Afgørelse om afvisning af fuld invalidedækning trods fleksjob

Klageren, født i 1966, havde en gruppeinvaliderenteforsikring i AP Pension og klagede over, at selskabet afviste fuld dækning for tab af erhvervsevne fra 1/9 2014. Selskabet havde udbetalt midlertidig invaliderente fra 1/2 2011 til 31/1 2013 og varig halv invaliderente fra 1/2 2013, idet de vurderede klagerens erhvervsevne nedsat med mellem halvdelen og 2/3.

Klageren havde pådraget sig en knæskade i 2010 og efterfølgende diskusprolapser i ryggen i 2012. Efter flere kommunale afklaringsforløb blev han godkendt til fleksjob pr. 1/9 2014 med en ugentlig arbejdstid på 10 timer.

Klagerens advokat argumenterede for, at klagerens erhvervsevne var varigt nedsat til under 2/3 baseret på de mange kommunale afklaringsforløb og helbredsmæssige oplysninger, der fastsatte en maksimal arbejdstid på 7 ½ time pr. uge. Advokaten anførte, at der ikke var yderligere udviklingspotentiale eller andre jobfunktioner, hvor klageren kunne øge sin maksimale arbejdstid, da han havde skånehensyn overfor fysisk belastende arbejde, og at arbejde med formidling og kommunikation heller ikke ville øge arbejdstiden på grund af konstante smerter og udtrætning.

Selskabet anførte, at deres vurdering af klagerens erhvervsevne byggede på lægelige oplysninger, og at klageren havde bevisbyrden for, at hans erhvervsevne var nedsat i dækningsberettiget omfang. Selskabet henviste til en speciallægeerklæring, der viste begrænsede objektive fund i klagerens knæ og ryg. De anførte, at der fandtes jobs, hvori klageren ville kunne fungere med mindst 1/3 evne, og at det var muligt at opfylde et dagligt hvilebehov på 2-5 timer ved et job med ca. 2-3 daglige arbejdstimer. Selskabet henviste desuden til, at tilkendelse af fleksjob ikke skabte en formodning for, at timeantallet eller tilskudsgraden afspejlede klagerens erhvervsevne i ethvert erhverv, idet tilkendelse af ydelser efter den sociale lovgivning sker efter andre kriterier end de kriterier, selskabet tager i betragtning ved vurdering af klagerens erhvervsevne.

Nævnet fandt, at det ikke var bevist, at klagerens generelle erhvervsevne var nedsat med mindst 2/3 efter den 1/9 2014, og gav derfor ikke klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at speciallægeerklæringerne af 7/2 2013 og 20/8 2014 angav begrænsede gener fra venstre knæ, og at klageren havde angivet et gennemsnitligt smerteniveau fra ryggen på 3-4. Nævnet lagde også vægt på, at den kommunale vurdering, hvoraf det fremgik, at klageren kunne varetage et fleksjob på 10 timer ugentligt med en effektiv arbejdstid på 7 1/2 timer, ikke er bindende for den forsikringsretlige erhvervsevnetabsvurdering.