Straffuldbyrdelsesloven § 46

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om, hvornår en indsat kan få tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, til § 46 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fastslås i stk. 1, nr. 1, at tilladelse til udgang kan gives til formål, der er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige og andre personlige hensyn. Det forudsættes, at tilladelse til udgang fortsat anvendes som et almindeligt led i straffuldbyrdelsen, men at kriminalforsorgen fortsat nøje vurderer misbrugsrisikoen i hvert enkelt tilfælde, så man i de forholdsvis få tilfælde, hvor udgang misbruges til ny kriminalitet, overvejer, om det konstaterede misbrug giver anledning til ændring af praksis med hensyn til meddelelse af udgangstilladelser og vilkårene for sådanne tilladelser.

I stk. 1, nr. 2 og 3, opstilles visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.

I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1, nr. 2, at tilladelse til udgang forudsætter, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen. Vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangstilladelse forudsættes fortsat at bygge på det kendskab, som institutionen har til den indsatte fra den aktuelle og eventuelt tidligere strafudståelser, fra de sagsakter, som institutionen er i besiddelse af, og i visse særlige sager fra indhentede udtalelser fra særligt sagkyndige, herunder udtalelser fra den politimyndighed, der har behandlet straffesagen.

Vurderingen af risiko må i praksis ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger. I stk. 2 er imidlertid opregnet en række forhold, der skal tillægges særlig vægt ved denne vurdering. Det forudsættes herved, at forholdenes særlige betydning mindskes i takt med straffens udståelse, såfremt de i øvrigt foreliggende oplysninger om den indsatte taler herfor. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 5, vedrørende den indsattes forhold under en tidligere strafudståelse. Stk. 2, nr. 6, indebærer, at udeblivelse fra strafudståelse kan medføre, at den indsatte må påbegynde udgang på et senere tidspunkt end normalt eller efter omstændighederne ikke opnår tilladelse til udgang under strafudståelsen.

I stk. 1, nr. 3, opstilles som den tredje betingelse for, at en indsat kan få tilladelse til udgang, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt - dvs. bortset fra misbrugsrisikoen - taler imod udgangstilladelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den indsatte ønsker udgangstilladelse til en optræden, hvorved den pågældende i særlig grad kommer i offentlighedens søgelys, eller til bestemte steder, hvor hensynet til at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kan endvidere tale imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet får tilladelse til udgang før efter udståelse af en vis del af straffen, jf. lovforslagets § 50 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 47

I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i bestemmelsen, at det tidsrum, hvori den indsatte har været på udgang, medregnes til straffetiden. Bestemmelsen svarer til § 47 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Såfremt den indsatte udebliver efter udgang, afbrydes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen, jf. lovforslagets § 75, nr. 1. Det tidsrum, hvori straffuldbyrdelsen er afbrudt, medregnes ikke i straffetiden.

Til § 48

Bestemmelsen vedrører fastsættelsen af vilkår for tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 48 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fastslås i stk. 1, at en tilladelse til udgang altid skal gives på vilkår af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Såfremt de fastsatte eller forudsatte vilkår, f.eks. om at følge den fastsatte rejseplan, ikke overholdes, vil allerede meddelte tilladelser til nye udgange kunne tilbagekaldes eller gives på ændrede vilkår, jf. lovforslagets § 49 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Er der ikke allerede givet tilladelse til nye udgange, skal misbruget tillægges særlig vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af en senere udgangstilladelse, jf. lovforslagets § 46, stk. 2, nr. 4.

Efter stk. 2 kan tilladelsen til udgang betinges af andre vilkår, hvis sådanne vilkår findes formålstjenlige for at undgå misbrug. Bestemmelsen indeholder i nr. 1-4 en ikke udtømmende opregning af sådanne vilkår. Der kan som hidtil bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte steder under udgang, således som det f.eks. sker efter den nuværende praksis vedrørende rockeres samvær med gruppemedlemmer og ophold på gruppetilhørssteder under udgang.

