Afgørelse om gyldigheden af Direktoratet for Kriminalforsorgens afslag på udgang til en livstidsdømt

Direktoratet for Kriminalforsorgens Påstande og Argumenter

Direktoratet nedlagde påstand om frifindelse og anførte:

• Gyldige afgørelser: Afgørelserne var truffet i overensstemmelse med lovens ordlyd og forarbejder, baseret på en samlet risikovurdering og inden for det skøn, som direktoratet er nærmest til at foretage. Sagsøgeren havde ikke bevist, at afgørelserne var ugyldige.
• Ikke strid med EMRK artikel 7: Straffuldbyrdelsesloven § 49 a regulerer alene fuldbyrdelsen af en allerede idømt straf og udgør ikke en strafskærpelse i EMRK artikel 7's forstand. Bestemmelsen påvirker ikke længden af den idømte livstidsstraf. Der blev henvist til Kafkaris mod Cypern-dommen.
• Proportionalitet: Direktoratet havde inddraget misbrugs- og retshåndhævelseshensyn, som loven dikterer, og skønnet var udøvet under inddragelse af alle relevante og saglige hensyn. De tidligere § 31-udgange var til særlige formål og kunne ikke sammenlignes med den foreliggende situation.

Rettens Begrundelse og Resultat for Påstand 1 og 2

Retten fandt, at Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelser af 21. januar 2021 og 7. juli 2021 var truffet i medfør af Straffuldbyrdelsesloven § 46, stk. 1, nr. 2 og stk. 2, nr. 1, samt udgangsvejledningens kapitel 7. Afgørelserne blev anset for at være begrundede og baseret på en lovlig og saglig afvejning af de relevante hensyn.

Sagsøger havde på afgørelsestidspunkterne afsonet henholdsvis ca. 5,5 år og 6 år af sin livstidsstraf. Retten fandt ikke, at afgørelserne stred mod proportionalitetsprincippet. Der var således ikke grundlag for at tilsidesætte Kriminalforsorgens vurdering af, at Sagsøger ikke opfyldte betingelserne for udgang.

Rettens Begrundelse og Resultat for Påstand 3

Straffuldbyrdelsesloven § 49 a trådte i kraft den 1. februar 2022 og medfører en skærpelse af betingelserne for udgang for livstidsdømte. Retten fastslog, at denne bestemmelse ikke ændrer den tidsmæssige udstrækning af den idømte straf.

Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i sagen Kafkaris mod Cypern (21906/04) præmis 151, fandt retten, at det er uden betydning, om reglerne medfører skærpede afsoningsregler, så længe straffen ikke forlænges, redefineres eller modificeres.

Retten anså derfor ikke indførelsen af en lovbestemt 10-årig periode, hvor udgang som udgangspunkt ikke er tilladt, jf. Straffuldbyrdelsesloven § 49 a, for at være i strid med EMRK artikel 7, stk. 1, 2. punktum, i forhold til en indsat, der allerede var idømt livstid før lovens ikrafttræden. Der var ingen konkrete holdepunkter for, at lovændringen ville have en væsentlig betydning for tidspunktet for Sagsøgers eventuelle fremtidige prøveløsladelse.

Afgørelse

Som følge af ovenstående frifandtes Direktoratet for Kriminalforsorgen for alle Sagsøgers påstande.

Sagsøger blev pålagt at betale sagsomkostninger til Direktoratet for Kriminalforsorgen på 30.000 kr., forrentet efter Renteloven § 8 a.

Særlige afdelinger og indsats mod radikalisering

Kernen i ændringerne er oprettelsen af nye, specialiserede afdelinger for dømte med tilknytning til terror og ekstremisme. Dette skal forhindre negativ påvirkning og spredning af radikale holdninger i fængslerne. Som konsekvens får Kriminalforsorgen styrkede værktøjer, herunder:

• Målrettet anbringelse: Både voksne og, i særlige tilfælde, 15-17-årige kan anbringes i disse afdelinger.
• Kontrolleret fællesskab: For at undgå uønsket kontakt kan fællesskab begrænses til at foregå mellem to indsatte i én celle (cellefællesskab).
• Udvidet overvågning: Der gives klarere hjemmel til at undersøge indsatte og deres ejendele samt at fotografere deres post, hvis det er nødvendigt for at modvirke radikalisering.

Juridiske og praktiske justeringer

Udover de målrettede tiltag mod terror og ekstremisme indeholder høringen også andre vigtige justeringer. Præciseringen af, at magtanvendelse skal være strengt nødvendig, er en vigtig juridisk tilpasning til internationale standarder. Desuden ændres administrative processer, f.eks. vedrørende udstationering for udviste indsatte, for at gøre dem mere systematiske.

Alle bekendtgørelsesændringer foreslås at træde i kraft den 1. juli 2025.