Mellemkommunal refusion - intern flytning uden medvirken - fortsat refusionspligt

Sagen omhandler en principiel afklaring af, hvilken betydning det har for en tidligere opholdskommunes betalingsforpligtelse, når en borger flytter internt i den nye kommune uden kommunens eller anden myndigheds medvirken. Borgeren, NN, flyttede til B Kommune i 1975, hvor A Kommune oprindeligt gav tilsagn om refusion. NN har siden da vedvarende modtaget omfattende hjælp, der kan sidestilles med et botilbud, med et ugentligt timetal på op til 84 timer.

A Kommune klagede over Det Sociale Nævns afgørelse og argumenterede for, at refusionspligten skulle ophøre, da NN var flyttet tre gange internt i B Kommune uden offentlig medvirken. De henviste til en udtalelse fra socialministeren, der indikerede, at der burde stilles krav om medvirken ved intern flytning på samme måde som ved flytning mellem kommuner.

Ankestyrelsen fastholdt, at A Kommune fortsat er forpligtet til at yde refusion for udgifter vedrørende NN, og at A Kommune er både handle- og betalingskommune fra 1. januar 2011.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at:

• Der ikke var oplysninger om, at NNs behov for hjælp afgørende havde ændret sig, siden A Kommune oprindeligt gav tilsagn om refusion i 1975.
• NN vedvarende har modtaget hjælp i et omfang, der kan sidestilles med en boform, jf. Serviceloven § 96.
• Baggrunden for refusionsbestemmelsen i Retssikkerhedsloven § 9c er at friholde kommuner med institutioner for udgifter, når borgere fra andre kommuner optages.
• Bestemmelsen om medvirken i Retssikkerhedsloven § 9c efter sin umiddelbare ordlyd er knyttet til situationer, hvor kommunens handlen har direkte betydning for betalingsforpligtelsen i forbindelse med indflytning i en anden kommune.
• Ankestyrelsen fandt ikke holdepunkter for, at medvirken har selvstændig betydning ved ændring af bopæl inden for samme kommune, når behovet for hjælp stadig svarer til en boform. En sådan fortolkning ville kræve udtrykkelig lovhjemmel.