Afgørelse om afslag på støtte til testmaterialer til blodsukkermåling grundet manglende evne til at anvende materialet og handle på resultaterne

NN, en borger på plejehjem med type 2 diabetes i tabletbehandling, søgte om tilskud til testmaterialer til blodsukkermåling. Han havde behov for måling én gang månedligt, som blev udført og vurderet af plejehjemspersonalet, da han ikke selv var i stand til det. Ifølge Serviceloven § 9, stk. 3 kan der gives op til 150 stk. teststrimler og fingerprikker årligt til tabletbehandlede diabetikere, hvor lægen anser jævnlig blodsukkermåling for påkrævet.

A Kommune afslog ansøgningen med den begrundelse, at NN ikke selv kunne foretage målingerne eller handle på resultaterne. Det Sociale Nævn ændrede kommunens afgørelse og tilkendte materialerne, idet de lagde vægt på det lægelige behov for jævnlig måling og personalets assistance. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen.

Sagen blev antaget af Ankestyrelsen for at belyse betydningen af ansøgerens forståelse for og mulighed for at anvende testmaterialet, og den skulle afløse den tidligere Principafgørelse C-10-01.

Ankestyrelsen afgjorde, at NN ikke var berettiget til tilskud til testmaterialer til blodsukkermåling som et hjælpemiddel efter Serviceloven § 112, stk. 1.

Afgørelsen blev truffet med baggrund i, at:

• NN ikke selv var i stand til at anvende testmaterialet og foretage blodsukkermålingen.
• NN heller ikke selv var i stand til at handle i henhold til måleresultatet og foretage de nødvendige korrektioner af tabletbehandlingen.

Ankestyrelsen fastslog, at det ved den lægelige vurdering af, hvornår jævnlig blodsukkermåling er påkrævet, skal lægges til grund, om patienten har forståelse for og mulighed for at anvende testmaterialerne, samt om patienten forstår at vurdere resultaterne og drage konsekvenserne heraf. Dette princip er en videreførelse af praksis fra den nu kasserede Principafgørelse C-10-01.

Det blev bemærket, at spørgsmålet om, hvorvidt testmaterialet eventuelt kunne bevilges efter anden lovgivning eller henhørte under institutionens ansvar, ikke var en del af Ankestyrelsens kompetence i denne sag.