Afgørelse om anvendelse af Servicelovens § 41, § 44 og § 52 vedrørende aflastning af barn med handicap

Sagen omhandler en familie, der søgte om fortsat aflastning til deres søn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Kommunen havde oprindeligt bevilget 10 timers aflastning i hjemmet efter Serviceloven § 41 som en midlertidig løsning, indtil en aflastningsplads blev ledig. Da sønnen blev tilbudt 33 døgn årligt i aflastning og 1 døgn ugentligt nataflastning efter Serviceloven § 52, stk. 3, nr. 5, ændrede kommunen den ugentlige aflastning i hjemmet til 5 timer og afslog fortsat bevilling efter Serviceloven § 41.

Kommunen argumenterede for, at aflastningstimer ikke kunne benyttes i børnehavetiden, da det ville udgøre en overkompensation. De mente også, at Serviceloven § 41 var specialbestemmelsen i aflastningssituationer, der gav forældrene større fleksibilitet.

Det Sociale Nævn hjemviste sagen til kommunen for fornyet behandling. Nævnet vurderede, at forældrene skulle kompenseres yderligere, og at Serviceloven § 41 var subsidiær i forhold til aflastningsreglerne i Serviceloven § 44, jf. Serviceloven § 84, stk. 1. Nævnet fandt, at kommunen havde anvendt Serviceloven § 52, stk. 3, nr. 5 forkert, da aflastningen primært var begrundet i forældrenes behov for aflastning og hensynet til søskende, ikke barnets særlige behov for støtte. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen for en ny afgørelse. Ankestyrelsen præciserede anvendelsesområdet for de forskellige aflastningsbestemmelser i serviceloven.

Principielle afklaringer

• Aflastning til forældre: Aflastning, der gives på grund af barnets funktionsnedsættelse for at aflaste forældrene og imødekomme søskendes behov, skal tilbydes efter Serviceloven § 84, stk. 1, jf. Serviceloven § 44.

• Merudgiftsbestemmelsen: Bestemmelsen om nødvendige merudgifter i Serviceloven § 41 er subsidiær i forhold til aflastningsbestemmelserne i Serviceloven § 84, stk. 1, jf. Serviceloven § 44. Det betyder, at hjælp til dækning af merudgifter til aflastning i eget hjem kun kan ydes, hvis de øvrige aflastningsordninger ikke tilstrækkeligt kan løse behovet.

• Aflastningsordning for barnets særlige behov: Serviceloven § 52, stk. 3, nr. 5 finder anvendelse, når behovet for aflastning skyldes barnets særlige behov for støtte. Denne type aflastning forudsætter en forudgående børnefaglig undersøgelse efter Serviceloven § 50 og udarbejdelse af en handleplan.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at aflastning efter Serviceloven § 84, stk. 1, jf. Serviceloven § 44, ikke forudsætter en børnefaglig undersøgelse, og at udvidelsen af denne bestemmelse netop har haft til formål at tilgodese et behov for fleksibilitet i tilbud til børn. Kommunen skal derfor træffe en ny afgørelse, der kompenserer familien ud fra disse principper.