Ophævelse af tvangsanbringelse og hjemvisning grundet hjemmeophold

En 12-årig dreng havde siden 1995 været anbragt på en døgninstitution uden moderens samtykke. Anbringelsen var præget af moderens samarbejdsvanskeligheder med institutionen og drengens massive problemer i skolen.

I august 1998 traf Børn og unge-udvalget afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet i henhold til Serviceloven § 42, stk. 1.

På grund af drengens skoleproblemer besluttede kommunen, at han skulle starte i en ny skole og i den forbindelse have ophold i en plejefamilie. Moderen, der selv havde fundet den nye skole, var af den opfattelse, at drengen blev kørt fra institution til skole og erfarede først senere, at han var blevet placeret i en plejefamilie.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste moderen, at drengen havde været hos hende i cirka tre uger før efterårsferien, hvilket kommunen bekræftede.

Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets afgørelse om fortsat tvangsanbringelse af drengen og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Ankestyrelsen vurderede, at udvalgets beslutning om tvangsanbringelse var bortfaldet, da drengen med kommunens viden havde haft ophold i hjemmet i cirka tre uger. Det blev også tillagt vægt, at drengen forinden var flyttet fra institution til plejefamilie uden moderens samtykke.

Kommunens fornyede behandling

Ved hjemvisningen lagde Ankestyrelsen vægt på, at kommunen skulle foretage en fornyet stillingtagen til støtteforanstaltninger. Dette skulle ske under hensyn til drengens utvivlsomme og omfattende behandlingsbehov, som minimum omfattede behov for individuel samtaleterapi ved klinisk psykolog. Dette er i tråd med principperne i Serviceloven § 46, stk. 1 og Serviceloven § 58.