Ugyldighed af afgørelse om standsning af sygedagpenge grundet sagsbehandlingsfejl og stadfæstelse af standsning af sygedagpenge trods formelle mangler

To mænd søgte om fortsat udbetaling af sygedagpenge, men fik deres ydelser standset af kommunen, hvilket førte til klager over både de materielle afgørelser og sagsbehandlingsfejl.

I den ene sag pådrog en 54-årig mand, der var selvstændig vinduespudser og rengøringsassistent, sig et fodbrud i december 1999. Han var fuldtidssygemeldt, men genoptog delvist arbejde i april 2000. Kommunen standsede hans sygedagpenge i juni 2000, da de vurderede, at han ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig. Manden klagede og anførte, at smerterne i foden forhindrede ham i at udføre sit tidligere fysisk krævende arbejde, især vinduespudsning på stiger. Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse, men udsatte ophørstidspunktet med 14 dage på grund af formelle mangler i sagsbehandlingen.

I den anden sag blev en 44-årig mand indlagt i september 1998 med svær leverpåvirkning og lungebetændelse med hjernepåvirkning som følge af alkoholmisbrug. Efter et langvarigt behandlings- og genoptræningsforløb blev han udskrevet til en plejebolig. Hospitalet ansøgte om førtidspension på hans vegne. Kommunen forlængede hans sygedagpenge, mens de afklarede hans situation, herunder indhentede psykologisk vurdering. På trods af en psykologisk erklæring, der pegede på intellektuel reduktion og betydelige håndproblemer, standsede kommunen hans sygedagpenge i august 2000. Kommunen vurderede, at betingelserne for yderligere forlængelse ikke var opfyldt, og at der ikke var grundlag for at rejse pensionssag, da revalidering stadig burde være en mulighed givet hans alder og intellektuelle habitus. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, men kritiserede sagsbehandlingsfejl.

Ankestyrelsen traf forskellige afgørelser vedrørende gyldigheden af kommunernes beslutninger i de to sager, primært baseret på alvorligheden og betydningen af de formelle sagsbehandlingsmangler.

I den første sag fandt Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse om at standse sygedagpenge pr. 11. juni 2000 var ugyldig som følge af alvorlige sagsbehandlingsmangler. Sagen blev hjemvist til kommunen for fornyet behandling og afgørelse. Manglerne omfattede:

• Manglende skriftlig helhedsvurdering senest 8 uger efter første henvendelse, jf. Retssikkerhedsloven § 7, stk. 2.
• Manglende vurdering af behov for revalidering eller anden bistand, jf. Dagpengeloven § 24, stk. 1.
• Manglende udarbejdelse af opfølgningsplan senest 6 måneder efter første sygedag, jf. Dagpengeloven § 24, stk. 2.
• Manglende partshøring over statusattest fra sygehus, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 1.
• Manglende indkaldelse til samtale trods aftale.
• Afgørelsen var truffet på et utilstrækkeligt og uklart grundlag.
• Manglende udtrykkelig stillingtagen til ret til nedsatte dagpenge, jf. Dagpengeloven § 5, stk. 2. Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at disse fejl havde været uden betydning for afgørelsens indhold. Selvom manden ikke var fuldt uarbejdsdygtig, jf. Dagpengeloven § 5, stk. 1, burde kommunen have vurderet retten til nedsatte dagpenge og foretaget en fyldestgørende sagsbehandling, herunder inddraget borgeren, jf. Retssikkerhedsloven § 4 og Retssikkerhedsloven § 5. Nævnets konstruktion med at udsætte virkningstidspunktet for dagpengestandsningen i 14 dage savnede hjemmel.

I den anden sag tiltrådte Ankestyrelsen kommunens afgørelse om at standse sygedagpenge efter 31. august 2000. Selvom der var formelle mangler i sagsbehandlingen, fandt Ankestyrelsen, at disse ikke havde haft indflydelse på afgørelsens resultat. Manglerne omfattede:

• Manglende skriftlig helhedsvurdering, jf. Retssikkerhedsloven § 7, stk. 2.
• Manglende skriftlig opfølgningsplan, jf. Dagpengeloven § 24, stk. 2.
• Manglende partshøring over væsentlige oplysninger, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 1.
• Utilstrækkelig begrundelse for afgørelsen, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2.
• Manglende udtrykkelig afgørelse om afslag på førtidspension, jf. Pensionsloven § 20a, stk. 2. Ankestyrelsen vurderede, at manden ikke opfyldte betingelserne for yderligere forlængelse af dagpengeperioden, jf. Dagpengeloven § 22, stk. 1. Det var ikke overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår. Der var heller ikke grundlag for at rejse sag om førtidspension, da mandens intellektuelle habitus, alder og tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, samt manglende arbejdsprøvning, ikke berettigede dette. Oplysninger fra en senere speciallægeerklæring ændrede ikke denne vurdering, da de snarere svækkede sandsynligheden for revalidering og ikke gav grundlag for pension.