Til § 49

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om tilbagekaldelse eller ændring af vilkår for meddelte udgangstilladelser. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 49 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter nr. 1 kan en tilladelse til udgang tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå nyt strafbart forhold under udgang. Bestemmelsen i nr. 1 er af særlig betydning i de tilfælde, hvor en indsat har fået tilladelse til regelmæssig udgang.

Efter nr. 2 kan en tilladelse til udgang endvidere tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage en misbrugsrisiko. Som eksempel på nye oplysninger af den anførte karakter kan nævnes oplysninger fra politiet om begrundet mistanke om påtænkt ny kriminalitet. Endvidere kan peges på oplysninger, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold.

Til § 50

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang. Bestemmelsen svarer til § 50 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter § 50, 2. pkt., kan det i forbindelse med de administrative regler om udgang bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen. Det forudsættes, at der i medfør af denne bestemmelse administrativt fastsættes regler med angivelse af de tidsmæssige betingelser, der normalt skal være opfyldt for udgang til bestemte formål, herunder udgang for at besøge eller være sammen med bestemte personer.

Baggrunden for adgangen til at stille krav om ophold i institutionen i et bestemt tidsrum er hensynet til, at institutionen kan få det fornødne kendskab til den indsatte. At tilladelse til udgang i visse tilfælde først skal kunne gives efter udståelse af en bestemt del af straffen er begrundet dels i en mere generel antagelse af misbrugsrisiko ved tidlig udgang under fuldbyrdelsen af længere straffe, dels i hensynet til retshåndhævelsen, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 3.

§ 50, 2. pkt., indebærer i øvrigt, at tilladelse til udgang i behandlingsøjemed ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra den nugældende bestemmelse i straffelovens § 36, 2. pkt., hvorefter udgangstilladelse, der er begrundet i den dømtes behandling, herunder forberedelsen af den pågældendes løsladelse, alene kan gives til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf, jf. pkt. 5.7.1.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I § 50, 3. pkt., gives mulighed for at videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter der ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne), jf. pkt. 5.7.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Besøg mv.

Til § 51

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om de indsattes ret til at modtage besøg. Bestemmelsen svarer til § 51 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger.

Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Bestemmelsen angiver for så vidt angår antallet og varigheden af besøg et minimum for de besøg, som en indsat har ret til at få. Det må i almindelighed tillægges stor vægt for den indsattes muligheder for at føre en kriminalitetsfri tilværelse, at den pågældende under straffuldbyrdelsen opretholder og styrker sin forbindelse med familie m.fl. For at understrege bestemmelsens karakter af en minimumsbestemmelse er det i stk. 1, 2. pkt. , præciseret, at der i den enkelte institution kan gives tilladelse til besøg i videre omfang. Som eksempel kan nævnes muligheden for, at en indsat kan få besøg af sine børn i videre omfang end efter den almindelige besøgsregel i stk. 1, 1. pkt. Om den indsattes ret til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen henvises til lovforslagets § 54 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

I stk. 2 er det fastsat, at en indsat uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere. Afgrænsningen af den kreds, der omfattes af bestemmelsen, svarer til den kreds, der efter lovforslagets § 56, stk. 1, kan have ukontrolleret brevveksling med den indsatte, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Endvidere fremgår det af stk. 3, at en udenlandsk indsat ligeledes uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter. Sådanne besøg er således heller ikke omfattet af den almindelige besøgsregel i § 51, stk. 1.

Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a. Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission og FN's Torturkomité. Det forudsættes, at de nævnte myndigheder mv. som hidtil, bl.a. som led i inspektionsvirksomhed, kan tale med de indsatte uden overværelse af institutionens personale, jf. lovforslagets § 53, stk. 1, 2. pkt., og bemærkningerne til denne bestemmelse. Disse myndigheder mv. er derfor ikke omfattet af den almindelige besøgsregel i lovforslagets § 51, stk. 1.

