræftede Forsikring & Pensions Østkontor, at en bil med samme stelnummer var registreret og forsikret i Schweiz siden 2017, hvilket indikerer, at klagerens bil var en klonet version. En analyse af de to nøgler, klageren udleverede, viste, at ingen af dem var elektronisk kodet til den stjålne bil, hvilket modsagde klagerens forklaring om, at han havde brugt begge nøgler til at køre bilen. Klageren havde tidligere (december 2017) fået stjålet bilnøgler ved et indbrud og havde fået lavet en ny nøgle, men det var uklart, om den gamle nøgle var slettet.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for købet af bilen i Tyskland, herunder en slutseddel eller bevis for kontant betaling. Leasingselskabet har ligeledes oplyst, at de ikke modtog en slutseddel fra klageren i forbindelse med handlen. Klagerens fremlagte kontoudtog, der skulle dokumentere kontanthævninger til bilkøbet, viste sig at vedrøre en byggekredit.

Oversigt over centrale fund vedrørende bilens identitet og nøgler:

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren kræver erstatning for den stjålne bil og tilbagebetaling af tabte leasingydelser. Han fastholder, at han handlede i god tro ved købet af bilen og mener, at leasingselskabet som professionel part burde have opdaget eventuelle kloningsproblemer ved handlen. Han har fremlagt bankudtog, der skulle dokumentere kontanthævninger, men disse er af selskabet identificeret som værende relateret til en byggekredit.

Selskabets argumenter: Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klageren personligt ikke havde et krav, da leasingselskabet var ejer og forsikringstager. Selskabet anførte, at klageren ikke i Forsikringsaftaleloven § 54's forstand kunne anses for sikret i forhold til et selvstændigt krav. De gjorde gældende, at den klonede bil udgjorde en ulovlig interesse, og at forsikringsaftalen derfor var ophævet med tilbagevirkende kraft. De anførte desuden, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at tyveriet var en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, idet der ikke var spor efter tyveri, og de udleverede nøgler ikke passede til bilen. Selskabet mente, at leasingselskabet ikke kunne påberåbe sig god tro, da de ikke havde foretaget tilstrækkelige kontrolforanstaltninger ved købet af bilen, og henviste til principper om aftaler i strid med lov og ærbarhed, jf. Danske Lov 5-1-2.

Leasingselskabets argumenter: Leasingselskabet fastholdt, at de havde købt bilen i god tro og havde en lovlig interesse i at forsikre køretøjet, uanset om det var klonet. De henviste til tidligere ankenævnspraksis (AK90.514), der støtter, at en lovlig interesse kan foreligge, selvom ejendomsretten er omtvistet. De bestred selskabets påstand om, at de ikke havde foretaget tilstrækkelige kontrolforanstaltninger, og anførte, at det er yderst vanskeligt at opdage en klonet bil.

Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere forsikringsselskabets afvisning af at dække det anmeldte tyveri.

Nævnets begrundelse er baseret på en samlet bevisvurdering af sagens omstændigheder:

• Manglende bevis for dækningsberettiget forsikringsbegivenhed: Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at der foreligger en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Der er betydelig usikkerhed om, hvem klageren købte bilen af, og hvordan handlen blev gennemført. Dette indgår i nævnets bevisvurdering af, om det anmeldte tyveri kan anses for at være foregået som beskrevet af klageren.

• Mistanke om kloning og tyveriets tidspunkt: Leasingselskabet kontaktede klageren i juni 2018 med mistanke om, at bilen var klonet. Klageren anmeldte tyveriet kort tid herefter, den 11. juni 2018. Bilen bortkom ca. tre måneder før udløbet af leasingperioden, hvor klageren ellers skulle anvise en køber eller betale et betydeligt beløb for at forlænge leasingperioden.

• Omstændigheder ved tyveriet: Bilen blev angiveligt borttaget fra en parkeringsplads uden for klagerens bopæl, selvom der var en parkeringskælder til rådighed. Selskabet oplyste, at der ikke var spor efter tyveri i form af glasskår, skridspor, eller at køretøjet skulle være trukket væk.

• Nøglernes uoverensstemmelse: Klagerens oplysning om, at de to nøgler, han afleverede til selskabet, var blevet anvendt til kørsel med bilen, stemmer ikke overens med bilproducentens erklæring, der viste, at ingen af nøglerne var kodet til den pågældende bil.

• Manglende dokumentation for bilkøb: Klageren har ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for købet af bilen i Tyskland. Hans kontoudtog vedrørende en byggekredit, som skulle dokumentere kontanthævninger til bilkøbet, kan ikke lægges afgørende vægt, da transaktionerne er sket over en længere periode og ikke i sig selv tilsiger, at de er foretaget for at gennemføre en bilhandel i udlandet i juli måned.

• Klagerens ret til erstatning: Nævnet bemærker, at klageren ikke har en ubetinget ret til at få udbetalt erstatning for en stjålet bil direkte til sig selv, da leasingselskabet er ejer af bilen. Spørgsmålet om leasingselskabets krav på fortsatte leasingydelser er et anliggende mellem klageren og leasingselskabet, som nævnet ikke tager stilling til.

Nævnet har i sin afgørelse lagt vægt på, at der ikke er tilstrækkeligt bevis for en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, og at omstændighederne omkring bilens køb og tyveri er yderst usikre. Dette er i overensstemmelse med ankenævnspraksis og principperne i Forsikringsaftaleloven § 35 vedrørende lovlig interesse, selvom nævnet ikke direkte tager stilling til, om bilen udgjorde en ulovlig interesse i denne sag.