Sag om forældelse af krav efter trafikulykke: Forsikrings-Aktieselskabet Alka mod forsikringstager

Sagen drejer sig om en forsikringstager, der klager over Forsikrings-Aktieselskabet Alkas afvisning af at yde forsikringsdækning for et anmeldt ulykkestilfælde. Selskabet har afvist dækning med henvisning til forældelse af kravet.

Sagens omstændigheder

• Klageren anmeldte i 1987 en trafikulykke fra 1986, hvor hun pådrog sig diverse skader, herunder hjernerystelse og whiplash.
• Alka anerkendte skaden som dækningsberettiget i 1987 og opfordrede klageren til at kontakte selskabet igen, hvis der et år efter ulykken stadig var følger heraf.
• Klageren hævder at have rettet skriftlig henvendelse til selskabet i både 1991 og 1996, hvilket Alka bestrider at have modtaget.
• I 2001 henvendte klageren sig igen til selskabet og ønskede at afslutte sin personskadesag, da hendes helbredstilstand nu var permanent.
• Alka afviste herefter at yde forsikringsdækning med henvisning til Forsikringsaftaleloven § 29 om forældelse.
• Klageren fastholdt, at hendes sag ikke var forældet, idet hun og Social- og Sundhedsforvaltningen havde kontaktet selskabet flere gange.
• Klageren fremsendte en neuropsykologisk erklæring fra 2002, der beskrev hendes gener efter ulykken.
• Klagerens advokat argumenterede for, at omfanget af skaderne først var blevet klarlagt efterhånden, og at en nethindeløsning i 2000, som først i 2005 blev oplyst at være en følge af ulykken, udgjorde en forværring af tilstanden.
• Advokaten fremlagde lægelige akter, herunder en epikrise fra 2005 og en speciallægeerklæring fra 2006, der understøttede årsagssammenhængen mellem ulykken og nethindeløsningen.

Parternes argumenter

• Klageren gør gældende, at kravet ikke er forældet, at der er indtrådt forværring af tilstanden, og at denne må henføres til ulykken. Hun fremhæver, at hun først i 2005 blev bekendt med årsagssammenhængen mellem nethindeløsningen og ulykken.
• Alka fastholder, at kravet er forældet, idet klagerens helbredstilstand har været uændret siden ulykken, og at klageren ikke har henvendt sig til selskabet inden for de gældende forældelsesfrister. Selskabet bestrider, at der er dokumentation for en forværring af klagerens helbredstilstand, og at der er årsagssammenhæng mellem ulykken i 1986 og nethindeløsningen i 2000.

Ankenævnet traf en afgørelse med stemmeflertal. Det blev bestemt, at Forsikrings-Aktieselskabet Alka skal anerkende, at klagerens krav på erstatning som følge af øjenskaden (nethindeløsning) ikke er forældet. Selskabet skal opgøre og udbetale erstatning med tillæg af renter i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24. Klagen blev ikke taget til følge for de øvrige skader.

Nævnets flertal begrundede afgørelsen vedrørende øjenskaden med, at klageren først i 2005 fik objektivt grundlag for at fastslå årsagssammenhængen mellem ulykken i 1986 og nethindeløsningen. Da klageren rettede henvendelse til selskabet ultimo 2005, var kravet på erstatning for øjenskaden derfor ikke forældet.

Vedrørende de øvrige skader fandt flertallet, at selskabet ikke var berettiget til at afslutte sagen i 1987 med den begrundelse, at man ikke ville gøre mere ved sagen, hvis man ikke hørte fra klageren igen 1 år efter ulykkestilfældet. Flertallet henviste til, at en forsømmelse fra klagerens side af at give selskabet alle tilgængelige oplysninger efter Forsikringsaftaleloven § 22, stk. 2 ikke har forældelsesvirkning, men kun retsvirkninger efter Forsikringsaftaleloven § 21, stk. 2. Da klageren først rettede henvendelse til selskabet igen i 2001, var kravet på de øvrige skader forældet.

Nævnets mindretal fandt, at alle klagerens krav, herunder kravet på erstatning for øjenskaden, var forældet. Mindretallet lagde vægt på, at klageren i 2000 blev bekendt med øjenskaden, men først rettede henvendelse herom til selskabet ultimo 2005.