De besøg, som en indsat modtager af en præst eller lignende fra sit trossamfund, jf. lovforslagets § 35, stk. 2, er heller ikke omfattet af besøgsreglerne, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 52

Bestemmelsen indeholder regler om indhentelse af forudgående besøgstilladelse og vilkår for besøgstilladelse. Bestemmelsen svarer til § 52 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af institutionens adgang til at stille krav om, at personer, der ønsker at aflægge den indsatte besøg, herunder også advokater og diplomatiske eller konsulære repræsentanter, skal indhente forudgående tilladelse hertil. Bestemmelsen medfører også, at institutionen som hidtil kan betinge besøgstilladelse af, at den besøgende går ind på at lade sin yderbeklædning og medbragte effekter undersøge. Med udtrykket »yderbeklædning« sigtes til beklædningen indtil undertøjet, således som det er praksis i henhold til de nuværende administrative regler.

Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a. Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission og FN's Torturkomité. »Besøg«, som disse myndigheder mv. aflægger som led i inspektionsvirksomhed og lignende, omfattes ikke af § 52, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 51 og 53.

§ 52 skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 53, stk. 1, 2. pkt., hvorefter den indsattes ret til besøg kan begrænses ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 53

Bestemmelsen indeholder bemyndigelsesbestemmelser vedrørende fastsættelse af administrative regler om den nærmere gennemførelse af de indsattes ret til besøg. Bestemmelsen svarer til § 53 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 1 medfører bl.a. en lovfæstelse af adgangen til ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn at fastsætte begrænsninger i de indsattes ret til besøg, herunder i form af forbud mod besøg af bestemte personer og gennemførelse af besøg i overværelse af personale i institutionen. Det fremgår i den forbindelse, at afgørelse om forbud mod besøg af bestemte personer alene kan træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil. Bestemmelsen er herved på linie med de øvrige bestemmelser i lovforslaget, der giver mulighed for at træffe afgørelse af særlig indgribende betydning for den indsatte, jf. bl.a. § 55, stk. 4, og § 60, stk. 5 og 6, om tilbageholdelse af breve og andre effekter i den indsattes besiddelse.

Bemyndigelsen i § 53, stk. 1, kan bl.a. benyttes til at fastsætte regler om afbrydelse af besøg, såfremt det findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, og om begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der samtidig kan aflægge besøg hos den indsatte. Sådanne begrænsninger kan omfatte alle personer, der ønsker at besøge den indsatte, herunder også advokater eller konsulære repræsentanter.

I § 53, stk. 1, 3. pkt., fastsættes det, at besøg af den kreds af advokater, der er nævnt i lovforslagets § 51, stk. 2, altid skal være uoverværet. Bemyndigelsen i § 53, stk. 1, 2. pkt., kan således ikke benyttes til at stille krav om, at besøg af disse personer skal ske under overværelse af personale i institutionen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 56, stk. 1, hvorefter den indsatte har adgang til ukontrolleret brevveksling med den samme kreds af advokater.

Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for institutionens leder til i øvrigt at fastsætte regler om besøgenes afvikling. Det forudsættes, at der i medfør af denne bemyndigelse bl.a. fastsættes regler svarende til brev- og besøgscirkulærets § 24, stk. 2, hvorefter de besøgende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der er nødvendige af ordens- eller sikkerhedshensyn, og om andre praktiske forhold, som er af betydning for den besøgende. Institutionens leder vil endvidere kunne fastsætte bestemmelser om i hvilke tidsrum, der kan afvikles besøg. Sådanne bestemmelser kan omfatte alle personer, herunder også advokater eller konsulære repræsentanter.

