Højesteretsdom om hævelse af udlån i virksomhedsordning og genoptagelsesfristens betydning

Sagens Baggrund\nSagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt visse udlån og mellemregninger, der var medtaget i appellanternes virksomhedsordninger, skulle anses for hævet over hæverækkefølgen og dermed beskattes i privatøkonomien. Appellanterne, der drev landbrugsvirksomheder, havde anvendt virksomhedsordningen til indkomst fra deres virksomheder.\n\n### Appellanternes Påstande\nAppellanterne nedlagde påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at de omhandlede fordringer ikke kunne anses for hævet over hæverækkefølgen fra deres virksomhedsordninger i henholdsvis 2012 og 2013 eller senere, jf. virksomhedsskatteloven § 5, stk. 1. De påstod desuden, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på konsekvensændringer for de relevante indkomstår.\n\n### Skatteministeriets Påstand\nSkatteministeriet påstod stadfæstelse af landsrettens dom, dog med ændring af sagsomkostningerne for landsretten.\n\n### Appellanternes Anbringender\n- Sælgerkreditterne er aktiver, der fortsat kan indgå i virksomhedsordningerne.\n- Sagen for Højesteret angår alene, om der er hjemmel til at anse sælgerkreditterne for hævet i medfør af virksomhedsordningens hæverækkefølge i 2012 (for Afdøde) og 2013 (for Appellant 1 og 2).\n- Beskatningen vedrører sælgerkreditter ydet forud for udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, hvoraf en enkelt er fra 2001.\n- Der er ikke hjemmel i genoptagelsesreglerne til at beskatte opsparet overskud som følge af dispositioner foretaget forud for den ordinære ansættelsesfrist. Dette kræver særlig hjemmel.\n- Beskatning i et vilkårligt indkomstår, uden sammenhæng med hvornår kreditterne blev ydet, er ikke hjemlet. Kun beløb faktisk overført til privatøkonomien kan beskattes som hævning, jf. virksomhedsskatteloven § 2, stk. 4 og virksomhedsskatteloven § 5, stk. 1.\n- Dette ville fjerne tidsfristen for skattemyndighedernes genoptagelse og kunne føre til højere beskatning.\n- Indskudskontoen kan korrigeres med virkning fra 2012 og 2013 for at sikre skattemyndighedernes interesser.\n\n### Skatteministeriets Anbringender\n- Skattemyndighederne var berettiget til at ændre skatteansættelserne for 2012 og 2013 ved at overføre lån, der uretmæssigt var medtaget i virksomhedsordningerne, til privatøkonomierne.\n- Lånene blev anset for overført i det tidligste indkomstår, hvor skattemyndighederne havde hjemmel til at genoptage, dvs. det første år inden for den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.\n- At et aktiv er medtaget i virksomhedsordningen giver ikke retskrav på, at det forbliver der, selvom det ikke er muligt at genoptage indkomståret, hvor aktivet første gang blev medtaget.\n- Hæverækkefølgen i virksomhedsskatteloven § 5, stk. 1, nr. 1-5 skal følges.\n- Manglende beskatning ville give appellanterne en likviditetsmæssig fordel og mulighed for at modtage lavt beskattede virksomhedsmidler uden yderligere beskatning, hvilket er uforeneligt med virksomhedsskattelovens regler.\n- Indskudskontoen afspejler værdier overført til virksomheden, og de omhandlede udlån har ikke karakter af indskud.

Højesterets Begrundelse og Resultat\nHøjesteret stadfæstede landsrettens dom.\n\n#### Sagens Fakta\n- Afdøde, Appellant 1 og Appellant 2 drev selvstændige landbrugsvirksomheder og anvendte virksomhedsordningen.\n- Afdødes forhold:\n - I 2001 overdrog Afdøde 20% af Ejendom 1 til sin datter (Vidne), hvilket skabte en fordring på 1.340.892 kr. (mellemregning), der blev aktiveret som udlån i virksomheden. I 2012 var saldoen 745.363 kr.\n - I 2008 overdrog Afdøde 80% af Ejendom 2 til sin søn (Person 3), hvilket resulterede i tre gældsbreve på ca. 6,9 mio. kr. (udlån). I 2012 var saldoen ca. 6,7 mio. kr.\n - Skattemyndighederne forhøjede Afdødes personlige indkomst for 2012, da disse tilgodehavender blev anset for hævet fra virksomhedsordningen.\n- Appellant 1 og 2's forhold:\n - I 2012 overdrog de halvdelen af deres landbrugsejendom og minkvirksomhed til deres søn (Person 1).\n - Som del af overdragelsessummen ydede de et lån på 2,5 mio. kr. til sønnen. Andre mellemregninger på 833.693 kr. og 5.728.716 kr. blev også aktiveret som tilgodehavender.\n - I 2011 blev ydet et lån på 200.000 kr. til sønnen.\n - I 2013 var de samlede tilgodehavender ca. 6,3 mio. kr.\n - Skattemyndighederne forhøjede Appellant 1 og 2's personlige indkomst for 2013, da disse tilgodehavender blev anset for hævet fra virksomhedsordningerne.\n\n#### Højesterets Vurdering\n- Højesteret var enig i, at de nævnte udlån ikke kunne indgå i appellanternes virksomhedsordninger.\n- Sagen for Højesteret angik herefter alene, om skattemyndighederne var afskåret fra at ændre skatteansættelserne for 2012 (Afdøde) og 2013 (Appellant 1 og 2) som sket, navnlig som følge af genoptagelsesreglen i skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.\n- Appellanterne havde valgt at benytte virksomhedsordningen, og indkomsten var undergivet foreløbig beskatning.\n- Udlånene var medtaget som aktiver i virksomheden i 2012/2013, selvom de på intet tidspunkt kunne indgå i ordningerne. Konsekvensen heraf er, at udlånene skulle udgå af ordningerne, uanset hvornår de var ydet.\n- Da genoptagelse af skatteansættelserne tidligst kunne ske for indkomstårene 2012 (Afdøde) og 2013 (Appellant 1 og 2) i henhold til skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, tiltrådte Højesteret, at skattemyndighederne var berettiget til at anse udlånene for hævet i disse indkomstår.\n- Appellanternes argument om korrektion af indskudskonti blev afvist, da udlånene ikke havde karakter af indskud.\n\n#### Afgørelse\nLandsrettens dom stadfæstes.\n\n#### Sagsomkostninger\nHøjesteret bemærkede, at der ikke kunne lægges vægt på, at skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind. Højesteret fandt, at sagens principielle karakter og vidererækkende betydning gav grundlag for at ophæve sagsomkostningerne, så ingen part skulle betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.