Stadfæstelse af mellemste førtidspension og afslag på renter forud for sagsanlæg

Sagen omhandler en kvinde, født i 1950, der siden november 1992 har været sygemeldt fra sit arbejde i et supermarked grundet kronisk træthedssyndrom. Hendes erhvervshistorie inkluderede forskellige ufaglærte stillinger. Lægelige vurderinger fra 1993 og 1994 konkluderede, at hendes helbredstilstand ikke bedredes, og at hendes arbejdsevne var reduceret med mere end 2/3. En neurologisk speciallægeerklæring fra januar 1994 fandt ingen anvendelig erhvervsevne, og en revalideringsinstitution konkluderede i juni-juli 1994, at der ikke var realistiske revalideringsmuligheder.

Efter en indlæggelse i oktober 1994 blev det dog anført, at hun ikke opfyldte alle kriterier for kronisk træthedssyndrom, og at der ikke var behandlingsmuligheder udover gradvis optræning. Diagnoserne blev angivet som asteni, muskelsmerter, ledsmerter og hovedpine. Egen læge bekræftede i januar 1995 fortsat betydelig træthed og smerter, med en vurdering af erhvervsevnen som reduceret til en ubetydelighed.

Kvinden søgte helbredsmæssig pension i januar 1995, og kommunen tilkendte hende forhøjet almindelig pension i marts 1995. Vestre Landsret afsagde dom i april 1998, hvor de tilkendte hende mellemste førtidspension, idet de fandt hendes erhvervsevne nedsat med mindst 2/3. Det sociale nævn og Ankestyrelsen ankede dommen til Højesteret, primært på grund af spørgsmålet om fuld prøvelsesret. Kvinden ankede med påstand om højeste pension og renter.

Til brug for Højesteret afgav Retslægerådet en udtalelse i september 2000, hvori de bemærkede, at kronisk træthedssyndrom ikke er en entydig sygdomsenhed, og at diagnosen ikke kan stilles med sikkerhed. De fandt heller ikke en specifik lidelse som årsag til symptomerne og kunne ikke udelukke, at psykiske årsager var udelukket, eller at tilstanden kunne behandles.

Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom vedrørende pensionsspørgsmålet, hvilket betød, at kvinden fortsat var berettiget til mellemste førtidspension og ikke højeste førtidspension.

Begrundelse for afslag på højeste førtidspension

Højesteret fastslog, at tilkendelse af højeste førtidspension er betinget af, at ansøger i ethvert erhverv kun har en ubetydelig erhvervsevne i behold. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er nedsat med mere end 2/3; den skal være helt eller næsten helt bortfaldet, og enhver revalideringsmulighed skal være udelukket. Efter bevisførelsen for Højesteret, herunder Retslægerådets udtalelse, var det ikke med den fornødne sikkerhed godtgjort, at kvindens erhvervsevne var nedsat til det ubetydelige i april 1995.

Afgørelse om renter

Højesteret frifandt nævnet for rentepåstanden for tiden før sagsanlægget. Dette blev begrundet med, at Renteloven § 8, stk. 1 ikke giver hjemmel for forrentning fra et tidligere tidspunkt end sagens anlæg. Der forelå heller ikke omstændigheder, der kunne lægges nævnet til last, som kunne begrunde rente i medfør af Renteloven § 8, stk. 2 jf. Renteloven § 3, stk. 5. Parterne var dog enige om, at pensionsbeløb forfaldet efter sagens anlæg skulle forrentes med procesrente fra forfaldstidspunktet for den enkelte pensionsydelse.