Kommunens administration af førtidspension - tvungen opsparing til boligindskud

En borger, der modtog førtidspension, var indlagt på en psykiatrisk afdeling og blev tvangsmedicineret. Kommunen administrerede borgerens pension og tilbageholdt et beløb til opsparing til et fremtidigt boligindskud. Dette skete, selvom borgeren på et tidspunkt havde udtrykt ønske om at ophæve administrationsaftalen og få opsparingen udbetalt.

Kommunen begrundede den tvungne opsparing med, at det ville være til gavn for borgeren, især da borgeren ikke havde aktuelle udgifter til kost og logi under indlæggelsen, og for at sikre midler til boligindskud og flytning ved udskrivelse. Det Sociale Nævn stadfæstede kommunens afgørelse og vurderede, at borgeren ikke selv kunne administrere sin pension, og at opsparingen var nødvendig af hensyn til borgerens fremtidige situation, med henvisning til Gammelførtidspensionloven § 17, stk. 2. Borgeren klagede herefter til Folketingets Ombudsmand over nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen traf afgørelse i sagen om administration af førtidspension og kom til et andet resultat end Det Sociale Nævn.

Ankestyrelsens afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om at administrere borgerens pension og bestemme, hvordan den skulle udbetales. Det blev godtgjort, at borgeren ikke var i stand til at administrere pensionen efter dens formål, og kommunen kunne derfor fortsat anvende pensionen til at betale faste udgifter og udbetale resten i rater.

Ankestyrelsen fastslog dog, at kommunens mulighed for at administrere pensionen ikke kunne omfatte tvungen opsparing, når borgeren modsatte sig det. Der var ikke tilstrækkelig hjemmel i Gammelførtidspensionloven § 35 til, at kommunen kunne træffe beslutning om tvungen opsparing, uanset at det måtte anses for hensigtsmæssigt. Kommunen kunne således kun tilbageholde beløb til aktuelle udgifter som opmagasinering af indbo og forsikring, men ikke til opsparing til fremtidigt boligindskud uden borgerens accept.