Ret til førtidspension under løsladelse mellem byrets- og landsretskendelse om varetægtsfængsling

Sagen omhandlede en førtidspensionist, hvis pension blev standset af kommunen fra udgangen af august 2002, efter han blev varetægtsfængslet den 4. juli 2002. Dette skete i henhold til Pensionsloven § 46, stk. 1.

Den 28. august blev manden løsladt efter domfældelse ved byretten. Imidlertid ændrede landsretten den 30. august byrettens afgørelse og fandt, at manden skulle fængsles indtil afsoning. Da politiet ikke kunne træffe ham, blev landsrettens kendelse forkyndt for hans fraseparerede ægtefælle den 2. september.

Manden henvendte sig til myndighederne den 10. september, hvor han på ny blev varetægtsfængslet, og han påbegyndte afsoning den 10. oktober. Kommunen vurderede, at hans pension for september og oktober 2002 skulle inddrages, men Nævnet ændrede denne afgørelse.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og gjorde gældende, at der var tale om én indsættelse, og at løsladelsen den 28. august var uberettiget. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare betingelserne for inddragelse af pension, når en varetægtsfængslet løslades ved en byretskendelse, der efterfølgende ændres af landsretten.

Ankestyrelsen fandt, at manden havde ret til udbetaling af pension for september og oktober 2002.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden blev løsladt den 28. august 2002 i overensstemmelse med byrettens afgørelse. Selvom landsretten den 30. august ændrede denne afgørelse, havde kæren ikke opsættende virkning for løsladelsen. Manden blev først anset for at være indsat/varetægtsfængslet igen fra tidspunktet for forkyndelsen af landsrettens kendelse den 2. september.

Det blev desuden fremhævet, at førtidspension er en forsørgelsesydelse. Hvis manden ikke var berettiget til pension under løsladelsen fra 28. august til 2. september, ville han have været uden forsørgelsesgrundlag. Ankestyrelsen fandt, at selvom reglerne i Pensionsloven § 46, stk. 1, og Pensionsloven § 34, sammenholdt med bekendtgørelsens § 50, stk. 1 og 2, kunne føre til en periode med dobbeltforsørgelse, ændrede dette ikke resultatet i denne sag. Der var ikke tale om en midlertidig løsladelse med henblik på kortvarigt ophold andetsteds, hvorfor undtagelsen i bekendtgørelsens § 50, stk. 1, ikke fandt anvendelse.

Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.