GF-Forsikring: Tvist om erstatning for stjålne guldsmykker - manglende dokumentation for smykkers værdi
Dato
18. november 2013
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Familie
Afgørelse
Selskab medhold
Firma navn
GF-Forsikring
Dokument
Klageren har en Familiens Basisforsikring i GF-Forsikring A/S og klager over størrelsen af den erstatning, selskabet har tilbudt for guldsmykker stjålet ved et indbrud.
Sagens omstændigheder
- Klageren har indhentet vurderinger fra to guldsmede, der har vurderet smykkerne til henholdsvis 63.500 kr. og 67.000 kr. Selskabet har tilbudt genlevering og har opgjort erstatningen til 42.750 kr. før selvrisiko. Ved kontanterstatning nedsættes beløbet til 30.992,50 kr. efter fradrag af selvrisiko.
- Selskabets erstatning er baseret på den ene guldsmeds vurdering på 63.500 kr., men differencen skyldes erstatningsopgørelsen for en guldarmring. Guldsmeden vurderede armringen til 28.000 kr. baseret på oplysning om, at den var massiv. Selskabet mener, at det ikke er godtgjort, at armringen var massiv og har opgjort erstatningen skønsmæssigt til 7.250 kr. før rabat.
- Selskabet har afvist at udbetale yderligere erstatning, da klageren ikke har dokumenteret sit krav.
Klagerens påstande og argumenter
- Klageren finder det ikke rimeligt, at selskabets tilbud om erstatning kun er ca. halvdelen af de to uafhængige guldsmedes vurderinger.
- Klageren finder det aparte, at selskabet vil udstede købsbevis til en guldsmed, vel vidende at klagerens hustru er afdød.
- Klageren ønsker en erstatning, der står i et mere rimeligt forhold til de to uafhængige guldsmedes vurderinger.
Selskabets påstande og argumenter
- Selskabet fastholder sin afgørelse og anfører, at klageren alene har fremlagt fotos, hvor det ikke har været muligt at vurdere karat eller vægt.
- Selskabet har valgt at dække klagerens fulde krav i henhold til den fremsendte smykkevurdering fra den ene guldsmed, med undtagelse af armringen, da klageren ikke har dokumenteret, at armringen er massiv.
- Selskabets mulighed for at opnå en rabat via genlevering er ikke begrænset af sikredes ønske om genlevering eller kontanterstatning.
- Selskabet henviser til forsikringsbetingelsernes pkt. 7.1.3 vedrørende genlevering.
- Selskabet mener, at tvisten primært vedrører erstatningen for armringen, hvor selskabets taksator har indhentet en vurdering fra en guldsmed, som har fastsat nyprisen for en hul armring til 7.250 kr.
- Selskabet henviser til, at klageren har bekræftet over for selskabets taksator, at armringen er hul, og har efterfølgende accepteret erstatningen telefonisk.
- Selskabet mener, at det påhviler forsikringstageren at sandsynliggøre størrelsen og rigtigheden af det fremsatte erstatningskrav, og at kravet til dokumentation er proportionelt stigende med kravets størrelse.
Klagerens yderligere bemærkninger
- Klagerens søn anfører, at klageren (91 år) ikke ved, om armringen var massiv eller hul, men at guldsmeden vurderede den til at være massiv på baggrund af fotodokumentation.
- Klagerens søn anfører, at selskabet tager udgangspunkt i de laveste vurderinger på de enkelte smykker og ender med en samlet erstatningspris, der er mere end 20.000 kr. under gennemsnittet for vurderingerne fra de to guldsmede.
Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets erstatningsopgørelse for tre af de fire smykker, da den er baseret på en vurdering, klageren selv har indhentet. Det bemærkes, at vurderingen er foretaget alene på baggrund af klagerens oplysninger og fremlagte fotos.
Nævnet bemærker, at selskabet kun er berettiget til at fratrække en genleveringsrabat ved kontanterstatning, hvis genlevering faktisk kan finde sted hos en af selskabet anvist forhandler, og til de af klageren opgjorte priser, som selskabet har lagt til grund for erstatningsudmålingen af disse tre smykker.
Da det er uklart, om det fjerde smykke (guldarmring) var massivt, og der ikke foreligger dokumentation herfor, kan nævnet ikke kritisere, at selskabet har opgjort erstatningen skønsmæssigt på baggrund af en vurdering foretaget af en forhandler, som selskabet har anvist.
Som følge af det anførte:
Klageren får ikke medhold.
Lignende afgørelser