Uretmæssigt medtagne udlån i virksomhedsordning – Beskatning ved tidligst mulige genoptagelsesår

Denne sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne var berettiget til at ændre skatteansættelserne for A, B og C som følge af, at de havde medtaget private udlån i deres virksomhedsordninger, hvilket ikke var tilladt. Højesteret skulle vurdere, om genoptagelsesreglen i Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 var til hinder for ændringerne. Sagen drejer sig primært om fortolkningen af virksomhedsskattelovens regler og genoptagelsesfristerne i skatteforvaltningsloven.

Baggrund for sagen

• C drev landbrugsvirksomhed og havde i 2001 og 2008 overdraget dele af sine ejendomme til sine børn, H og G.
• I forbindelse med overdragelserne opstod der fordringer, som C uretmæssigt aktiverede som udlån i sin virksomhedsordning.
• B og A overdrog i 2012 ligeledes en del af deres landbrugsvirksomhed til deres søn, E, og ydede lån, der ligeledes blev medtaget i virksomhedsordningen.
• Skattemyndighederne forhøjede efterfølgende C's personlige indkomst for 2012 og B og A's personlige indkomst for 2013, da de anså de uretmæssigt medtagne tilgodehavender for hævet i virksomhedsordningerne.

Parternes argumenter

• A, B og Boet efter C argumenterede for, at skattemyndighederne ikke havde hjemmel til at beskatte sælgerkreditterne, da de var ydet forud for udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.
• De anførte, at en sådan beskatning ville ske i et vilkårligt indkomstår uden sammenhæng med, hvornår sælgerkreditterne blev ydet, og at der ikke gjaldt nogen frist for, hvornår skattemyndighederne kunne genoptage en skatteansættelse.
• Skatteministeriet anførte, at skattemyndighederne var berettiget til at ændre skatteansættelserne, da lånene uretmæssigt var medtaget i virksomhedsordningerne.
• Ministeriet fremhævede, at overførslen af lånene til privatøkonomierne skete i det tidligste af de indkomstår, som skattemyndighederne havde hjemmel til at genoptage.

Højesterets begrundelse

• Højesteret fastslog, at C, B og A havde valgt at benytte virksomhedsordningen, og at indkomsten derfor alene var undergivet den foreløbige beskatning, som ordningen indebar.
• Da udlånene fortsat var medtaget som aktiver i virksomheden i henholdsvis 2012 og 2013, selvom de ikke kunne indgå i virksomhedsordningerne, skulle de udgå af ordningerne.
• Højesteret tiltrådte, at skattemyndighederne var berettiget til at anse udlånene for hævet i virksomhedsordningerne i de indkomstår, hvor der tidligst kunne ske genoptagelse efter Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Konklusion og sagsomkostninger

• Højesteret stadfæstede landsrettens dom.
• Højesteret besluttede, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, henset til sagens principielle karakter og viderækkende betydning.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og fastslog, at skattemyndighederne var berettiget til at anse udlånene for hævet i virksomhedsordningerne i de indkomstår, hvor der tidligst kunne ske genoptagelse efter Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Dette gjaldt, uanset hvornår lånene oprindeligt var ydet. Højesteret fandt, at udlånene ikke havde karakter af indskud i virksomhederne, og at en korrektion af indskudskonti derfor ikke var relevant. På grund af sagens principielle karakter blev ingen af parterne pålagt at betale sagsomkostninger.