Efterprøvelse af kommunal afgørelse om skift af skole- og dagbehandlingstilbud

Ankestyrelsen behandlede to sager, der omhandlede A Kommunes afgørelser om skift af skole- og dagbehandlingstilbud for to børn, benævnt D. Begge sager rejste spørgsmål om Det Sociale Nævns kompetence til at efterprøve kommunale afgørelser og om afgørelsernes grundlag i konkrete og individuelle vurderinger.

I den ene sag havde barnet D store vanskeligheder med omstilling, komplekse situationer og sociale relationer, samt var følsom over for stimuli, hvilket stemte overens med diagnosen Nonverbal Learning Disorder (NLD). Det blev fremhævet, at barnet blev påvirket af uro og uforudsigelighed, og at daglig kontakt med en bror med ADHD burde minimeres.

I den anden sag var barnet D beskrevet med specielle behov, der skabte konflikter, og havde behov for en forudsigelig, struktureret og afbalanceret hverdag. Barnet reagerede med oppositionel adfærd og frustration på selv små forandringer og skift i hverdagen. Det tog lang tid for barnet at opbygge relationer til voksne.

A Kommune havde truffet afgørelse om skift af tilbud for begge børn, hvilket forældrene klagede over. Sagerne blev forelagt Ankestyrelsen for at afklare nævnets kompetence og afgørelsernes lovlighed.

Ankestyrelsen fastslog, at Det Sociale Nævn var berettiget til at efterprøve A Kommunes afgørelser. Nævnet kan efterprøve retlige spørgsmål, herunder lovligheden af de kriterier, kommunen har lagt til grund, om alle relevante kriterier er inddraget, og om vægtningen er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. Dette omfatter også, om kommunen har foretaget et individuelt skøn. Nævnet kan dog ikke klage over kommunens generelle serviceniveau eller tilsidesætte et lovligt udøvet skøn, jf. Retssikkerhedsloven § 15, Retssikkerhedsloven § 60, stk. 3 og Retssikkerhedsloven § 69.

Ankestyrelsen fandt, at A Kommunes afgørelser om skift af skole- og dagbehandlingstilbud for begge børn ikke var tilstrækkeligt konkrete og individuelle på tidspunktet for afgørelserne, og dermed ikke i overensstemmelse med børnenes tarv. Dette skyldtes:

• For det første barn: Afgørelsen var ikke begrundet i barnets behov, især med henblik på barnets vanskeligheder med omstilling og forandringer som følge af NLD og følsomhed over for stimuli. Det blev fremhævet, at barnets daglige samvær med en bror med ADHD burde minimeres.
• For det andet barn: Der var ikke tilstrækkeligt med oplysninger om barnets vanskeligheder og behov til at vurdere, om et skift var i barnets tarv. Yderligere udredning af barnets vanskeligheder og behov var nødvendig for at kunne træffe en forsvarlig afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtten skal ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder at der lægges vægt på stabil og god voksenkontakt samt kontinuitet i opvæksten, jf. Serviceloven § 46. Begge afgørelser blev derfor fundet ugyldige, og Det Sociale Nævns afgørelser blev stadfæstet.