Afvisning af præmiefritagelse og invalidepension efter anmeldt erhvervsevnetab

Sagen drejer sig om en kvinde født i 1975, der har en livsforsikring i Nordea Pension. Hun klager over selskabets afvisning af at yde præmiefritagelse og udbetale invalidepension på baggrund af hendes anmeldte erhvervsevnetab.

Sagens omstændigheder

• Klageren, der arbejdede som sekretær, anmeldte i marts 2010, at hun i 2005 var faldet ned fra en trappe og led af lænde- og bækkensmerter. Hun havde været sygemeldt fra sit fuldtidsarbejde fra 1/12 2009 til 1/1 2010 og arbejdede siden 20 timer ugentligt.
• En lægeattest vurderede, at klageren kunne arbejde ca. 5 timer dagligt på grund af smerter og træthed.
• Selskabet afviste i april 2010 at yde dækning, da de mente, at klagerens erhvervsevne ikke havde været nedsat med halvdelen i en uafbrudt periode på over tre måneder.
• Journaler fra Center for sundhed og træning beskrev klagerens historik med lændesmerter og tidligere behandlinger uden effekt. MR-scanninger viste normale forhold.
• En statusattest fra klagerens læge i august 2010 konkluderede, at hendes tilstand var stationær, og at hun ikke var i stand til at varetage et fuldtidsjob.
• Klageren blev opsagt fra sit job pr. 1/9 2010 på grund af sygefravær og var efterfølgende fuldtidssygemeldt. Hun deltog i en arbejdsprøvning fra 19/10 2010 til 14/1 2011.
• Kommunale akter fra arbejdsprøvningen viste, at klageren var motiveret for at arbejde og mente sig i stand til at arbejde 4-5 timer dagligt. Senere øgede hun arbejdstiden til 25 timer om ugen og planlagde at øge til 30 timer, men frygtede forværring af smerter.
• Klageren anmeldte i oktober 2010, at hun havde været fuldtidssygemeldt siden 1/9 2010.
• Selskabet afviste igen i december 2010 at yde dækning, da de stadig ikke fandt hendes erhvervsevne nedsat med mindst halvdelen.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at hun var uenig i selskabets afgørelse og henviste til nye helbredsoplysninger fra en speciallæge og kommunen.
• Selskabet fastholdt, at klagerens erhvervsevne ikke var nedsat med halvdelen eller mere. De lagde vægt på, at klageren havde genoptaget arbejdet med 20 timer om ugen inden for karensperioden, og at MR-scanninger viste normale forhold. Selskabet mente, at klageren med de rette skånehensyn kunne arbejde mere end halvdelen af en normal arbejdsuge.
• Klageren præciserede, at hun kun kortvarigt havde forsøgt at øge arbejdstiden til 30 timer, men måtte gå tilbage til 20-25 timer på grund af smerter. Hun henviste også til en statusattest fra sin læge.
• En reumatologisk speciallægeerklæring fra juli 2011 beskrev klagerens diagnoser, herunder kroniske lændesmerter og bækken dysfunktion. Speciallægen konkluderede, at klagerens smerteproblemer var kroniske, og at alle relevante behandlinger var forsøgt uden held.
• Selskabet fastholdt efter modtagelse af speciallægeerklæringen, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen.
• Klageren meddelte, at hun var blevet godkendt til fleksjob.

Ankenævnet fandt efter en gennemgang af sagens dokumenter, herunder de lægelige og kommunale oplysninger, at klageren ikke havde godtgjort, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen af den fulde erhvervsevne. Derfor kunne nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse. Klageren fik ikke medhold.