Til § 54

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den indsattes ret til at have deres små børn hos sig i institutionen. Bestemmelsen svarer til § 54 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1 lovfæstes den nuværende mulighed for, at indsatte kan have deres små børn hos sig under afsoningen. Bestemmelsen indebærer, at der fastsættes en aldersgrænse for barnet på 3 år. Bestemmelsen udelukker ikke, at der administrativt fastsættes regler om, at børn på 3 år eller derover i visse tilfælde kan forblive eller være hos den indsatte. Endvidere kan der i medfør af lovforslagets § 51, stk. 1, 2. pkt., som hidtil gives tilladelse til, at den indsatte får besøg af sine børn i videre omfang end efter hovedreglen i § 51, stk. 1, 1. pkt.

Med stk. 1 tilsigtes ikke en øget anbringelse af børn i afsoningsinstitutioner i de tilfælde, hvor man som i gældende praksis kan undgå dette ved at udstationere den indsatte, overføre den indsatte til afsoning uden for fængsel eller arresthus, jf. lovforslagets § 78, eller eventuelt benåde den pågældende. Vurderingen af, om hensynet til barnet er foreneligt med ophold hos den indsatte i institutionen, påhviler i øvrigt de sociale myndigheder, der i modsat fald kan træffe bestemmelse om anden anbringelse, eventuelt tvangsmæssigt efter de i den sociale lovgivning gældende regler, jf. herved bl.a. §§ 42-43 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke i lov om social service. For disse tilfælde er der endvidere fastsat særlige regler om domstolsprøvelse.

Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af retten ifølge stk. 1. Det indebærer bl.a., at retten til at have sit barn under 3 år hos sig i institutionen i overensstemmelse med hidtidig praksis administrativt kan begrænses til at finde anvendelse i visse institutioner, der i henseende til indretning og klientel er egnet til ophold for små børn. Ønsker en indsat at medbringe sit barn, og opfylder den pågældende betingelserne herfor, må vedkommende således efter omstændighederne acceptere, at straffen fuldbyrdes i en anden institution end den, der følger af lovforslagets § 23 om valg af afsoningsinstitution med udgangspunkt i nærhedsprincippet.

Brevveksling

Til § 55

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den indsattes almindelige ret til brevveksling. Bestemmelsen suppleres i § 56 af bestemmelser, der sikrer indsatte adgang til ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og enkeltpersoner. Bestemmelsen svarer til § 55 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1 fastslås det, at en indsat har ret til brevveksling. Med denne bestemmelse tilsigtes det at understrege den betydning, som opretholdelse og styrkelse af forbindelsen med omverdenen i almindelighed må antages at have for den indsattes muligheder for at føre en kriminalitetsfri tilværelse, jf. herved lovforslagets § 3.

Efter stk. 2 kan institutionen åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at modvirke indsmugling af narkotika og udsmugling af penge. Brevene åbnes og lukkes i den indsattes påsyn, medmindre der efter stk. 3 sker gennemlæsning af brevet.

Udtrykket »til og fra den indsatte« i stk. 2 omfatter ikke alene breve, der er adresseret til den indsatte i institutionen, og hvor afsenderen derfor ved adresseringen til institutionen har tilkendegivet, at vedkommende er bekendt med, at modtageren er strafafsoner. Bestemmelsen er også anvendelig i tilfælde, hvor brevet oprindeligt er adresseret til den indsattes privatadresse, men efterfølgende omadresseret eller medbragt til den indsatte i forbindelse med besøg. Som et yderligere eksempel kan nævnes breve, der er bestemt til omdeling blandt flere indsatte, f.eks. breve med spørgeskemaer til brug for videnskabelige undersøgelser.

