Sag om afslag på nedsættelse af servicebetaling efter servicelovens § 83, stk. 2

Denne sag omhandlede fortolkningen af reglerne om nedsættelse af servicebetaling for personer med handicap, der bor på institutioner. Sagen drejede sig specifikt om, hvorvidt en handicappet beboer havde krav på nedsættelse af sin servicebetaling til dækning af forældrenes kørselsudgifter i forbindelse med besøg.

Sagens Baggrund

Sagsøgeren, der boede på en institution for svært handicappede i henhold til den daværende Bistandsloven § 112, søgte om nedsættelse af sin servicebetaling. Begrundelsen var, at hans forældre havde udgifter til kørsel i forbindelse med besøg hos ham på institutionen og hans besøg hos dem. Sagsøgeren, der var hjerneskadet og havde en vidtgående udviklingsforstyrrelse, var afhængig af familien som sit eneste sociale netværk.

Ansøgningen om nedsættelse af servicebetalingen, med virkning fra den 1. januar 1995 til den 30. juni 1999, var baseret på en årlig kørselsudgift på 5.000 kr.

Administrative Afgørelser

• Frederiksborg Amt (sagsøgte 2) traf afgørelse den 20. april 1998 og afslog ansøgningen. Amtskommunen lagde vægt på, at sagsøgeren havde et månedligt disponibelt rådighedsbeløb på 4.003 kr., hvilket efter forvaltningens skøn gjorde ham i stand til at afholde en månedlig udgift på 417 kr. til kørsel. Forvaltningen fandt ikke, at kørselsudgiften kunne danne grundlag for nedsættelse af servicebetalingen i henhold til Bistandsloven § 115 a, stk. 3.

• Den Sociale Ankestyrelse (sagsøgte 1) behandlede klagen og traf afgørelse den 9. februar 1999. Ankestyrelsen tiltrådte Frederiksborg Amts afgørelse og fandt ikke grundlag for at ændre den. Begrundelsen var, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for nedsættelse eller bortfald af servicebetalingen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret betydelige ekstraudgifter, og at sagsøgeren havde et tilstrækkeligt rådighedsbeløb.

Sagsøgerens Påstande

Sagsøgeren nedlagde følgende påstande over for Den Sociale Ankestyrelse og Frederiksborg Amt:

• De sagsøgte skulle anerkende, at lovlige kriterier for tildeling af ydelser i henhold til daværende Bistandsloven § 115 a, stk. 3 (nuværende Serviceloven § 83, stk. 2) ikke omfatter ansøgerens indtægts- og formueforhold.
• De sagsøgte skulle anerkende, at sagsøgeren var berettiget til nedsat servicebetaling med 5.000 kr. p.a. fra 1. januar 1995 til 30. juni 1999.
• Frederiksborg Amt skulle betale 22.500 kr. med sædvanlig procesrente.

Sagsøgeren gjorde gældende, at de sagsøgte ulovligt havde inddraget hans økonomiske forhold som kriterium for afgørelsen, da lovens ordlyd og forarbejder ikke hjemlede dette. Merudgiften på 5.000 kr. årligt var nødvendig på grund af hans handicap, som medførte et øget behov for familiebesøg.

Sagsøgtes Påstande

De sagsøgte påstod frifindelse. Subsidiært påstod de hjemvisning til fornyet behandling hos Den Sociale Ankestyrelse.

Den Sociale Ankestyrelse gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde krav på nedsættelse, da forældrenes kørselsudgifter måtte betegnes som sædvanlige familieudgifter og ikke var begrundet i sagsøgerens handicap. Frederiksborg Amt gjorde gældende, at de ikke var rette sagsøgte, da Den Sociale Ankestyrelses afgørelse var den endelige og retskraftige administrative afgørelse.

Socialministeriets Fortolkning

I et svar fra Socialministeriet af 17. september 2001 fremgik det, at ministeriets opfattelse var, at der ved behandling af ansøgninger om nedsættelse af servicebetaling efter Serviceloven § 83, stk. 2 som udgangspunkt ikke skulle tages hensyn til den enkeltes formue eller månedlige rådighedsbeløb. Det afgørende var, om der var tale om nødvendige udgifter på grund af handicap i forbindelse med individuelle aktiviteter uden for botilbuddet, som ikke kunne dækkes gennem andre ordninger, f.eks. socialpædagogisk bistand efter Serviceloven § 73 eller ledsagelse efter Serviceloven § 78.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt, at det med tilstrækkelig tydelighed fremgik af lovens ordlyd og forarbejder, at nedsættelse eller bortfald af servicebetaling kun kunne ske efter et konkret skøn over behovet i det enkelte tilfælde, og kun hvor beboerne havde ganske særlige udgifter forårsaget af deres handicap.

Landsretten udtalte endvidere, at det ikke var udelukket at inddrage økonomiske kriterier/betalingsevne i denne skønsudøvelse, hvilket var i overensstemmelse med de almindeligt gældende principper i den sociale lovgivning.

De af sagsøgeren påberåbte udgifter til transport kunne efter landsrettens opfattelse ikke anses for sådanne særlige udgifter forårsaget af sagsøgerens handicap, der undtagelsesvis kunne berettige til nedsættelse af servicebetalingen.

For så vidt angår sagsøgte 2, Frederiksborg Amt, fandt landsretten, at denne ikke var rette sagsøgte under sagen, idet den endelige retskraftige afgørelse, der var til påkendelse, var truffet af sagsøgte 1, Den Sociale Ankestyrelse.

Domslut

De sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse og Frederiksborg Amt, Socialforvaltningen, blev frifundet.

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger til de sagsøgte med 10.000 kr.