Sag om selvrisiko efter påkørsel: Uenighed om skadens omfang og sagsbehandling

Klageren har en bilforsikring i GF-Forsikring A/S og klager over omfanget af de anerkendte skader på modpartens bil i forbindelse med en påkørsel. Klagerens datter strejfede den 1/6 2010 en forankørende bil ved en opbremsning. Klageren anmeldte hændelsen til forsikringsselskabet samme dag.

Parternes forklaringer

• Klageren anførte, at der muligvis kun var tale om en mindre strejf, og at der ikke var sket skade på klagerens bil. Klageren mente, at modparten forsøgte at få udbedret eksisterende rustskader på sin bil.
• Modparten forklarede, at klagerens datter kørte for stærkt og påkørte hende bagfra, så bagkofangeren blev revet af ved bagskærmen.

Selskabets behandling

Selskabet opkrævede efterfølgende klagerens selvrisiko. Selskabet begrundede dette med, at klagerens datter ikke bestred at have ramt modparten, og at skadezonerne stemte overens med parternes forklaringer. Selskabet henviste til Færdselsloven § 108 om direkte hæftelse over for skadelidte.

Klagerens indsigelser

Klageren gjorde indsigelse mod opkrævningen af selvrisikoen, da han mente, at der ikke var sket skade på modpartens bil, og at selskabet burde have kontaktet ham inden reparationen. Klageren anførte desuden, at farven på den skadede kofanger ikke stemte overens med hans bils farve, og at kofangeren ikke var revet af, som modparten havde oplyst.

Selskabets svar

Selskabet fastholdt, at skaden var behandlet korrekt, men beklagede den lange sagsbehandlingstid. Selskabet tilbød klageren at betale halvdelen af selvrisikoen som en forsoning, hvilket klageren afviste.

Ankenævnet fandt, at klageren ikke fik medhold, da klageren havde erkendt, at hans datter ramte modpartens bil, hvilket modparten bekræftede i sin skadeanmeldelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at taksatoren skulle have godkendt andre skader end dem, der skyldtes påkørslen den 1/6 2010.

Da selskabet ifølge Færdselslovens § 108 hæfter direkte over for skadelidte og dennes forsikringsselskab, skulle selskabet ikke indhente accept fra klageren vedrørende afgørelse af ansvarsforholdet. Selvom klageren burde have modtaget meddelelse herom tidligere, kunne den sene underretning ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf bestemmes: Klageren får ikke medhold.