PFA Pension: Standsning af udbetaling af invalidepension - sag kan ikke afgøres uden yderligere bevisførelse

Klageren er ikke i stand til at foretage husligt arbejde og kan således ikke gøre rent i sit eget hjem og kan heller ikke deltage i selv simpelt havearbejde.

Klageren blev med virkning fra den 1. november 2011 bevilliget førtidspension. Forud for sin sygemelding oppebar han en årsindtægt på cirka 900.000 kr.

Klagerens advokat bemærker, at PFA i brev af 6. januar 2017 har anført, at der foreligger betydelig forskel mellem det, som klageren har oplyst til selskabet og de offentligt tilgængelige oplysninger. Selskabet har videre anført, at klageren har et andet og markant højere funktionsniveau og engagementsniveau i [klagerens ægtefælles firma] end det, der er oplyst til selskabet.

Selskabets anbringender:

• Det er forsikrede, der har bevisbyrden for, at hans erhvervsevne er nedsat i dækningsberettiget grad.
• PFA Pension har været berettiget til at overgå til vurdering af forsikredes generelle erhvervsevne, og det er forsikrede, der har bevisbyrden for denne generelle erhvervsvenenedsættelse.
• Forsikredes erhvervsevne skal ikke alene vurderes i forhold til forsikredes hidtidige erhverv som administrerende direktør i en mindre virksomhed.
• Helbredstilstanden er i sig selv ikke afgørende for retten til udbetaling ved invaliditet. Det er muligheder for at arbejde og skabe sig en indtjening på trods af de helbredsmæssige skavanker, der afgør om retten til udbetaling består.
• Forsikredes psykiske helbredstilstand, som var hovedårsagen til sygemeldingen, førtidspensioneringen og tilkendelsen af udbetalingen fra PFA Pension er blevet væsentligt forbedret.
• Forsikrede er i en vis grad stadig i stand til at være fysisk aktiv.
• Tilkendelse af førtidspension indebærer ikke automatisk, at erhvervsevnen er nedsat i dækningsberettiget grad.

Selskabet har fremlagt oplysninger om klagerens involvering i [klagerens ægtefælles firma], herunder et tv-interview, hvor han betegnes som selvstændig erhvervsdrivende, og at han er henvist til som kontaktperson for virksomheden.

Klagerens advokat fastholder, at det er selskabet, der skal bevise, at klageren har en erhvervsevne på mindst 50 %. Han bestrider, at klagerens psykiske eller fysiske helbredstilstand skulle være blevet væsentlig forbedret. Han anfører, at der ikke foreligger nogen reel vurdering af klagerens nuværende muligheder for at oppebære en indtægt svarende til den, han havde forud for tilkendelsen af førtidspension.

Nævnet finder, at det ikke er muligt at afgøre sagen på det foreliggende skriftlige grundlag. Nævnet finder således, at det vil være nødvendigt med mundtlige forklaringer fra klageren og vidner og evt. yderligere materiale til belysning af, hvorvidt klagerens erhvervsevne er bedret så meget, at han kan eller burde kunne tjene halvdelen eller mere af, hvad der er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med samme uddannelse og alder som klageren.

Herefter bestemmes:

Nævnet kan ikke afgøre sagen.

Der blev fremlagt flere speciallægeerklæringer (2005, 2017, 2018) og hospitalsjournaler. Forsikringstageren kritiserede især speciallægeerklæringen fra 2017 for at være fejlbehæftet og henviste til den seneste erklæring fra 2018, der konkluderede, at hendes tilstand var kronisk og syntes forværret siden førtidspensionstilkendelsen. Hun krævede desuden dækning af rimelige advokatomkostninger i henhold til Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3.