Stk. 3 giver institutionen mulighed for at gennemlæse breve til og fra den indsatte, hvis det af institutionen skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen. Bestemmelsen indebærer, at den nuværende adgang til stikprøvevis gennemlæsning uden konkret mistanke om misbrug af adgangen til brevveksling afskaffes, jf. pkt. 5.7.3.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelserne i stk. 4-6 regulerer de tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted. Stk. 4 giver mulighed for efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, at tilbageholde breve fra den indsatte, som af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes. Tilsendte breve, der af de grunde, som er nævnt i stk. 4, ikke bør udleveres, skal som udgangspunkt tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog efter bestemmelse af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, tilbageholdes, hvis det af sikkerhedsmæssige hensyn anses for påkrævet, jf. stk. 5. For begge former for breve gælder efter stk. 6, at afsenderen som udgangspunkt skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af brevet. Orientering kan dog undlades i indtil 4 uger i det omfang, formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes.

Breve, der tilbageholdes, kan som hidtil videregives til politiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at give vedkommende myndighed anledning til videre foranstaltning. Det bemærkes herved, at udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« også omfatter hensynet til forebyggelse og opklaring af strafbart forhold, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 4.

Afgørelser efter § 55, stk. 4, om tilbageholdelse af brev er omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, såfremt afgørelsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 52, der regulerer institutionens adgang til at undersøge de besøgendes yderbeklædning og medbragte effekter. Endvidere henvises til lovforslagets § 60, der i stk. 6 indeholder bestemmelser om institutionens adgang til at gennemlæse breve i den indsattes besiddelse.

Til § 56

Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om den indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med visse myndigheder og enkeltpersoner. Bestemmelsen supplerer lovforslagets § 55 om den indsattes almindelige ret til brevveksling. Bestemmelsen om ukontrolleret brevveksling svarer med enkelte redaktionelle ændringer til § 56 i Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 1 lovfæstes den indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med en række myndigheder og enkeltpersoner. Formålet med bestemmelsen er, at den indsatte til enhver tid skal have mulighed for at rette henvendelse til visse myndigheder mv. uden for institutionen og eventuelt tillige uden for kriminalforsorgen vedrørende forholdene i institutionen eller behandlingen af sin sag.

Bestemmelsen åbner bl.a. mulighed for ukontrolleret brevveksling med den samme kreds af advokater, som omfattes af lovforslagets § 51, stk. 2, og § 53, stk. 2, 3. pkt., om uoverværet besøg. Baggrunden herfor er bl.a. hensynet til at kunne imødekomme den indsattes eventuelle ønske om en ny forsvarer, f.eks. med henblik på udarbejdelse af en ansøgning om genoptagelse af den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen.

Endvidere indgår Procesbevillingsnævnet i den kreds af myndigheder, som den indsatte kan brevveksle ukontrolleret med.

At brevvekslingen er »ukontrolleret« indebærer, at institutionen er afskåret fra at åbne, gennemlæse og tilbageholde breve mellem den indsatte og den berørte myndighed eller enkeltperson.

Anvendelsen af ordet »ukontrolleret« tilsigter dog ikke at udelukke, at institutionen som hidtil kan gennemlyse breve, hvis der af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde findes behov for det. Endvidere kan der i nogle tilfælde være tvivl om, hvorvidt breve til og fra den indsatte reelt er sendt fra eller sendes til de personer og myndigheder, der omfattes af adgangen til ukontrolleret brevveksling. Med henblik på sådanne tilfælde kan der i medfør af stk. 2, 1. pkt., som hidtil fastsættes regler til kontrol af afsenderens identitet f.eks. i form af, at institutionen retter henvendelse til vedkommende myndighed mv. eller tilbagesender brevet til den angivne afsender, jf. pkt. 5.7.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

§ 56 indeholder i stk. 2, 2. pkt., en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om adgang til ukontrolleret brevveksling med enkeltpersoner eller danske, udenlandske eller internationale offentlige myndigheder, der ikke omfattes af opregningen i stk. 1. Det forudsættes, at der ikke herved sker nogen indskrænkning af den gruppe myndigheder og personer, der omfattes af de nuværende administrative regler på området, f.eks. diplomatiske eller konsulære repræsentanter fra vedkommendes hjemland, jf. pkt. 5.7.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Telefonsamtaler